1. Sørg allerede nu for at få så meget hvile som muligt. Gå i seng INDEN 22.30 både i dag og i morgen, og sørg for ikke at drikke kaffe fra om eftermiddagen, for så risikerer du, at du ikke kan sove. Det er vigtigt for kroppen at få hvilet, så den er helt klar til de 42,195 km.

2. Lad være med at spise og drikke ting, du ikke er vant til at indtage. Det kan give mave-ballade, og det er sgu' så ærgerligt at blive stoppet af det. Sørg for at få fyldt depoterne med gode, rene (økologiske) proteiner, kulhydrater og fedtstoffer i det forhold, der gør dig mæt, energisk og glad.

3. Hvis du gerne vil være helt "frisk", kan du tage en hjemme-tarmskylning søndag morgen (hvis du er vant til det). Jeg har tit oplevet, at en ren og frisk tarm (ja, den skal du altså også bruge, når du løber), er med til at sikre, at løbe-oplevelsen bliver optimal.

4. Lad være med at løbe for stærkt i starten. Der er rigtig mange løbere på startstregen, og det er nemt at blive revet med. Hav en tempo-strategi - og HOLD den. Husk, at det er bedre at lægge langsomt fra land og så give den gas til sidst. Hvis du gør det omvendt, risikerer du at gå ned.

5. Drik ved alle væskedepoter - også selvom du ikke er tørstig og det ikke er varmt. Det er godt at bibeholde et stabilt væskeniveau. Vær opmærksom på kolde drikke, der kan drille maven. Hvis de drikke, der bliver serveret er for kolde, kan du holde væsken i munden og på den måde varme den op, inden du lader den løbe ned.

6. NYD det. Marathon er en oplevelse, og der er masser af liv i gaderne og rigtig mange medløbere. Så NYD turen. Fokusér på alle de positive ting og vær glad. Så får du et dejligt løb.

Jeg ønsker dig rigtig god tur på søndag - pas godt på dig selv:-)

/M

Jeg takker i hvert fald mange gange. Især på Melvins vegne...

Du kan selvfølgelig også gøre det på den lidt mere konkurrence-agtige måde. Her handler det om at være i god nok form til at have et ambitiøst mål. Det kunne være en halvmaraton på en god tid. Når vi nærmer os grænserne for vores fysiske formåen, bliver vi nemlig også nødt til at se os selv dybt i øjnene. I hvert fald hvis vi gerne vil bryde vores grænser...

Så jeg håber, du vil modtage invitationen til at mærke mere efter. Prøv det i praksis - det er fantastisk.

Du kan også gøre det med mig ved din side - hvis du er interesseret i et personligt træningsforløb med fokus på nydelse, selvudvikling og træning som en kærlighedserklæring til kroppen, ja, s¨å kan du bare sende mig en mail på mortenkernesundfamilie.dk.

Thank you - I love you

/M

1. Råd nr. 1 handler nemlig om fart. De fleste har svært ved ikke at lade sig rive med af de mange løbere og stemningen, og det betyder, at de ofte kommer til at lægge for hårdt ud. Det betyder, at der kan være en høj pris, der skal betales til sidst. Og her går sekunderne og minutterne altså hurtigt - du risikerer altså at tabe meget, hvis du går ned til sidst. Og det er derfor, vi kan lade os inspirere af Tadese og de andre eliteløbere - de løber nemlig ofte med det, der i fagsprog hedder negative splits - de løber den anden halvdel af løbet hurtigere end den første. Jeg har kun kunnet finde lidt "skæve" mellemtider fra Tadeses verdensrekordløb, hvor han løb de første 8,5 kilometer med en gennemsnitsfart på lidt over 2.50 minutter pr. kilometer. Til gengæld løb han de sidste 6,097 kilometer med en gennemsnitsfart lige under 2.46 minutter pr. kilometer.
Jamen, man er da træt til sidst, vil de fleste tænke - og så kan man ikke løbe hurtigere. Nej, det kan man ikke, hvis man ikke har disponeret sine kræfter rigtigt.
Det er derfor, jeg vil invitere dig til at lægge roligt fra land - så kan du altid øge farten til sidst. Og det fede ved det er også, at du så kan få fornøjelsen af at overhale alle dem, der går ned til sidst - det giver en masse selvtillid.
Eliteløbere som Tadese ved nøjagtig hvor hurtigt, de skal løbe - for motionister er det lidt sværere - her handler det om at mærke efter. Gå efter overskud i starten - på de første 10 kilometer må du gerne have kræfter til at tale med sidemanden - eller råbe til familien, når du løber forbi. Derefter går du ind i den koncentrerede fase, hvor du øger farten og giver dig.

2. Råd nummer 2 handler om mad og drikkevarer - og her er mit bedste råd: Never change a winning team. Du har forhåbentlig allerede testet, hvilke energidrikke, -barer eller -geler, der virker for dig. Og så er det dem, du holder dig til. Det samme gælder maden dagen før og på selve konkurrencedagen. Det skal helst være noget, som du kender godt - så du ikke får ubehagelige mave-overraskelser undervejs.
Du kan altid optimere maden - det skal bare ikke gøres lige op til et løb. Maven kan få for stor betydning under selve løbet - og det er sgu' ærgerligt, hvis det er den, der skal ødelægge den gode oplevelse.

