Jeg synes, at I er fantastiske!! Tænk, at I har revolutioneret min og mange andres opfattelser af hvad sund mad er, og hvor vigtig maden er for os som mennesker i en sådan grad, at det slet ikke er til at fatte.

Mange af forvandlingerne handler om børnefamilier, og hvordan forældre har fået børn "tilbage".
Min handler om, hvordan jeg endelig har fundet mig selv, er lykkelig og har et fordøjelsessystem, der bare virker.

Jeg har siden jeg var et år konstant haft problemer med ørerne. Jeg havde altid mellemørebetændelse, så fik jeg drøn i øret flere gange og til sidst gik der hul på min trommehinde. Så måtte jeg som 10-årig få opereret en ny trommehinde ind i øret. Jeg er helt overbevist om, at det skyldes mit store indtag af MÆLK. Men min søde mor vidste jo ikke bedre. Heldigvis har jeg ikke haft problemerne med ørene de sidste tre år.

Til gengæld har jeg haft andre problemer. En fordøjelse som slet ikke virkede og et humør, som var alt andet end stabilt, samt en hud fyldt med bumser. En evig følelses af tristhed, modløshed og træthed. Jeg tænkte til sidst, at det nok bare var sådan livet var. Noget rigtig lort uden noget formål eller indhold. Lige indtil jeg
mødte min kæreste (nu mand). Han hvilede i sig selv og havde ingen
humørsvingninger. Så med hans gode væsen overvandt jeg til dels mine
humørsvingninger. Men der var stadig noget galt. Det sad inde bagerst i mig og gnavede og ulmede hele tiden. Jeg var aldrig helt glad. Men så fandt jeg Jeres vidunderlige bog og læste om Jeres vanvittige forandringer. Med (megen) skepsis tømte jeg køleskabet og købte en masse (dyre!!) varer fri for gluten, sukker og mælk. Og efter bare kort tid på Jeres kost forvandledes mit sind. Jeg havde
været hos lægen og fået konstateret en depression. Men jeg anede ikke hvad fanden jeg var ked af. Og det skulle vise sig, at jeg bare ikke kunne tåle GLUTEN, at SUKKER gjorde mig høj og helt manisk og at MÆLK gav mig øre-problemer.

Jeg har aldrig følt mig friskere, mere lykkelig og sundere. Jeg kan sætte ord på mine følelser. Jeg elsker livet, jeg elsker mig selv og min mand. Det er fantastisk!

Jeg kan løbe 10 km uden pause og jeg har altid hadet at løbe. Min krop reagerer så snart jeg har spist noget "ikke-kernesundt". Men det koster også den her livsstil. Som studerende er der ikke mange penge til sjov og ballade med et madbudget på 5.000 kr. for to. Men jeg får så ufattelig meget igen. Når jeg taler med mine veninder, bruger de kun 1.000 kr. på mad om måneden!! Jeg væmmes ved tanken om, hvad de putter i munden. Jeg tænker bare, ikke om jeg vil have det inden for mine tarme. Andre veninder kan ikke forstå, hvorfor de kan sove 4 timer midt på dagen. Og de har altså sovet 9-10 timer om natten også. De tror, at det er fordi de har så travlt med job, studie, fester og lektier. Men jeg ved godt, at det er fordi den er helt galt med deres kost. Men de vil ikke lytte og jeg vil ikke være belærende.

I en alder af 22 år har jeg mere styr på livet end de fleste kvinder på 40 år. Og det er takket være Jeres seje kamp Ninka og Morten.
Jeg  håber, at I vil fortsætte med at være så hamrende inspirerende og  innovative.

Kærlig hilsen

Natalja

Kristian har siden han var 7 år haft diagnosen infantil autisme. I starten gav det ikke uoverkommelige udfordringer med ham, men fra han var omkring 8 år, begyndte hverdagen at blive et mareridt.

Kristian fik det dårligere og dårligere hvilket kom til udtryk i hans adfærd.

Han kunne ikke overskue tingene, han råbte, han hørte ikke hvad vi sagde, han var bange for alting, kunne ikke klare fremmede steder, nye lugte, mange mennesker, kunne ikke lege med andre, var ekstrem kræsen, og han var altid meget træt og udkørt når vi hentede ham i SFO om eftermiddagen. Den bedste måde han kunne hjælpe sig selv i disse situationer, var ved at tage al tøjet af og pakke sig ind i en dyne, hvorefter han satte sig foran computeren og spillede, og råbte på noget at spise. Siden har han fortalt os at hans hjerne var som en blender hvor alt det han hørte blev mixet sammen til en uforståelig masse af ord og bogstaver!

Til sidst begyndte det at gå ud over hans lillebror Nikolai, som også ændrede adfærd. Han blev på mange måder mere og mere umulig. Sikkert en meget naturlig reaktion på at hans storebror fik al opmærksomheden, og at forældrene ikke havde meget overskud tilbage til ham eller dem selv, når først Kristian og udfordringerne omkring ham var håndteret, så godt som vi nu kunne.

Det hele begyndte at eskalere for vores lille familie, og det var lige pludseligt blevet mere og mere uoverskueligt at komme igennem hverdagen, og ingen af os kunne se lyset og håbet forude. Vi gjorde det bedste vi kunne hver dag, men var inderst inde godt klar over at det ikke kunne fortsætte på denne måde. Ingen af os havde dog modet til at sætte bremsen i. Helt sikkert fordi vi ikke kunne overskue hvad der skulle ske, hvis vi stoppede op. Hvem kunne hjælpe os? Skulle Kristian skifte skole? Skulle en af os sige sit job op? Ville vi kunne stå de forandringer igennem som skulle til, hvis vi sagde stop, og at det ikke kunne fortsætte som nu?

Desuden forværredes situationen, da jeg, Kristians mor, lider af epilepsi og begyndte at få anfald (efter mange anfaldsfri år). Jeg måtte pga. anfaldene sygemeldes fra mit job, da jeg ikke måtte køre bil i 3 mdr.

Det blev stopklodsen som forandrede vores liv.

Fra starten af sit liv havde Kristian været en speciel dreng. Vi kunne ikke rigtigt altid selv se det – det er vist meget normalt når det er den førstefødte. Når nogen kommenterede noget omkring hans adfærd, var det ikke fordi vi ikke ville se, at noget var anderledes ved ham. Men senere iforb. med udredning og diagnose af Kristian fik vi svaret på hvorfor man som forældre ikke selv ser at der er noget anderledes ved ens barn. (På det tidspunkt havde vi også meget brug for et svar herpå, da vi følte at det var for dårligt at vi ikke havde set at Kristian var speciel). Børnelægen beskrev det således: ”Det er meget normalt at man som forældre til et unormalt barn ikke ser de samme afvigelser som andre gør. Årsagen hertil er at forældre ”absorberer deres barn med hud og hår”, det vil sige at man accepterer barnet som det er, og forsøger ikke at lede efter en årsag til alting. Dette har ikke noget at gøre med at man ikke vil se at barnet er anderledes”.

