"Når jeg er alene, ser jeg straks en mulighed for at straffe mig selv. Sulte mig, fordi jeg ikke må få noget. På et tidspunkt bliver jeg tvunget til at spise noget af Tågemanden, som indtager mig, men jeg har ikke fortjent ordentlig mad, så det bliver altid noget forkert. Enten kan jeg f.eks. finde på at spise alt for meget havregryn, så jeg får sindssygt ondt i maven, eller også er det frossent rugbrød, som skal ned og op igen. Nogle gange er det slik, som Tågemanden tvinger i mig. Lige meget hvad jeg gør eller spiser, er det forkert. Intet er acceptabelt i mit hoved. Jeg er én stor fejl.”
Sådan skrev jeg i min dagbog d. 12. sep. 2002. Og nej, jeg var ikke lykkelig. På dette tidspunkt havde jeg allerede misbrugt mig selv og min krop gennem maden i 6 år uden at få hjælp. Sult, bræk, overtræning, minimum af søvn og absolut ingen ro og koncentration var hverdag for mig. Og der skulle gå endnu 2 år, før jeg fik hjælp i form af at ryge på psykiatrisk afdeling – hvilket ikke hjalp, kan jeg afsløre! Det, der har hjulpet mig, er en psykolog gennem fire år og derefter opbygning af min krop med ”kernesund mad”. Det er vigtigt for mig at sige, at psykologhjælp skal til, før man arbejder med maden, når man har været så spiseforstyrret, som jeg har. Men når ”det bagvedliggende” er bearbejdet, kan man tage hul på symptomet; maden. Jeg har prøvet med de gængse kostråd ”spis fedtfattigt, masser af brød og mælkeprodukter”, men det hjalp mig ikke. Jeg var stadig sukkerjunkie, speedet, havde uro og angst, kunne ikke sove om natten, min fordøjelse var elendig, og jeg havde ikke energi.
I 2006 begyndte jeg på at udelukke gluten, sukker og mælkeprodukter, og efter 10 års fravær kom min menstruation tilbage. Den fungerede dog kun et par måneder, for jeg havde svært ved at holde fast i kosten. I august 2007 blev jeg kørt ned, og mens jeg lå og ikke kunne gå, samlede jeg mine dagbøger til bogen ”Lad mig bare forsvinde”. Desuden udkom Ninkas bog, og jeg startede op på ”kernesund kost” for at bygge min krop op efter ulykken og de 11 års madmisbrug. Så kom vendepunktet for alvor! Nu er jeg både bygget op fysisk og psykisk.
Her i 2008 er min menstruation kommet rigtigt i gang, så nu fungerer jeg som andre kvinder! Ud over at jeg er blevet en hormonbombe (hehe), har jeg energi, er glad, føler ro i hovedet, kan sove om natten og min mave fungerer bedre end den nogensinde har gjort. Jeg kan tydeligt mærke forskel på min krop og hele mig. Og når min krop nu får ordentlig mad, er det også nemmere fortsat at arbejde med det psykiske. Kost og psyke hænger godt nok sammen, kan jeg mærke! Og det er netop det, der gør det svært at bryde ud af en spiseforstyrrelse. Man tillader sig ikke rigtig mad og bliver mere og mere ”skør” i hovedet, så man til sidst ikke kan finde hoved og hale på noget. Og man er bange for maden, så man kan ikke ”bare” spise eller ”bare” tage sig sammen. Der er jo en årsag til, at man behandler sig selv, som man gør!
Til andre spiseforstyrrede vil jeg sige: det er syret at mærke, hvor godt man kan have det, og hvor meget man kan nå, når man tillader sig rigtig og nok mad! Jeg indrømmer gerne, at det stadig kan være svært for mig at tillade mig det som er godt for mig hele tiden, for de ”syge tanker” er svære at slippe. Men jeg ved, at det er ”kernesund kost”, jeg skal holde fast i for at fungere – jeg mærker, hvor godt det er for mig, og jeg vil ikke ødelægge det for mig selv mere. Så jeg tager de kampe, der kommer! (som f.eks. ”har jeg fortjent at have det godt?!”).
Jeg håber, at I vil læse min bog ”Lad mig bare forsvinde” – og komme til mine foredrag!
Kærlig hilsen Mille Eigard Andersen
www.smidkrykkerne.dk