3. Det redje og sidste råd handler om at tænke og agere positivt. Der er mange løbere, der bruger alt for mange kræfter på at lade sig irritere over, hvor meget de andre fylder, skubber, stønner og irriterer ved store løb som B.T. Halvmaraton - det sjove er bare, at de er der - og opfører sig ligesom det passer dem - ligegyldig hvad du gør. Derfor er der kun et våben: Positive tanker og masser af kærlighed. Glæd dig over, at der er nogen, der kan skærme for vinden. Glæd dig over, at der er liv og god stemning på ruten. Find alle de positive tanker, du kan. Det er dem, der hjælper dig tættere på målet.

Jeg ønsker god tur og masser af held og lykke til alle, der skal prøve kræfter med halvmaraton i denne tid.

Hvis du vil vide mere om Mindful Running, er du velkommen til at skrive til mig på mortenkernesundfamilie.dk. Jeg arbejder som personlig løbetræner for løbere på alle niveauer og i både Danmark, Norge og Grønland. Jeg vil også meget gerne arbejde med dig, hvis du har lyst til det...

Morten

Nå, jeg løber, jeg skal i biffen og se Once Upon A Time In The West i den nyrestaturerede udgave med min nyrestaurerede ven, Lars!

Hav det smukt derude...

/M

Ja, vi fik sgu' ikke kørt så hurtigt i dag, for vi var begge i humør til at nyde. Og heldigvis kom vi også forbi et par bondegårde, hvor Påske-lammene allerede tumler rundt.

Se, det er jo det her, jeg kalder Mindful Træning. For det handler også om at give plads til NYDELSEN. Og naturen er en stor del af nydelsen for mig - så den skal der altid være plads til. Duftene, lydene, freden.

Prøv den. Naturen. Den er kommet for at blive:-)

/M

Til gengæld blev jeg, som billedet viser, temmelig mudret - og det er en fantastisk fornemmelse.
Jeg elsker at mærke naturen og kæmpe med den. Den er så stærk og rolig, og det synes jeg, man kan lære meget af. Derfor tog jeg det også ganske stille og roligt på årets første cykeltur - for jeg ville gerne have det hele med.

Og så ville jeg selvfølgelig sikre, at jeg ikke trænede mig selv helt ned til sokkeholderne - for nu er sæsosnen jo i gang, og jeg glæder mig til alle de cykelture, der kommer. På søndag har jeg inviteret min gode ven  Lars ud på en guided tur, hvor jeg vil forsøge at manøvrere udenom alle stykkerne på med is.

Jeg håber, du er kommet godt i gang med forårets træning:-)

/M

Forlystelse = lortemad???
Ja, nu ved jeg godt, at der er en masse, der tænker, at helsehippien lige skal køre sit store trip af. Men jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor alle former for forlystelser, man kan hygge sig med sammen med ungerne, KUN byder på skodmad af værste skuffe!!!

I sidste uge var jeg til LEGO World i Bella Center med min yngste søn, og jeg skal nok lade være med at besvære mig over, at der i perioder var op imod halvanden times kø i madboderne. Nej, jeg synes, det er langt værre, at det man så kan få, er så langt fra lødig næring, at det skriger højere til himlen end børnenes sultne tarme.

Og nu skal det ikke gå ud over Bella Center, for det er jo sådan overalt i Danmark, når man har begivet sig ud på det hajfyldte farvand, der hedder ”Forlystelser for børn og deres familier”.

Fiskefileter med pomfritter. Pizza. Burgere med pomfritter. Hapsdogs. Spaghetti med kødsovs (det ville være en hån at kalde det Bolognese). Pomfritter som standalone hovedret (!). Sodavand i lange baner. Og så selvfølgelig et godt dessertkort.

Jeg synes sgu’, det er fint at give den gas, når man er ude med ungerne. Men for mig handler det også om, at ungerne skal have det maksimale ud af forlystelsesdagen. Og det har de ikke, hvis de kun får skodmad, der ikke gør dem mætte. De bliver hurtigere trætte. De får kortere lunte. Og de kommer hurtigere i konflikt med søskende, legekammerater og/eller forældre. Og så risikerer turen at slutte meget brat.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der er så lidt respekt for ungerne, at det stort set aldrig er muligt at finde noget ordentlig mad til dem. Selv på restauranterne bliver der jo talt ned til børnenes madglæde, når man kigger på børnemenuen. Røde pølser er da meget sjovt – men det er edderma’me også uopfindsomt og 80’er-agtigt.

Godt kød og lækre grøntsager Jeg ved af erfaring, at der er rigtig, rigtig mange børn, der gerne vil have smagsløgene udfordret, så jeg tror ikke, der er nogen, der behøver være bange for, at børnene ikke spiser noget, hvis de bliver tilbudt nogle gode, spændende retter, der også er med til at sikre, at der er energi til en god dag i en forlystelsespark. Gode, grillstegte bøffer er da ikke så svært at lave. Og de er et hit. Grøntsagsstave plejer også at være et hit – og det kan ikke være så svært at lave.