Tak for den forklaring, den hjalp meget på den dårlige samvittighed vi havde.

Fra Kristian var lille og lå på gulvet og begyndte at orientere sig om hvad der foregik omkring ham, var det tydeligvis lys og lamper som havde hans største interesse. Da han kunne sidde op, fortsatte den store interesse for tekniske ting og sager. Kristian kunne være optaget af ting i meget lang tid ad gangen. De første ord som kom fra ham var hovedsagelig centreret omkring tekniske ting – det var feks. ordet LYS og ikke MOR som var hans første ord. Det kneb mere med at lære at gå, det have ikke den unge mands interesse. Til gengæld kunne han tale helt rent da han var 16 mdr., han have lært at gå da han var 14 mdr. Så hans prioritering af udviklingen havde været at lytte og lære at tale, i den periode hvor andre koncentrerer sig om at kravle og lærer at gå.

I dagplejen hvor han var til han var 3½ år, fik vi senere at vide at han ikke var så god til at lege med de andre, men mere legede i sin egen verden.

Da han havde gået i børnehave et års tid, og var 4½ år, blev vi kaldt ind til en samtale, hvor de var urolige for ham, netop fordi han legede sine egne lege, og ikke søgte de andre børn, men nærmere søgte de voksne – de kunne jo også svare på flere tekniske spørgsmål…

Vi var til samtaler med kommunen, og der kom en voksen ud i børnehaven for at observere Kristians adfærd. Efter et par måneder med disse tiltag, blev det konkluderet at Kristian var helt normal, men blot højt begavet. Vi havde på dette tidspunkt ikke problemer med Kristian derhjemme. Han havde fået en lillebror da han var 2½ år, og vi synes han fungerede fint, dog til den nørdede side: han kunne være optaget af tekniske ting, vaskemaskiner og hjul der drejede rundt i timevis.

Kristian skiftede børnehave det sidste år før han skulle starte i bhv.klasse. (I vores by var der ikke bhv.plads til ham da han var 3 år, men til gengæld kunne han få plads i byen det sidste bhv. år, for at lære sine kommende skolekammerater at kende). I den børnehave blev vi også indkaldt til ekstra samtale omkring Kristian. De havde haft en ekstrem oplevelse på en skovtur, hvor han pludselig var gået helt i sort. Vi fandt bagefter ud af at han lige der, ikke havde kunnet se en voksen, og derfor var gået i panik. Vi havde ikke tænkt så meget over at det var unormalt, men vi vidste godt at det var vigtigt for ham, at der altid var en voksen i nærheden. Måske netop fordi han ikke gav sig hen i samværet med de andre børn.

Kristian startede i skole da han var 6½ år. Han kunne faktisk allerede læse, men vi valgte at lade ham starte lidt senere i skole, netop fordi han ikke var så veludviklet i at lege med andre. Vi tænkte, at for en dreng er det altid bedre at være blandt de ældste, og dermed også de mest modne i klassen.

Til samtalen omkring efterårsferien i 0.klasse, faldt bomben. Kristians børnehaveklasseleder fortalte os, at ud fra Kristians adfærd (interesseret i ekstreme ting, svært ved at koncentrere sig, søgte ikke kammerater osv.) vurderede hun at der muligvis var en diagnose at få på Kristian. Diagnose var et nyt ord, som lød ubehageligt i vores ører…

Vi fik en henvisning til børnepsyk. afd. Her startede en række samtaler med en meget dygtig børnelæge, både på sygehuset og hjemme hos os selv. Lægen var også på skolen for at observere Kristian. Efter 3 mdr. fik vi diagnosen infantil autisme. De infantile autister udgør omkring 20% af autisterne, og er normalt til højt begavede. 80% af autisterne er retarderede.

Da diagnosen var på plads startede en række møder, hvor alt omkring Kristian blev vendt. Fra 1.klasse blev der på vores skole oprettet en lille specialklasse med Kristian og 2 andre drenge i forskellige aldre, som alle 3 havde asperger/autisme. Kristian var stadig tilknyttet sin alm. klasse i ca. halvdelen af timerne, og havde her en støttelærer/pædagog med i timerne. Den anden halvdel af timerne foregik undervisningen i et lille hyggeligt lokale, alene eller sammen med de 2 andre drenge. Vi fik en meget dygtig pædagog, som stod for projektet med de 3 drenge. Vi havde stort set kontakt til hende hver dag, hvor vi fik feed back på skole- dagen og ting de havde oplevet, som vi skulle være opmærksomme på, ligeledes gav vi input den anden vej, hvis der var specielle situationer med Kristian som kunne få indflydelse på næste skoledag J. Vores skole gav os fuld opbakning og tacklede det hele meget professionelt – vi havde i høj grad også forhåbninger og forventninger til skolen, som altså også blev indfriet på bedste vis.

Kristians klassekammerater og forældre blev orienteret om Kristians diagnose, hvad den betød, hvad de kunne forvente, osv. Alle tog det til sig, og vi oplevede ingen mobning af Kristian – i dag er vi da også vanvittigt taknemlige for at vi fik diagnose og støtte så tidligt i Kristians liv, det har helt sikkert været årsag til at der ingen mobning har været. Klassekammeraterne har jo hele tiden haft en naturlig forklaring på hvorfor Kristian var lidt nørdet…

1½ år frem, indtil midten af 2.klasse gik det faktisk ok med Kristian. Han er højt begavet, og nu hvor han havde en støttelærer med i timerne, kunne han bedre fokusere på undervisningen og derved lære. Hans problem hidtil havde været at hans opmærksomhed blev afledt af alle lyde og lugte, som hos autister opfattes mange gange stærkere end hos os andre. Nu havde han en støtteperson, som kunne lede ham tilbage på sporet i undervisningen, når han mistede tråden pga. andre indtryk.

Vi havde som tidligere nævnt et fantastisk samarbejde med pædagogen i den lille klasse – mange gode møder, og små forsøg omkring Kristian som vi sammen satte i gang. Kristian var glad for at gå der. Han kunne lidt bedre overskue hverdagen nu.

