Din søn er blevet sindsyg.

Pædagogens ord faldt anderledes, men meningen var klar. Hun brugte ord som, ”psykiatrisk skadestue” og ”I kan ikke længere aflevere ham her”. Med denne farvel-salut fra min dengang 2-årige søns vuggestue, startede et helt nyt liv først på ondt og siden på ret godt for vores lille familie. Indtil da havde min lille dreng været glad og tilsyneladende velfungerende – omend ikke synderligt interesseret i andre børn. Men han var jo ikke så gammel. Den dag i vuggestuen var han dog blevet afsindigt rasende. Og han var ikke til at få ned på jorden igen. Det er nu et halvt år siden. Familien var netop forøget med en lille pige. Og dagen efter episoden i vuggestuen kom 60 gæster til blødt brød, pandekager og muffins. Gift for min lille dreng. Men det vidste vi ikke dengang. Dagene efter raserianfaldet i vuggestuen kom flere til. Jeg så mig selv gå kilometer efter kilometer med en sparkende og skrigende dreng under den ene arm og en barnevogn med lillesøster i den anden. Jeg holdt op med at tage ham med ud og handle, køre i tog og andre steder i offentligt rum, hvor han pludselig kunne gå helt i baglås. Han blev bange for lyde, for fodspor og for bobler i mælken. Og blev ked af det og indelukket. En lille dreng med nerverne sitrende uden på tøjet, som hans mormor beskrev ham dengang.

Han kom i et akut observationsforløb på Børneklinikken på Østerbro, og efter en lille uges undersøgelser faldt ordet ”autisme” for første gang. Om få dage falder den endelige diagnose, og eksperterne har forberedt os på, at den kommer til at lyde ”infantil autist”. En ren nedturs-historie, hvis ikke det lige var fordi, vi på vej ned hørte om en familie, der ved hjælp af kost og motion havde fået deres dreng ud af autisme – og det havde de skrevet en bog om. Vi startede med kernesund mad i december. Og mens det etablerede system taler om tilknytning til handicapcenter og svært nedsat funktionsevne, så har vi siden kostændringerne kun oplevet fremgang for den lille mand. Og det i sådan en grad, at også personalet på Børneklinikken har bemærket det. Helt tydeligt blev fødevarernes påvirkning, da min dreng i et ubevogtet øjeblik fik en Digestive-kiks på netop Børneklinikken. Straks fløj han op i en spids. Han begyndte at råbe, skælde ud og var ikke til at få rolig igen.  Heldigvis blev det kun til den ene kiks og så tilbage på diæt. Her oplever vi, at vores søn er gået fra at være meget kræsen og kun spise få forskellige madvarer til, at han pludselig spiser meget mere sundt og varieret. Og så er fobierne holdt op. Han kan igen lege i sandkasser uden at frygte forspor eller sidde på hans elskede vippedyr på legepladsen uden at panikke over en lille malerplet på dyret. Og ikke mindst, han tør i dag gå ind på legepladser, hvor der er andre børn. Helt utænkeligt for et halvt år siden.

Vores søn er gået fra at være en mut og indelukket dreng til at være glad. Han er nu i stand til at udtrykke sine følelser udad frem for at vende alt ind som tidligere, og siger f.eks. ”mor, jeg blev sur, fordi jeg slog mig. Men det går over om lidt”.

I marts fjernede vi alt mælk, sukker og gluten fra hans kost, da en test fra Nordic Clinic viste klar intolerance overfor de fødevarer. Og med hjælp samme sted får han nu en række kosttiskud, som løbende justeres. Det har taget det meste af raserianfaldende. Han bliver stadig meget vred, men kan nu selv komme ud af det efter kort tid og forklare, hvorfor han bliver sur. Også helbredet er blevet bedre. Siden hans vuggestuestart som 1-årig og frem til han blev 3 år, har han i gennemsnit været syg to gange om måneden. Hver gang på mindst en uges tid. Det har givet lange pauser fra vuggestuen, som han derfor aldrig rigtig faldt til i. I dag går han i en almindelig børnehave, og her har indtil nu ikke været problemer. I de svære perioder med sygdom, har han fået astmamedicin og pencilin i en uendelighed. I dag er han helt medicinfri. For os som familie har det beydet, at vi igen tror på, en god og glad hverdag med og for vores lille dreng. Vi nyder hver eneste dag, hvor familien ikke er ved at gå i spåner på de voldsomme raserianfald og fobier, der fyldte så meget tidligere. Havde vi vidst, hvad vi i dag med om mad og sundhed, så var de autistiske gener i vores lille dreng måske aldrig kommet til udtryk. For historien starter med stor sandynlighed i en graviditet med alt for meget stress, sukker, dårlige og hurtige kulhydrater. Og vanerne blev kun værre indtil vi i julen lagde kosten helt om. Nu glæder os over, at vi alligevel kan leve et aktivt liv som før – bare med den tilføjelse at vi alle er blevet sundere og har fået mere overskud.

Vores historie er på mange måder fyldt med solskin. Men det er også en hverdag med store udgifter til den rigtige mad, kosttilskud, test og diætrådgivning. Det er et liv, hvor vi bruger rigtig meget tid på at lave mad – også mad, som slet ikke falder i lillemandens smag. Vi oplever ind i mellem tilbagefald med pludselige raserianfald de mest ubelejlige steder (kassen i Irma, legepladsen osv), perioder med indadvendthed igen osv. osv. Og sådan vil det sikkert være altid. På intet tidspunkt har vi dog været bombet tilbage til tiden for et halvt år siden, hvor en almindelig daginstitution ikke kunne rumme vores søn. Og når vi synes hverdagen bliver svær, så er det værd at tænke på alternativet – altså at lade stå til og bare lade den lille glide mere og mere ind i sin egen verden. Og det bliver aldrig en mulighed! Så tak til Ninka og co, fordi I har givet os muligheden for at tage kampen op – og med gode resultater!