Jeg ved, at der er masser af forældre, der gerne vil give deres børn noget andet end det sædvanlige – de får bare ikke muligheden. Derfor håber jeg, at der er nogle fremsynede restaurant-ejere fra de danske forlystelsesparker mv., der læser denne klumme og tænker: ”Nå ja, det kunne da være, vi skal finde på noget ordentligt til børnene!” For ja, så bliver de længere i forlystelsesparken og deres forældre får brugt endnu flere penge på rutsjebaner, LEGO-klodser eller hvad det nu er. For der er ikke særlig mange, der gider hænge ud med en surmulende og måske endda skrigende samling unger, der kan mønstre mere uro end metal-gruppen Slipknot. Så læg bare nogle kul på grillen – vi skal sgu’ nok hive de gode bøffer indenbords… 

Og lad mig slå det helt fast med det samme: I min verden er der intet i vejen med at presse sig selv eller med at træne så hårdt, at det gør ondt. Det kræver bare, at man er i form til det. Og det store spørgsmål er så: Hvor mange af os er egentlig i form til at træne på den måde?

Jeg ved, at jeg ikke længere selv hører til dem, der kan træne på den måde. Heller ikke selvom jeg har løbet i 28 år. Jeg ved også, at min dejlige far heller ikke hører til denne gruppe mere. Det gjorde vi begge på billedet, hvor han støtter mig ved Blovstrød Løbet. Men nu er vi begge et andet sted, og vi havde en rigtig god samtale om det i denne uge, og den vil jeg gerne dele med dig, fordi du måske hører til gruppen af løbere, der vil have godt at skrue ned for tempo, intensitet og måske også antallet af kilometer.

Min far fortalte, at han undrede sig meget over, at han i en alder af næsten 64, stadig kan løbe 5 km cross i sne på 23.38 - SELVOM han træner så mildt og blidt, at han næsten ikke føler, at han træner. Uden at vide det eller tænke nærmere over det, dyrker han faktisk Mindful Running ligesom mig. Han mærker efter, om han er træt, småsyg eller stresset - og indstiller tempoet efter det. Og han indstiller altid træningstempoet efter sin alder og aktuelle styrke, selvom han sagtens kan løbe hurtigere. Det kan vi alle sammen. Hvis vi ikke er i form til det, risikerer vi bare, at vi præsterer dårligere, når vi træner hårdt og hurtigt.

Det lyder meget paradoksalt i manges ører - men det handler om, at vi trætter kroppen alt for meget under træning, hvis vi løber vi stærkt eller for langt. Så har den ikke overskud til at udvikle sig - og så han man ikke selv overskud, når man står på startstregen til et motionsløb.

Så hvis du er en af dem, der undrer dig over, at du altid løber den samme distance på den samme tid, kan det være et godt råd at skrue ned for hastigheden, når du træner. Og at fokusere på at få den nødvendige hvile mellem træningspassene, så din krop får mulighed for at udvikle sig i en positiv retning.

Det er jo meningen, at vi skal blive bedre og bedre, når vi træner. Vi skal ikke bare være på status quo - medmindre det er det, vi stiler efter.

Mindful Running handler i høj grad om at give kroppen ro, så den kan blive stærkere. For hård træning stresser kroppen - og så præsterer den ringere.

Jeg har lige siddet og lavet træningsprogrammer til de løbere, jeg er personlig træner for. Og det er så fedt at skrive til dem, at de skal tage det stille og roligt, være tålmodige og lytte til kroppens signaler. For jeg ved, at det giver resultater. Det tager lidt længere tid - til gengæld er det også meget nemmere at elske sin løbetræning, når man ikke er presset i bund.

Jeg har stadig "plads" til nye løbere, der gerne vil have personlig træning. Hvis du er interesseret, må du meget gerne skrive til mig på mortenkernesundfamilie.dk.

Rigtig god weekend!

/M

mortenkernesundfamilie.dk

/M

Sådan er det ikke i dag, hvor maraton og halvmaraton er blevet det hotteste indenfor løb.
Det er der sådan set ikke noget i vejen med, hvis du spørger mig - jeg tænker bare, at der nok er mange - for mange - der løber maraton uden at være helt klar. Uden at være helt i form til det.

Som løbetræner ved jeg selvfølgelig, at man sagtens kan træne sig op til at løbe et maratonløb på 4-6 måneder - også selvom man stort set ikke kan løbe, når man går i gang med træningen. Men jeg tænker tit over, om det også er det RIGTIGE at gøre? For selvom man gennemfører, risikerer man at give sin krop og sig selv en dårlig oplevelse. Jeg tror, det er derfor, der er så mange, der løber et enkelt maratonløb og stopper bagefter. Mange af dem stopper endda helt med at løbe. Både fordi målet er nået - men også fordi det var rigtig, rigtig hårdt at nå det.