Ingen ved rigtig hvad der skete efter 1½ år, men Kristian begyndte stille og roligt at ændre adfærd. Fra at være den altid milde, glade, positive og lidt forsigtige dreng – gik adfærden nu i en helt anden retning. Kristian begyndte at blive aggressiv. Det var som om han ikke kunne overskue hverdagen mere – det var hele verden imod Kristian… I stedet for at sige tingene normalt, foregik det meste nu med råb og skrig. Det var nu sådan at hvis Kristian spurgte om noget, som vi ville sige nej til, kunne man ligeså godt sætte hænderne for ørerne med det samme.

Han orkede ikke tingene mere, han var træt, og vi begyndte at sige fra til forskellige sociale arrangementer i fritiden, for det var et mareridt, om ikke mens vi var af sted, så helt sikkert når vi kom hjem igen, og hele dagen efter var han helt ødelagt.

Kristian legede ikke rigtig med nogen, det kunne han heller ikke overskue.

Så kom den tidligere nævnte stopklods som forandrede vores liv.

Det startede som sagt med min sygemelding. Jeg var hurtigt under kontrol på sygehuset med min sygdom. Jeg skulle til forskellige samtaler, medicinregulering samt prøver og tests igennem de 3 måneder jeg var sygemeldt. Udover træthed og forbud mod bilkørsel, var jeg jo ikke decideret syg og ude af stand til at lave noget (men da jeg er distrikschef og kører rundt i landet hver dag – var det svært at passe mit arbejde når jeg ikke måtte køre bil i 3 mdr.). Min arbejdsgiver var bekendt med situationen omkring Kristian, så perioden var både dedikeret til at få min sygdom under kontrol, og komme ud af den negative spiral med Kristian. Men hvordan skulle vi få stoppet den negative proces?

Vi havde som sådan ikke nogen forventninger eller planer til hvordan vi skulle hjælpe ham. Vi vidste bare at noget måtte vi gøre.

Det startede med at jeg hentede ham fra skole hver dag når han havde fri, så han ikke skulle i SFO, som på det tidspunkt var et mareridt for ham. 170 børn fra 0.-3.klasse. De kan larme. Kristian blev hurtigt lidt bedre tilpas.

Vi er medlem af Autismeforeningen, og var i den forbindelse til et arrangement med fokus på kost. Marianne Jäger, som selv har en autistisk søn, holdt et meget inspirerende indlæg om kost. Vi havde forinden læst hendes bog: Rask af mad. Vi havde også læst bøgerne om ”Kernesund Familie”, og havde en fornemmelse af at der med en evt. kostomlægning var håb forude På arrangementet med fokus på kost, faldt vi i snak med en familie som havde opnået fantastiske resultater med gluten- og mælkefri kost til deres autistiske søn. Min mand og jeg var positive, men det lød bare for godt til at være sandt. De havde realiseret kostændringen igennem en længere periode, og derefter prøvet at gå tilbage til gluten- og mælkeholding kost i 2 dage, hvorefter deres søn havde fået de værste autistiske træk igen. Da de herefter ændrede kosten til gluten- og mælkefri igen, var alt atter godt. Vi talte en del om det da vi kom hjem, men kunne næsten ikke tro at det kunne være så let. Okay, let og let – helt nemt kunne det vel heller ikke være at lave en gennemgribende kostændring.

Vi tænkte lidt over det. Min mand søgte på nettet efter en diætist som måske kunne hjælpe os. Vi fandt frem til Marianne Fjorgård i Grindsted. Inden man får en konsultation, får man tilsendt et sæt til en urinprøve som skal sendes til laboratorietest for at se om der er tegn på at personen har svært ved at nedbryde gluten og mælk. Når svaret kommer, bliver man indkaldt til en konsultation for at få svaret, samt vejledning til fremtiden ang. kost og kosttilskud. Vi var spændte på vores konsultation. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle håbe på. Da diætisten havde forklaret os at vores søn havde svært ved at nedbryde både gluten og mælk, blev vi både glade og kede af det. Diætisten sagde at det selvfølgelig var et valg vi havde, men at det resultat Kristians prøve havde vist, var af en sådan grad at vi via en kostændring, med 80% sandsynlighed ville kunne hjælpe ham til et bedre liv. Diætisten forklarede os hvad der sker i kroppen for mange med adfærdsforstyrrelser, som ikke nedbryder gluten og mælk godt nok: ”Kosten vi indtager er som perler på en snor, disse rækker af perler skal ”klippes” over i enkelte perler af kroppens enzymer for at kunne nedbrydes i fordøjelsessystemet. Hvis man ikke nedbryder gluten og mælk godt nok, kan kroppen ikke ”klippe” perlerækkerne over. Derfor udskilles den dårligt nedbrudte kost som giftstoffer gennem tarmvæggen. Disse går i blodbanen og føres herefter rundt i kroppen. Her sætter giftstofferne sig bla. som såkaldte neuropeptider på hjernen, og er med til at give forstyrrelser og negativ adfærd hos personer med adfærdsforstyrrelser”. Det skulle vi lige tygge på et par dage. Hvordan skulle vi nu gribe det an? Ja vi kunne jo starte med at vænne Kristian af med de 8 daglige stykker meget hvedeholdige toastbrød. Det skal i øvrigt lige nævnes at Kristian i mange år havde været meget kræsen, og derfor fik en meget ensidig kost. Senere fandt vi ud af at mange børn som mangler diverse vitaminer og mineraler, ofte er kræsne. Bla. kan zinkmangel ofte være årsagen til at maden smager af metal – ja nærmest som at få en gammel jernstang i munden når man spiser…

Kristian tog det forholdsvist pænt, at han skulle undvære toastbrødet. Vi tog det hele skridt for skridt, og prøvede at have fokus på det han måtte få, og som han også kunne lide. Vi lavede bla. en ”positiv” liste, med alt det Kristian kunne lide og som var gluten- og mælkefrit, til køleskabet. Den hentede vi så inspiration i, når det blev lidt svært at finde på en menu. Hver gang vi skulle afvænne Kristian fra noget gluten- og mælkeholdig mad, var det vigtigt at vi forinden havde introduceret en erstatning. Kristian var meget forstående for hvad der skulle ske med hans kost. Ja det voldte slet ikke de problemer som vi havde frygtet. Dog skal tilføjes at der blev bagt ca. 20 slags brød og boller før vi fandt noget som faldt i smag. Men vi gav ikke op. Heldigvis kom vi i kontakt med en familie med en datter som lider af cøliaki, så de havde mange gode forslag til opskrifter.

Herefter begyndte miraklet at ske J. Vi havde kørt efter den nye kost, som på dette tidspunkt ikke var helt komplet, i ca. en månedstid.

Kristian blev ligesom lidt mere tolerant og kunne bedre overskue sin egen situation. Han fandt mere ro. Det kan nok ikke beskrives bedre end Kristian selv gjorde efter en måneds tid: ”Det er ligesom om der er blevet taget et sort tæppe væk fra min hjerne”. Han kunne lige pludselig overskue at forholde sig til de ting og mennesker der var omkring ham.

Ja, så var der jo slet ikke noget at være i tvivl om. Vi kørte fortsat på med kostomlægningen, og Kristians adfærd blev mere og mere fri for de negative autistiske træk. Kristian kunne pludselig tale i normalt toneleje, i stedet for at råbe, når han var uenig med os. Han fik sit gode, milde og glade sind, det gode humør og sin fantastiske humor igen, og begyndte desuden at interessere sig for kammerater.

Vi havde set lyset forude. Hver dag blev vi (og bliver i øvrigt stadig) glade og varme indeni, når vi så Kristian håndtere alle situationer med meget mere overskud end vi nogensinde havde set før. Vi tænkte (og tænker i øvrigt stadig) at det her vist var for godt til at være sandt. Men vi var (og er i øvrigt stadig) meget taknemlige for hver ny dag som er gået godt.

Da vi næsten lige var startet på kostændringen havde vi tillige igangsat et forløb omkring et evt.skoleskift for Kristian. Skolepsykologen havde lavet en IQ test på ham, som viste at han er højt begavet. Han vurderede at Kristian ikke var ”dårlig” nok til en plads på specialskole. Men på det tidspunkt hvor vi igangsatte forløbet, var hans trivsel bare ikke særlig god, så noget skulle der jo ske.
Der var nu kun en månedstid til jeg skulle starte på arbejde igen, og vi havde ikke mod til at satse på at Kristian kunne klare at komme tilbage i SFO på fuld tid. Jeg fik en dialog med kommunen om hvilke muligheder der var for os. Vi fik tilkendt 1 år med en hjemmepasser ordning 4 eftermiddage om ugen. Vi fandt selv 2 lærere som havde Kristian 2 eftermiddage om ugen hver. Her kunne de tage hjem til os, eller selv tage på små udflugter uden andre børn og den stress det medførte. Det må siges at være en meget flot opbakning vi fik fra kommunen.

Så var tingene ved at være på plads, og jeg kunne starte på arbejde igen. Kristian havde endda udviklet sig så meget at han selv var begyndt at søge kammerater igen. Han foreslog selv at hans 4 bedste venner skulle inviteres til en fest da han fyldte 10 år. Hvad kunne vi som forældre så mere drømme om.. I kan tro der blev holdt fest med vennerne.

Kristian blev ret hurtigt glad for sine eftermiddagshjælpere. Den ene af dem er i øvrigt støttelærer for ham i skolen.

Det var først da jeg startede på arbejde igen, og ikke skulle bekymre mig om hvordan Kristians skulle komme igennem en hel eftermiddag i SFO, at det gik op for mig hvor meget det havde fyldt for mig. Det var som om et åg nu var taget af mine skuldre.

Vi begyndte at gå til alternativ behandling med zoneterapi, akupunktur og homøopati. Her fik vi lavet en hårmineral analyse, som dannede grundlag for et omfattende vitamin og mineral program som Kristian stadig får. Desuden er han i behandling med homøopati, akupunktur og zoneterapi, for at finde ind til de inderste blokeringer og få hans ressourcer frem. Her har vi også set en meget kraftig reaktion med stærke følelsesudbrud, hvor vi overvejede at stoppe behandlingen – men hurtigt kunne se at det virkede som en følelsesmæssig udrensning, som var tiltrængt efter alt hvad han havde været igennem med sig selv og os andre, som tidligere slet ikke forstod hvad der skete indeni ham.

Nu er der gået 8 måneder med Kristians nye kost og nye liv. Og hvilke 8 måneder. Vi har alle fået et overskud og en fantastisk glæde ved hverdagen, inklusive Kristians lillebror. Hvis Kristian ved en fejl får kost med små mængder af gluten og mælk, ser vi den gamle Kristian igen dagen efter. Dette sker også ved for højt sukkerindtag. Så det undgår vi.

Kristian er selv meget opmærksom på kosten, og allerede efter en måned begyndte han selv at spørge om det der blev serveret indeholdt gluten eller mælk. Vi må derfor formode at han meget tidligt selv kunne mærke at kroppen ikke var glad for at få gluten og mælk. Det skal siges at Kristian aldrig har været særlig glad for mælk, udover det han fik på sin morgenmad, samt kakaomælk.I madlavningen brugte vi også mælk.

Forleden var vi til skole/hjem samtale, hvor lærerne og pædagogerne gav udtryk for deres begejstring over Kristian, og hans enorme kvantespring.

F.eks. så vi Kristian spille med i en skolekomedie, godt nok som tekniker til at skifte billedbaggrund til de forskellige scener. De nævnte også at Kristian har fået meget lettere ved at deltage i undervisningen, og nu har overskud til at være aktiv, ikke kun i de fag som har hans interesse. Sågar har han selv bedt om at komme i gang med en månedsopgave, hvilket aldrig tidligere er sket i hans ”skolekarriere”.

Kristians overskud i hverdagen mærker vi især også når han spørger om lov til noget. Før var der skrig og skrål næsten inden vi havde svaret ham. Nu kommer Kristian og siger: ”Det er helt ok hvis du siger nej, men jeg vil gerne spørge om jeg må…..” Sikken en lettelse.

En af de utallige gode oplevelser vi har haft med ham, var til en lokal sommerfest i byen. Normalt når vi er til arrangementer, holder Kristian sig altid tæt op ad os, for tænk hvis han pludselig ikke kan se os mere. Han har altid tænkt alt for meget fremad: hvad nu hvis, osv. Den dejlige ubekymrede dreng er sjældent set hos Kristian i uvante situationer.

Men det fantastiske skete til denne sommerfest. Kristian stod ikke limet op ad os, nej han gik med de andre børn på boldbanen for at lege. Pludselig var der gået næsten en time hvor vi ikke havde set ham.

Det er sjældent set at forældre ligefrem jubler hvis deres barn er væk, men det var faktisk hvad vi gjorde. Tænk lige en frigørelse han havde gang i. En dag var han så optaget af at lege med en kammerat, at de selv gik hjem til kammeratens hus – uden følgeskab af en voksen. Kristian var simpelthen så optaget af den dialog de havde gang i, at han helt glemte at han ikke turde gå uden en voksen.