Og i mine øjne skal det ikke være hårdt på den måde. Jeg synes, man skal løbe maraton, fordi man ikke kan lade være. Fordi man elsker det. Og at det skal være en del af en sund livsstil, hvor løb eller andre former for træningen indgår som en fast del. Ellers bliver det lidt ligesom en slankekur, hvor man når et veldefineret mål - og så tager man måske alle kiloene på igen bagefter. Og hvad har man så opnået?

Det er blandt andet derfor, at jeg har skabt Mindful Running, der handler om at lytte til og respektere kroppen. Det betyder ofte, at man må være lidt mere tålmodig med maraton-målet. Og det kan være udfordrende for mange, fordi aviser og blade svømmer over med historier om mennesker, der har løbet maraton eller gennemført en ironman stort set uden træning og forberedelse. Når de kan, kan jeg også, er der mange, der tænker.
Det er bare ikke den rigtige måde at tænke på, hvis du spørger mig. For der vil altid være mennesker, der kan udføre fantastiske ting. Men det betyder jo ikke, at vi alle kan det. Og vi ved jo faktisk heller ikke, om det har været en fed proces for dem!?
Jeg ved det fra mig selv. Jeg er tidligere eliteløber, og jeg har rigtig mange gode tider på rekordlisten. Og jeg har løbet i 28 år. Alligevel får jeg mest ud af at lytte til mig selv, når jeg træner og konkurrerer.
Jeg kan sagtens gå ud og løbe et maratonløb lige nu. Jeg ved bare, at det ville ødelægge rigtig meget for mig bagefter. Derfor er jeg tålmodig og venter, til jeg er klar.
Jeg skal løbe 2 maratonløb i år - Copenhagen og Berlin. Begge gange skal jeg løbe med andre for at hjælpe og støtte dem. Det er 2 mænd, jeg træner personligt. Så for mig handler det ikke om at opnå bestemte tider - det handler om at NYDE løbet. Og være endnu mere tændt på at løbe bagefter.

Det er det, Mindful Running går ud på. Det er en kærlighedserklæring til kroppen.

Det er også derfor, jeg gerne vil slå et slag for nogle af de andre fantastiske løb, der er derude. Det er måske ikke maraton - men det er god træning, og det er gode oplevelser.
Og der er faktisk mange løb, hvor det er ligeså flot at gennemføre som maraton. Jeg er selv til en del af dem, så jeg håber, vi ses!

Hvis du vil vide mere om Mindful Running, er du velkommen til at skrive til mig på mortenkernesundfamilie.dk.

Hav en rigtig god dag - og løb forsigtigt i sneen, hvis du skal ud at træne. Der kan godt være meget glat under den nyfaldne sne, så det kræver lidt opmærksomhed, hvis du gerne vil undgå vrid og/eller fald!

/M

I går var jeg til motionsløb med Lars Delkus, der både er min "klient" (vi kalder ham nu Padawan i bedste Star Wars-stil - jeg er Master Emm) og gode ven. Det var i Lystrup, der ikke ligger så langt fra hverken Slangerup eller Hillerød. Det var Lars' allerførste motionsløb, og jeg løb med ham på de 6,3 kilometer i den smukke, snedækkede skov.

Vi lagde stille og roligt ud, for ruten byder på 4 rigtig gode bakker, som man godt kan blive straffet af, hvis man lægger for hårdt fra land. Og det med at lægge roligt ud er netop essensen i Mindful Running, der handler om at lytte til kroppens signaler - i stedet for at presse den unødigt. I går kunne Lars se, hvad der sker, hvis man presser sin krop for hårdt i starten af et løb - så går man ned - og bliver indhentet af dem, der har lagt fornuftigt ud (det var os!). Lars og jeg løb anden omgang 1 minut hurtigere end den første, og det gav altså pote, selvom vi selvfølgelig ikke gik til Lars' grænse - det var jo hans allerførste motionsløb - så han var der mest for at lære.

For mig var det superfedt at løbe et motionsløb i et roligt tempo - for så havde jeg masser af overskud til at tale med de andre løbere, fotografen og posterne, der viste vej. Det var selvfølgelig også fedt at have overskud til at støtte Lars hele vejen.

Jeg glæder mig allerede til Berlin Maraton, som vi skal løbe sammen. Stille og roligt selvfølgelig - det bliver et maraton-løb, der skal nydes i fulde drag.

Lige nu har jeg en håndfuld klienter, som jeg er personlig træner for. De får individuelle træningsprogrammer hver måned - og så vælger de selv, om de vil have telefoncoachings eller løbecoaching LIVE.

Der er stadig plads til (lidt) flere - så hvis du er interesseret, er du meget velkommen til at skrive til mig på mortenkernesundfamilie.dk.

I eftermiddag skal jeg have en rolig tur med Bertram og Melvin - og så tager vi lige Lars med, så han kan få "jogget af"!

Hav en dejlig dag!

/M

Deadline er et debatprogram og emnet er sundhed. Jeg er i studiet med professor og overlæge Bente Klarlund og sociolog Emilia van Hauen. Uden at sige for meget tror jeg godt, jeg kan tillade mig at sige, at det ikke blive så meget en debat - som det bliver en samtale om, hvordan vi får gjort noget ved folkesundheden.