Inden længe vurderer vi at han selv kan gå i skole (ca. 1 km.) uden følgeskab af en voksen. Vi følger ham stadig om morgenen, men for hver dag, kan han selv gå et lille stykke mere, uden os.

Endnu et projekt er at han skal sove på sit eget værelse (han har nu sovet på en madras hos os i 3 år). Kristian har svært ved at forklare hvad han er bange for, men nu hvor han har overskud igen, kan vi bedre føre en konstruktiv dialog med ham om det. Han foreslår selv at han for hver uge skal rykke 1 meter længere frem mod sit værelse på sin madras.

Kristian har aldrig haft overskud til at gå til aktiviteter i sin fritid. Pludselig kom han og bedyrede at han skulle med sin kammerat til spejder, for lige at se hvordan det var. Ugen efter skulle han lige med på prøve igen, og i øvrigt ville han da gerne meldes ind. Forleden var der arrangeret vandretur og overnatning i bivuak. Kristian var frisk på det hele, og kom endda hjem og fortalte at nogen af de andre synes det var lidt ulækkert at sove på jorden, med alle de insekter og kryb der kom i løbet af natten, og at de ikke ville med næste gang. Sådan noget pjat sagde Kristian, jeg skal bare med igen næste gang.

Kristian laver nu også selv mad. Han kan hurtigt lave spejlæg og røræg. Han har opfundet sin egen tomatsuppe, og lavet opskrift på den.

Det interesserer ham virkelig at være med i køkkenet. Det havde han absolut intet overskud til tidligere. Han satte sig bare på sin plads og råbte på mad.

Min mand og jeg har på det seneste talt meget om alle de gange hvor vi førhen mistede tålmodigheden overfor Kristian, og sagde til ham med høj stemme at det da ikke kunne være så svært bare at gøre det som vi bad ham om….apropos hans egen version med blenderen…den stakkels dreng har jo ofte ikke kunne finde mening i det vi sagde til ham – autister hører, føler og lugter jo også alt meget kraftigere end os andre, så han har nok ofte været nødt til at lukke helt af. Det kan ikke nytte at havde dårlig samvittighed over det nu – vi handlede jo under de forudsætninger vi havde på daværende tidspunkt.

Det er ubestridt at Kristian er og altid vil være autist. Kristian abonnerer på Illustreret Videnskab, og bare spørg løs om alt med universet, fysik, kemi, forsøg og lign., Kristian har næsten altid et svar. Den positive udvikling er at nu giver han ikke længere et helt foredrag, men i stedet et svar, hvor han har overskud til at reflektere over den anden persons reaktion på det han fortæller. Det viser et flot overskud fra Kristians side, sammenlignet med hvordan han var tidligere. Selvfølgelig kan en del af dette også skyldes at han bliver ældre og modnes, men denne udvikling er sket så hurtigt og markant at det ikke alene er det som spiller ind.

I vores baghave står der 2 gamle vaskemaskiner, en tørretumbler og et komfur samt adskillige computere som er skilt ad, og udforsket i detaljer.

Kristian elsker det, og hans kammerater er meget fascinerede over hans enorme viden. Kristian er dog blevet et socialt væsen, som også leger med vennerne på deres præmisser.

Vi er utrolig glade og taknemlige for alt den goodwill som både kommunen og skolen har vist os, i form af støttelærere og eftermiddagshjælpere. Uden deres opbakning, tør vi slet ikke tænke på hvordan Kristian ville være.

Vi er blevet en ”hel” familie igen. Alle 4 er glade og trives, ingen er bange for dagen imorgen - før kunne vi stå op med de bedste intentioner for dagen, men allerede inden vi havde spist morgenmad, vidste vi at det blev endnu en uudholdelig dag, hvor vi trods alt forsøgte ikke lade os påvirke alt for meget af alle de negative oplevelser med Kristian. Men efterhånden blev det sådan at vi kun så frem til at han sov om aftenen – både for hans egen og vores skyld, idet ingen af os havde det godt.  

Vi er bare så glade og håber alt det bedste for fremtiden. Den tid som er gået godt, kommer aldrig dårligt tilbage.

I overført betydning kan man sige at en dieselbil slet ikke kan køre på benzin, og ej heller omvendt. Parallelen til denne konstatering er at et menneske med en organisme som har svært ved at nedbryde gluten og mælk, slet ikke fungerer optimalt på en kost som indeholder gluten og mælk. 

Med vores ”projekt Kristian” har vi det flotteste bevis for at en omlægning til gluten- og mælkefri kost virkelig kan udrette mirakler.

Bente og Niels Kristensen

De hjerteligste hilsner fra Familien Skalsted

Jeg ved, at I dagligt modtager mange henvendelser og solstrålehistorier fra de danskere, der som jeg, har oplevet, at I med jeres bøger og engagement har gjort en forskel i hverdagslivet nu og for altid.  

Det har længe afholdt mig fra at skrive min historie – for jeg synes jo ikke, den er noget særligt, sammenlignet med de mange familier, der har kæmpet med syge børn som jer. Dog lykkes det mig alligevel i sidste uge at nå en helt særlig erkendelse, som måske alligevel siger noget om min egen rejse.

Jeg drog udi den Kernesunde verden i slutningen af januar i år inspireret af Kernesund familie – Sådan! I de sidste 8 måneder har jeg overvundet en depression – som min læge og psykolog ville medicinere mig ud af, mistet 5 ligegyldige kilo – uden det var formålet, vundet en endnu dybere kærlighedsrelation til min dejlige kæreste, og ikke mindst fundet kærligheden til det jeg udsætter min krop for dagligt; nemlig mad og motion.  

I sidste uge stod jeg lidt over kl. 17 ved en fodgængerovergang tæt på Rådhuspladsen og ventede for "Rød mand". Her stod jeg lettere små stresset over den megen trafik, en travl dag og de mange enormt larmende mennesker rundt om mig. Jeg var på vej hjem fra arbejde. Ved min side stod to indiske mænd. Egentlig bemærkede jeg dem godt, mens jeg stod dig, men deres tilstedeværelse gav ikke anledning til særlig opmærksomhed fra min side. I hvert fald ikke før ham, der stod tættest på mig, vendte sig mod mig og spurgte: "Can I approach you?" Jeg svarende et tøvende ja, og tænkte at manden sikkert havde brug for hjælp til at finde vej. I stedet sagde han, mens han pegede på min pande: "You are very lucky. There are many people, who want to be like you. I the past three years you have not been happy, but now you are in a happy space." Lidt paf smilede jeg til manden og fremstammede et tak. Herefter gentog han, hvad han lige havde sagt og tilføjede, at han netop havde læst min aura. Så smilede han og vendte sig mod sin ledsager på den anden side – og væk var de.

Netop dette øjeblik fik mig til at indse, hvad de sidste 8 måneder har gjort for mig. At den kernesunde livsstil er mit match med livet. Jeg elsker alle elementerne – al den nærende føde, den energigivende motion og den nærværende filosofi. Tak for jeres mod til at springe ud i jeres projekt – og jeres lyst til at dele alle erfaringerne med omverdenen. Det har gjort en forskel for mig og min familie!   Min kæreste er i dag 10 kilo lettere – og uden store dele af den eksem og allergi som har plaget ham hele livet. Målet er at overvinde det fuldt ud.

Min mor er i disse dage på vej til at skære ned på den blodtryks- og kolesterolsænkende medicin, som lægerne har fortalt hende hun aldrig kommer af med – og som har fulgt hende i mere end 40 år. Hun er i dag et gladere og næste 10 kilo lettere menneske på 64 år med masser af livsenergi – og flere mål med sin nye sunde livsstil. Hun, som ellers er en autoritetstro dansker, skrev til mig efter Sundhedsstyrelsens kritik for nogle måneder siden: "Det er altså lige meget, hvad de siger, men det virker for mig!!" YES!!! Det er lige præcis det, den kernesunde livsstil repræsenterer for mig – at mærke efter hvad der virker for netop mig! Hvor er det stort! Jeg kan næste ikke beskrive den lykke, de ord fremkaldte.  

Jeg ser med glæde frem til de mange nye kernesunde tiltag, som jeg ved I barsler med. Det næste kernesund år i mit liv kommer til at stå på masser af dejlige løbestunder som forberedelse til en maraton – og lækkert, nærende mad som optakt til et nyt liv.   Endnu en gang tak!  

De bedste hilsner   Hanne Eriksen

Sådan skrev jeg i min dagbog d. 12. sep. 2002. Og nej, jeg var ikke lykkelig. På dette tidspunkt havde jeg allerede misbrugt mig selv og min krop gennem maden i 6 år uden at få hjælp. Sult, bræk, overtræning, minimum af søvn og absolut ingen ro og koncentration var hverdag for mig. Og der skulle gå endnu 2 år, før jeg fik hjælp i form af at ryge på psykiatrisk afdeling – hvilket ikke hjalp, kan jeg afsløre! Det, der har hjulpet mig, er en psykolog gennem fire år og derefter opbygning af min krop med ”kernesund mad”. Det er vigtigt for mig at sige, at psykologhjælp skal til, før man arbejder med maden, når man har været så spiseforstyrret, som jeg har. Men når ”det bagvedliggende” er bearbejdet, kan man tage hul på symptomet; maden. Jeg har prøvet med de gængse kostråd ”spis fedtfattigt, masser af brød og mælkeprodukter”, men det hjalp mig ikke. Jeg var stadig sukkerjunkie, speedet, havde uro og angst, kunne ikke sove om natten, min fordøjelse var elendig, og jeg havde ikke energi.

I 2006 begyndte jeg på at udelukke gluten, sukker og mælkeprodukter, og efter 10 års fravær kom min menstruation tilbage. Den fungerede dog kun et par måneder, for jeg havde svært ved at holde fast i kosten. I august 2007 blev jeg kørt ned, og mens jeg lå og ikke kunne gå, samlede jeg mine dagbøger til bogen ”Lad mig bare forsvinde”. Desuden udkom Ninkas bog, og jeg startede op på ”kernesund kost” for at bygge min krop op efter ulykken og de 11 års madmisbrug. Så kom vendepunktet for alvor! Nu er jeg både bygget op fysisk og psykisk.

Her i 2008 er min menstruation kommet rigtigt i gang, så nu fungerer jeg som andre kvinder! Ud over at jeg er blevet en hormonbombe (hehe), har jeg energi, er glad, føler ro i hovedet, kan sove om natten og min mave fungerer bedre end den nogensinde har gjort. Jeg kan tydeligt mærke forskel på min krop og hele mig. Og når min krop nu får ordentlig mad, er det også nemmere fortsat at arbejde med det psykiske. Kost og psyke hænger godt nok sammen, kan jeg mærke! Og det er netop det, der gør det svært at bryde ud af en spiseforstyrrelse. Man tillader sig ikke rigtig mad og bliver mere og mere ”skør” i hovedet, så man til sidst ikke kan finde hoved og hale på noget. Og man er bange for maden, så man kan ikke ”bare” spise eller ”bare” tage sig sammen. Der er jo en årsag til, at man behandler sig selv, som man gør!  

Til andre spiseforstyrrede vil jeg sige: det er syret at mærke, hvor godt man kan have det, og hvor meget man kan nå, når man tillader sig rigtig og nok mad! Jeg indrømmer gerne, at det stadig kan være svært for mig at tillade mig det som er godt for mig hele tiden, for de ”syge tanker” er svære at slippe. Men jeg ved, at det er ”kernesund kost”, jeg skal holde fast i for at fungere – jeg mærker, hvor godt det er for mig, og jeg vil ikke ødelægge det for mig selv mere. Så jeg tager de kampe, der kommer! (som f.eks. ”har jeg fortjent at have det godt?!”).

Jeg håber, at I vil læse min bog ”Lad mig bare forsvinde” – og komme til mine foredrag!

Kærlig hilsen Mille Eigard Andersen

www.smidkrykkerne.dk

Casper var meget deprimeret – en rigtig sortseer, og han havde meget svært ved at være sammen med andre. Vi havde ikke den store fysiske kontakt med ham, for han havde ikke lyst til at have os tæt på. Han havde også rigtig svært ved at klare sig, hvis vi ikke brugte tid på udførligt at forklare ham og visualisere for ham, hvad dagene gik ud på. Det gav en masse stress i familien, hvor der ikke var særligt meget plads til vores datter – og hvor vi voksne langsomt mistede troen på, at vi kunne være en familie. Vores stressede og ustrukturerede hverdag med forkert kost havde en voldsom negativ indvirkning på vores familie og ikke mindst Casper. Vi var totalt drænede for energi og positive tanker. I en periode boede vi i hver vores ende af huset, fordi vi ikke magtede at være sammen alle sammen. Det var forfærdeligt.   Carina havde det virkeligt dårligt, var kronisk træt og ked af det. VI havde ikke noget ægteskab og kunne ikke se nogen vej ud af det. Hvor forfærdeligt det end lyder kunne Carina til tider tænke, at det hele ville være meget nemmere, hvis vi sammen kunne forlade dette liv. Hun syntes, det ville være bedre for os alle, hvis vi bare var væk.  