Bente Klarlund var med i regeringens forebyggelseskommission, som der jo desværre ikke blev lyttet særlig meget til. Og hun er selvfølgelig dybt interesseret i, at der bliver gjort noget ved sygdomsstatistikken i Danmark - det er jeg også. Så det giver vi hver vores bud på, mens Emilia van Hauen supplerer.

Det var superfedt at være med i et program, hvor der både var tid og rum til refleksion, for det er jo her, seerne kan få noget ud af det. Nul mudderkastning og nul sort/hvid diskussion om hvorvidt den lægefaglige verden er bedre end den alternative/komplementære - eller omvendt. De to verdener supplerer jo netop hinanden, så samtalen kom meget mere til at handle om, hvad der skal til fra politisk side, hvis vi skal have ændret på sundhedstilstanden i Danmark.

Jeg håber, du har lyst til at se med på søndag - jeg lægger selvfølgelig også et link til programmet her på bloggen, når det bliver tilgængeligt.

Hav en fantastisk dag i alpevejret:-D

/Morten

Vi vil gerne ønske jer alle sammen et fantastisk nytår. Vi håber, det bliver sundt, nærende, nærværende, naturligt, kærligt og smukt for dig og dine.

Vi fejrer nytår helt alene - bare os 4. Det er fantastisk, for så kan vi bare gøre alt det, vi har lyst til uden at skulle tage hensyn til alle de festkonventioner, der er på årets sidste dag!

Vi startede dagen med en skøn familie-løbetur i Teglstrup Hegn ved Helsingør. Vi kører nogle gange til nye skove for at prøve og se noget nyt - det er virkelig fedt. Også for drengene, der elsker at se og opleve nye steder!

Vi startede med let opvarmning og så løb vi en lille stafet på en lille rundstrækning, hvor vi hele tiden kunne se hinanden. Det var Melvin og jeg "mod" Ninka og Bertram, men det var egentlig ikke en konkurrence - bare en hyggelig leg. Det gode ved at lege træning er, at ingen af os opdager, at vi faktisk får trænet ret god intervaltræning på 5 gange 400 meter. Alle kan løbe i det tempo, de har lyst til - så det gør ikke noget, at vi spænder fra 7 til 39 år og er i ret forskellig form. Vi nyder bare at løbe sammen.
I kan i øvrigt se løbeturen her - det er mig, der har GPS-uret på - så det er ikke Melvins små ben, der fyrer den af i det temp0:-D

Nu skal drengene og jeg ud at fyre lidt knaldperler af - efter at vi har læst en sikkerhedsbrochure om fyrværkeri:-) Når vi skal fyre den store diamantpakke af i aften, skal vi selvfølgelig alle sammen have flotte sikkerhedsbriller på - og overholde alle regler!

Vi skal have en superlækker glutenfri lasagne - og det bliver med spaghettirør, fordi Egefeld ikke havde glutenfrie lasagne-plader, men det er vel ligemeget, når man hverken er Garfield eller italiener.

Vi håber, I alle får en fortryllende aften!

GODT NYTÅR fra Morten, Ninka, Bertram og Melvin

Det er selvfølgelig en familiefilm, hvor Buller i bedste Gummi Tarzan-stil får overnaturlige kræfter, der gør det meget sjovere for både ham, lillebror og mor. For moren og lillebroren har det rigtig hårdt, når Buller "bare" er autist.

Men til sidst finder de selvfølgelig ud af, at de elsker ham, som han er - og det er en historie, vi virkelig kan nikke genkendende til herhjemme.

Jeg tror faktisk aldrig, jeg har grædt i en biograf - og jeg er ellers ret sentimental. Men der er bare så meget afmagt i drengekroppen, når Buller siger: Jeg kan bare ikke forstå det inde i mit hovede. Eller når moren prøver og prøver at hjælpe den søn, der er opgivet af den læge, han går i behandling hos. Eller når lillebroren ønsker, at han bare kunne have en almindelig storebror. Bare en helt almindelig storebror.
Jeg ved ikke, om alle almindelige familier vil kunne forstå, hvor stort og brændende det ønske kan være. Men det gør jeg. For vi har det i vores familie. Og vi har haft det meget mere dengang Bertram virkelig var autist. I dag er han faktisk SuperBror, og det er Melvin også. Jeg ville ønske, at jeg også dengang kunne have set ham som SuperBror og ikke bare som et irritationsmoment, der gjorde mig træt og ked af det.

Filmen rummede masser af håb - ligesom vores egen historie. Så nu vil jeg ønske jer alle et godt nytår med MASSER af håb og kærlighed!

/M

Jeg har længe (alt for længe) arbejdet på mit eget løbe-koncept, der egentlig blev fostret for 19 år siden. Konceptet hedder Mindful Running, og det handler om at elske sin løbetræning. Jeg er i gang med en e-bog, der næsten er klar, og så er jeg ved at planlægge en workshop, hvor du (hvis du vil) kan få redskaberne, der gør det muligt for dig at gøre løbetræningen til en kærlighedserklæring til kroppen i stedet for det modsatte!