På dette tidspunkt satte vi os ned for at finde ud af om vi skulle gå hvert til sit, for det var ikke et værdigt liv for nogen af os i familien. Skæbnen ville at Ninka i denne periode præsenterede sin bog ”Kernesund familie - sådan” i Go´ Morgen Danmark hvor hun også fortalte om deres historie. Det blev vores livs vendepunkt. Med bogen fandt vi håb og i julen 2007 købte og læste vi Kernesund familie sådan!, og vi besluttede os for, at vi ville prøve livsstilen. Derfor blev alt gluten, mælk og sukker smidt ud af huset og i starten af januar gik familien i gang med at forandre sig.   Det gik faktisk overraskende hurtigt. Efter 14 dage kom Casper og gav Carina et kram, og det havde han ikke gjort af sig selv i årevis. Hun var totalt overrasket. Og langsomt kunne vi se, at han forandrede sig. Sortsynet forsvandt. Han åbnede sig mere og mere overfor andre børn og os. Og i dag kan man stort set ikke mærke på ham, at han har Tourette. Bare på grund af kosten og vores nye kernesunde livsstil. Vi var så tæt på at miste vores familie på grund af hans sygdom, og nu har vi fået det hele igen. 

Og det er jo meget bedre end før. For alle i familien har fået det bedre. Vi har taget hele den Kernesunde livsstil til os og den har gjort mirakler fra vores familie. Vi dyrker alle motion flere gange om ugen både sammen og vi voksne løber om aftenen. Afstressning i Epsom-saltbade nyder vi alle, struktur i hverdagen og en masse andre tiltag, har betydet at ikke blot Casper men også alle os andre er gået fra et liv hvor vi bare skulle have overstået de vågne timer med børnene til et kærligt trygt og ægte familieliv som vi nyder hvert et minut af. Vi har fået livsglæden og den positive tankegang tilbage, og vi har så meget mod på livet.  

Vi er også en familie, der vil kæmpe for sin eksistens. Søren sagde for et par år siden sit gode job op for selv at passe Casper – og vi brugte hele vores opsparing på det. Men selvom det har kostet masser af penge og endnu flere frustrationer, fortryder vi intet.   Man kan ikke gøre det op i penge. Vores familie er det vigtigste for os, og vi vil gøre alt for den. Nu har vi fundet en metode og en livsstil, der giver os et helt fantastisk familieliv, som vi vil holde fast i, for det er det, der er det vigtigste for os.   Vi vil også arbejde for at udbrede kendskabet til den kernesunde livsstil. For vi ved, hvor mange familier, der vil have glæde af at ændre på kosten og deres livsstil – især hvis de har adfærdsforstyrrede børn. Det er blevet så vigtig en mission for os, at vi nogle gange joker med, at hvis vi vandt 10 millioner kroner i Lotto, så ville vi købe alle de eksemplarer af Kernesund familie sådan!, vi kan få fat i og forære dem gratis til alle.

Pædagogens ord faldt anderledes, men meningen var klar. Hun brugte ord som, ”psykiatrisk skadestue” og ”I kan ikke længere aflevere ham her”. Med denne farvel-salut fra min dengang 2-årige søns vuggestue, startede et helt nyt liv først på ondt og siden på ret godt for vores lille familie. Indtil da havde min lille dreng været glad og tilsyneladende velfungerende – omend ikke synderligt interesseret i andre børn. Men han var jo ikke så gammel. Den dag i vuggestuen var han dog blevet afsindigt rasende. Og han var ikke til at få ned på jorden igen. Det er nu et halvt år siden. Familien var netop forøget med en lille pige. Og dagen efter episoden i vuggestuen kom 60 gæster til blødt brød, pandekager og muffins. Gift for min lille dreng. Men det vidste vi ikke dengang. Dagene efter raserianfaldet i vuggestuen kom flere til. Jeg så mig selv gå kilometer efter kilometer med en sparkende og skrigende dreng under den ene arm og en barnevogn med lillesøster i den anden. Jeg holdt op med at tage ham med ud og handle, køre i tog og andre steder i offentligt rum, hvor han pludselig kunne gå helt i baglås. Han blev bange for lyde, for fodspor og for bobler i mælken. Og blev ked af det og indelukket. En lille dreng med nerverne sitrende uden på tøjet, som hans mormor beskrev ham dengang.

Han kom i et akut observationsforløb på Børneklinikken på Østerbro, og efter en lille uges undersøgelser faldt ordet ”autisme” for første gang. Om få dage falder den endelige diagnose, og eksperterne har forberedt os på, at den kommer til at lyde ”infantil autist”. En ren nedturs-historie, hvis ikke det lige var fordi, vi på vej ned hørte om en familie, der ved hjælp af kost og motion havde fået deres dreng ud af autisme – og det havde de skrevet en bog om. Vi startede med kernesund mad i december. Og mens det etablerede system taler om tilknytning til handicapcenter og svært nedsat funktionsevne, så har vi siden kostændringerne kun oplevet fremgang for den lille mand. Og det i sådan en grad, at også personalet på Børneklinikken har bemærket det. Helt tydeligt blev fødevarernes påvirkning, da min dreng i et ubevogtet øjeblik fik en Digestive-kiks på netop Børneklinikken. Straks fløj han op i en spids. Han begyndte at råbe, skælde ud og var ikke til at få rolig igen.  Heldigvis blev det kun til den ene kiks og så tilbage på diæt. Her oplever vi, at vores søn er gået fra at være meget kræsen og kun spise få forskellige madvarer til, at han pludselig spiser meget mere sundt og varieret. Og så er fobierne holdt op. Han kan igen lege i sandkasser uden at frygte forspor eller sidde på hans elskede vippedyr på legepladsen uden at panikke over en lille malerplet på dyret. Og ikke mindst, han tør i dag gå ind på legepladser, hvor der er andre børn. Helt utænkeligt for et halvt år siden.

Vores søn er gået fra at være en mut og indelukket dreng til at være glad. Han er nu i stand til at udtrykke sine følelser udad frem for at vende alt ind som tidligere, og siger f.eks. ”mor, jeg blev sur, fordi jeg slog mig. Men det går over om lidt”.