Jeg er allerede i gang med den individuelle træning af en lille håndfuld løbere, som jeg har testet mine tanker på.
Og nu giver jeg dig muligheden for at få mig som personlig løbetræner. Jeg kommer ikke til at være personlig træner for særlig mange, så hvis du kan mærke, at det er vigtigt for dig, at du bliver holdt i hånden, mens du træner (næsten i bogstaveligste forstand), ja, så har du nu chancen for at starte et forløb.

Det eneste, du skal gøre, er at sende mig en mail på mortenkernesundfamilie.dk - så vil jeg straks sende en række spørgsmål retur, så vi sammen kan finde ud af, hvordan du når dine mål i 2010. For mig er det ikke vigtigt, hvad det er for et mål, du har. For mig er det processen, der er vigtig. Så ligegyldig om det handler om vægttab, løbeglæde, bedre tider eller længere distancer skal du ikke holde dig tilbage.

Du kan også allerede nu begynde at glæde dig til slutningen af april, hvor jeg sammen med Oscar Umahro Cadogan inviterer til en fantastisk træningsuge på La Santa Sport. Her får du alle redskaberne til Mindful Running - og oveni giver Umahro dig et fantastisk indblik i, hvordan du får det optimale ud af den mad, du spiser. Efter denne uge vil du være 100 procent klar til at nå alle dine mål, fordi vi kommer omkring alle aspekter af træning. Du kan læse mere om ugen på Club La Santa her.

Jeg er simpelthen så lykkelig over, at jeg endelig, endelig er ved at være klar med mit eget koncept, der på rigtig mange måder er et godt alternativ til de mange træningskoncepter, der er på markedet. Jeg har selv været eliteløber, og derfor ved jeg, at træning ikke nødvendigvis handler om at presse kroppen - faktisk ved jeg, at kroppen er meget bedre til at performe, hvis den får fred, ro og kærlighed. Så det vil jeg gerne lære dig i det nye år.

Hav en smuk dag derude...

/M

Jeg gør det, fordi min træning er essentiel for mig. Jeg vælger den til hver dag for at vælge mig selv.

Jeg kysser drengene godnat og ved, at Ninka sender dem i seng med masser af kærlighed og en god historie. Det lyder da meget simpelt, ikke.

Jo, men det er det bare ikke for mig. Jeg har, stort set hele mit liv, fokuseret på at hjælpe andre, før jeg gav mig selv det, jeg gerne ville have. Derfor kan jeg nogle gange mærke en lille knivspids dårlig samvittighed, når jeg kører afsted, fordi jeg overlader aftenritualerne til Ninka.

Men i dag ved jeg, at jeg i virkeligheden ikke kan være særlig meget for min dejlige familie, hvis jeg ikke husker at passe på mig selv. Og det indebærer træning. Så jeg fokuserer på glæden ved at tage afsted. Ved alt det gode, jeg opnår. På det skønne i saunaturen bagefter. På P1-programmet jeg skal høre, når jeg kører hjem i bilen.

I lang tid troede jeg, at det var et tegn på manglende forståelse og kærlighed, hvis jeg bare forlod families-skuden midt i et-eller-andet. Men sagen er jo den, at en familie altid er midt i et-eller-andet. Derfor må man nødvendigvis vælge sig selv til, hvis man gerne vil have tid og rum til at gøre de ting, der føles rigtige og vigtige.

Og nu afsted - med et kæmpe smil på læben!

God aften til alle!

/M

Da Ninka opdagede knuden i sit bryst, blev hun selvfølgelig bange, frustreret og ked af det. Det gjorde jeg også. Ninka tog til vores praktiserende læge, der henviste hende til undersøgelse på Helsingør Sygehus og fortalte, at der nok ville gå 4-6 uger, før hun blev indkaldt. Derfor undersøgte Ninka og jeg straks, om der var andre muligheder for at få brystet undersøgt. Og her stødte vi så på termografi, hvor man ser på varme-udviklingen i brystet for at finde kræftknuder. Termografien viste, at Ninkas knude ikke var ondartet.

21Søndag har 2 eksperter med i programmet, der begge mener, at termografi er udokumenteret, og at undersøgelsesformen derfor ikke kan bruges. Vi ved ikke, hvor meget Ninka er med i indslaget, og vi kan heller ikke vide, hvordan interviewet med hende er klippet sammen. Derfor vil vi gerne selv fortælle, hvad vores intention med nyhedsbrevet var.

Vi skriver i nyhedsbrevet, at Ninka har prøvet termografi, og vi henviser til den hjemmeside, hvor man kan læse om det. Se den her. Vi tager ikke stilling til, om termografi er bedre end mammografi - vi skriver, at termografi kan være et godt supplement til selvundersøgelse. Vi gætter på, at alle kvinder, der finder en knude i brystet, bliver ligeså bange og frustrerede, som Ninka gjorde. Og at en del af dem vil lede efter hurtigere svar, end dem man kan få i det offentlige system, hvor der desværre er ventetid.
Vi mener ikke, at man skal lade være med at tage imod de andre undersøgelses-tilbud. Når vi taler om noget så alvorligt som brystkræft, som 1 ud af 9 danske kvinder desværre bliver ramt af, ja så handler det selvfølgelig om at blive undersøgt så grundigt, som det kan lade sig gøre.
Det har Ninka også tænkt sig. Men som med så meget andet, leder hun og jeg gerne efter alternativer, der kan supplere de "almindelige" tilbud.

Så langt så godt. Vi synes nemlig, der er ærgerligt, at der ikke er mere åbenhed overfor de alternative muligheder - især når de ses som et supplement til den almindelige behandling. Derfor har vi spurgt læge Irene Hage, der blandt andet har skrevet Kvinde, krop og sundhed om en udtalelse om termografi. Den kommer her (i bunden af denne blog finder du også links til sider om termografi):

Som læge, der især interesserer sig for kvinde-sundhed og forebyggelse af kvinde-sygdomme, kan jeg fuldt ud godkende anvendelsen af termografi som en diagnostisk metode, der øger chancen for at opdage en brystkræft-knude i god tid. Metoden bruges i udlandet som et værdigfuldt supplement til mammografi og ultralyds-undersøgelsen.

På grund af nyudviklet, sofistikeret og moderne computer-teknologi, med avancerede og ultra følsomme infrarøde kameraer, der kan opspore og analysere og skabe højt opløselige billeder af temperatur- variationer i kroppen, vinder termografi mere og mere ind i USA.

Termografi-undersøgelsen af brystvævet er fuldt accepteret i USA, som en værdifuld undersøgelse til at kunne opdage brystkræft i et tidligt stadie.
I 1972 godkendte det daværende amerikanske sundhedsvæsen (US Dept of Health, Education and Welfare) termografi, som en diagnostisk teknik til at opdage brystkræft, blodkar-sygdomme og neurologiske sygdomme. I 1982 godkendte FDA (Food and Drug Association) termografi som en diagnostisk teknik for brystkræft og denne godkendelse blev genbekræftet i 2005.

Termografis anvendelse i udlandet er udbredt - ikke som en erstatning til mammografi og ultralyds-undersøgelsen -  men som et vigtigt supplement, så man kan opdage kræftknuder på et tidligere stadie end hvad selv-undersøgelse-metoden, mammografi og ultralyds-undersøgelse kan gøre.  

Fornylig har en videnskabelig undersøgelse i 2008, publiceret i American Journal of Surgery, konkluderet at termografi er et værdifuldt supplement til mammografi og ultralyd, især til kvinder der har et tæt (kompakt) brystvæv.
-Am J Surg. 2008 Oct ;196 (4):523-6   

Termografi er en helt risikofri undersøgelse, der ikke er invasiv og ikke bruger røntgen stråler. Termografi kan med fordel anvendes til kvinder, der skal følges tæt, hvis de har noget, der er suspekt eller fordi de er arveligt disponeret og dermed må undersøges oftere.  
Her er fordelen, at de kan blive undersøgt så ofte det skønnes nødvendigt, uden at de bliver udsat for unødig røntgenstråling. På grund af deres natur siger det, at brystkirtler kan være mere følsomme overfor røntgen end andet væv, og der er en lille mistanke om, at hyppig mammografi i sig selv kan forårsage kræft eller provokere kræft-celler til at vokse. Dette til trods for at der er i dag anvendes nyere strålekanoner, der udsætter en kvinde for mindre stråling.

Undersøgelser har vist, at ved at også at bruge termografi som led i kræftdiagnostik – så øger man nøjagtigheden for at kunne opdage en knude fra 83 % (mammografi alene) til 93 % hvis begge teknikker blev taget i brug.  (Fra: Ville Marie Breast and Oncology Center Department of Oncology - St. Mary's Hospital, Montreal, Quebec)

At stemple termografi som en diagnostisk metode, der ikke kan anvendes med stor fordel i Danmark, er en alt for hurtig og overfladisk konklusion, der ikke hviler på noget videnskabeligt fundament. Det er synd, og det er at smide barnet ud med badevandet i en alt for hastig og henslængt konklusion, der ikke viser en åbenhed eller grundig overvejelser over for nytænkning.

Mvh.  Irene Hage
Praktiserende læge

Links:

Artikel fra PubMed ; Artikel 2 fra PubMed ; Dr. Ben Johnson om termografi ; Hjemmeside om termografi ; International Academy for Clinical Thermography ; Artikel fra preventcancer.com ; Amerikanske gynækologer om termografi

Jeg løber ofte med min gode ven Lars, der er kæreste med Birgitte fra Happy Heart. Egentlig havde jeg tænkt, at det ikke rigtig kunne lade sig gøre i denne uge.

Men så fik jeg den lysende idé, at jeg jo bare kunne tage drengene med. Så nu har vi løbet sammen alle 4 både søndag og i dag. Søndag blev det til 6,4 kilometer og i dag blev det til 7,2.

Så vil nogen nok indvende, at Melvin jo kun er 7. Ja, det tænkte både jeg og Lars også, men det er ham, der fører hele vejen. Ham, der snakker hele vejen. Og ham, der liiiige skal teste bakker, knolde og træstammer, man kan springe over.