I marts fjernede vi alt mælk, sukker og gluten fra hans kost, da en test fra Nordic Clinic viste klar intolerance overfor de fødevarer. Og med hjælp samme sted får han nu en række kosttiskud, som løbende justeres. Det har taget det meste af raserianfaldende. Han bliver stadig meget vred, men kan nu selv komme ud af det efter kort tid og forklare, hvorfor han bliver sur. Også helbredet er blevet bedre. Siden hans vuggestuestart som 1-årig og frem til han blev 3 år, har han i gennemsnit været syg to gange om måneden. Hver gang på mindst en uges tid. Det har givet lange pauser fra vuggestuen, som han derfor aldrig rigtig faldt til i. I dag går han i en almindelig børnehave, og her har indtil nu ikke været problemer. I de svære perioder med sygdom, har han fået astmamedicin og pencilin i en uendelighed. I dag er han helt medicinfri. For os som familie har det beydet, at vi igen tror på, en god og glad hverdag med og for vores lille dreng. Vi nyder hver eneste dag, hvor familien ikke er ved at gå i spåner på de voldsomme raserianfald og fobier, der fyldte så meget tidligere. Havde vi vidst, hvad vi i dag med om mad og sundhed, så var de autistiske gener i vores lille dreng måske aldrig kommet til udtryk. For historien starter med stor sandynlighed i en graviditet med alt for meget stress, sukker, dårlige og hurtige kulhydrater. Og vanerne blev kun værre indtil vi i julen lagde kosten helt om. Nu glæder os over, at vi alligevel kan leve et aktivt liv som før – bare med den tilføjelse at vi alle er blevet sundere og har fået mere overskud.

Vores historie er på mange måder fyldt med solskin. Men det er også en hverdag med store udgifter til den rigtige mad, kosttilskud, test og diætrådgivning. Det er et liv, hvor vi bruger rigtig meget tid på at lave mad – også mad, som slet ikke falder i lillemandens smag. Vi oplever ind i mellem tilbagefald med pludselige raserianfald de mest ubelejlige steder (kassen i Irma, legepladsen osv), perioder med indadvendthed igen osv. osv. Og sådan vil det sikkert være altid. På intet tidspunkt har vi dog været bombet tilbage til tiden for et halvt år siden, hvor en almindelig daginstitution ikke kunne rumme vores søn. Og når vi synes hverdagen bliver svær, så er det værd at tænke på alternativet – altså at lade stå til og bare lade den lille glide mere og mere ind i sin egen verden. Og det bliver aldrig en mulighed! Så tak til Ninka og co, fordi I har givet os muligheden for at tage kampen op – og med gode resultater!

Jeg blev inviteret til et foredrag i Gram af min veninde, fordi hun mente at jeg kunne drage stor gavn af det. Mere fik jeg ikke at vide.  

Så vi var 3 piger som drog af sted, jeg selv var meget åben og nysgerrig, og spurgte selvfølgelig min veninde Pia hvem foredragsholderen var. Hun fortalte dit navn og forklarede kort hvad det gik ud på. Jeg kunne huske at jeg et eller andet sted ¨havde set dig med noget kokosolie, og det var det.  

Efter foredraget, som jeg vil kalde en rigtig forestilling, da scenetæppet virkelig blev trukket væk fra mine øjne, købte jeg begge bøger og en startpose. Jeg fik ikke meget søvn den nat da jeg lige skulle læse en side mere og lige en til.   NU : Alle rengøringsmidler er skiftet ud med ecover. Alt hvad der var ”dårligt mad” i skabene er smidt ud. Alle pleje produkterne skiftet til ”spisevenlige” midler. Og så bliver jeg nødt til at fortælle hvor heldigt det er, at jeg bor 4 km fra grænsen. Det er fuldstændigt fantastisk hvor mange gode økologiske produkter de har og det er langt under prisen i DK. Juicer i lange baner og alle slags kornprodukter og kerner, og sikkert en masse andet som jeg ikke lige er kommet frem til endnu.Jeg har været ovre for at handle 3 dage i streg og det har taget mig næsten 2 timer hver gang, fordi alt bliver nærlæst og studeret. I har sikkert haft det på samme måde.  

Men grunden til at jeg har Lagt om er : Min mand er astma/allergiker og ligeledes er vores søn på 8 år. Jeg har altid døjet med tarmene, kroppen og ørene. Den eneste der ikke har vist nogen tegn på noget er vores datter på 7 år. Der er bare så mange ting som jeg, ved at læse din bog, har fundet ud af er pga. af mælk, gluten og sukker, har gjort ihvertifald mit liv til et sandt helvede. Og jeg kan blive så vred og at man ikke for givet et valg, når man for 1000 gang har været til læge, med endnu et nyt syndrom.  

Jeg selv er 34 år, er kunstner (www.malenejacobsen.dk) og professionel hjemmegående husmor. Jeg vejer 30 kg for meget og får fast medicin for depression. Appelsinhud, bumser, bylder, svamp, tørhed og alle de andre ting som du i bogen beskriver, Jeg har dem. Men ikke meget længere for endelig har jeg fået valget, til noget andet. Og det bedste af det hele er at jeg kan give resten af min familie samme valg.  

I går havde vi under aftensmaden en lang snak alle 4, hvor jeg fortalte dem en masse fakta, jeg sagde til Martin (søn) om hvad han ville sige til at blive medicinfri på sigt og ikke skulle bøvle med at trække vejret igen. Det ville han rigtig gerne, også selv om han bare elsker ost så meget, men som han sagde: Mama det har jeg også fået rigtig meget af, det havde været værre hvis jeg aldrig havde smagt det. Klogt barn, hvis jeg selv må sige det. Nå men ihvertilfald har vi lavet en aftale at vi starter i dag og efter en måned, har vi familiemøde igen, hvor alle parter må komme med deres mening. Og i den måned giver vi alle sammen vores bedste, vi skal hjælpe hinanden med at huske tingene og vi skal hver dag lære en ny ting at kende indenfor området . Ex. Snakkede vi i går om økologi. Her til morgen har Martin og jeg fået en shake, Liv har fået æg og grønsager, Stig (mand) er ude og løbe og spiser en shake når han kommer tilbage, Og jeg tager i welness sammen med min mor (morsdagsgave).  

Tak til dig Ninka, fordi du gav mig muligheden for valget. Tak fordi du var så inspirrende, ligefrem og ærlig. Det samme kan jeg også sige til dig Morten, du var ihvertifald med til at det var meget nemt at overtale min mand. Tak til jer i dejlige mennesker.  

Hvis i vil til Tønder og holde foredrag, så sig til Jeg arrangere gerne for jer.  

Med venlig hilsen og kæmpe knus Malene Jacobsen, Tønder