Så det er faktisk den mindste, der er det lysende eksempel på, hvor fedt det kan være at løbe. Lars og jeg har lært, at vi ikke nødvendigvis behøver blive på stien hele tiden - og Bertram og Melvin har lært, at det er endnu hyggeligere at løbe i skumringen, når der er en ny og spændende voksen med. En win-win situation for alle parter.

I dag var der lidt brok fra især Bertrams side. Han var træt og ville bare hjem til sit keyboard - så satte vi farten lidt ned og lavede lidt sjov. Så gik det hele.

Det er vildt, at drengene nu kan løbe så langt uden problemer. Jeg passer rigtig meget på dem og prøver især at få dem til at lade være med at indlægge spurter, fordi det godt kan blive lidt hårdt på den måde. Men drenge er svære at styre, når der er noget spændende, man bare MÅ spurte hen til. Så minder jeg mig selv om, at jeg løb mit første halvmaraton som 9-årig, så det her er jo bare små hyggeture - og der er jo ingen grund til, at de løber lige så langt, som jeg gjorde dengang.

De skal bare have deres daglige motion. Det er noget, jeg betragter som en gave. Og det er en gave for mig, at vi kan løbe sammen og nyde Lars' gode selskab!

/M

http://www.bt.dk/sygdomme/farlige-influenza-raad-fra-kernesund-familien

Mens vi hos NRK (Norges svar på DR) bliver kaldt kvaksalvere: 

http://nrk.no/programmer/tv/puls/1.6872511

Lad os tage det sidste først. Jeg synes, det er fantastisk, at der er debat - og jeg synes også, det er fantastisk, at der er mennesker, der er uenige. Men i forhold til ordet kvaksalver er vi lige nødt til at have definitionerne på plads. I følge de ordbøger, jeg lige kan finde, er en kvaksalver en person, der udgiver sig for at være læge - og giver råd som sådan!

Vi tror IKKE, vi er læger. Og vi skriver tydeligt i nyhedsbrevet, at man selvfølgelig skal søge lægehjælp, hvis man (eller ens børn) har det rigtig, rigtig dårligt - og bliver ved med at have det. Det ville vi selvfølgelig også selv gøre.

I dette tilfælde nåede vi bare ikke så vidt, fordi naturmidlerne virkede godt og hurtigt.

Så er der B.T., hvor eksperten fra VIFFOS kalder vores råd for farlige, fordi C-vitamin kan give luft i maven eller diarré. Det er i mine øjne ikke farligt - bare irriterende. Og jeg vil hellere have luft i maven/diarré end svineinfluenza.

I den forbindelse skal det jo heller ikke glemmes, at der bestemt også er bivirkninger ved den almindelige medicin.

Vi får i øvrigt hverken luft i maven eller diarré af C-vitamin, for vi har brugt det mange gange - og kender derfor vores dosis. Det er kun første gang, man bruger C-vitamin, at man når til det punkt - derefter ved man, hvor meget kroppen kan håndtere.

Nå, det er jo detaljer. Det væsentlige er, at denne debat sætter fokus på, at der findes to forskellige måder at anskue sundhed og sygdom på. Den lægelige - og den alternative/komplementære/naturlige.

For os handler det om, at de to opfattelser jo sagtens kan gå i hånd. Og helst skal gå hånd i hånd. Lægevidenskaben har bragt menneskeheden langt, og herhjemme fornægter vi den ikke. Vi prøver bare at undgå medicin så længe, det er muligt. Derfor bruger vi naturens egne midler som supplement - og forebyggende. Vi tror på, at stærke, sunde kroppe klarer sygdom bedre.

Derfor synes jeg, det kunne være spændende, hvis den etablerede læge-verden, der er videns- og forskningsbaseret ville se dette som en mulighed - som noget spændende. I stedet for at sige: Duer ikke, væk - det er farligt og udokumenteret. Det er muligt - men det er svineinfluenza-vaccinen jo også.

Sagens kerne er jo, at der er masser af mennesker, som det virker for. Blandt andre os. Og det kan ikke fornægtes - eller skræmmes væk. Det alternative og komplentære vil komme til at fylde mere og mere i fremtiden, fordi vi alle har mulighed for at søge og finde al den spændende viden, der eksempelvis er på nettet.

Derfor tror jeg, det er en god idé, hvis den etablerede verden begynder at lytte til alle de nye muligheder, som mennesker opdager hver eneste dag.

Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig, at der blev bygget bro mellem de to verdener!

Morten

I dagens nyhedsbrev mangler der et meget vigtigt ord - nemlig ordet MILLI. Det er simpelthen forsvundet, så det ser ud som om, vi tager et halvt kilo Nascorbat hvert kvarter. Det gør vi selvfølgelig ikke.

Der skal stå, at vi tager 500 milligram Nascorbat hvert kvarter.

Det er rettet på siden, hvor nyhedsbrevet kan ses - du kan se den her.

Vi er på workshop-kursus hos Manning Inspire i dag og i morgen, så det bliver bare til en kort blog-post, inden jeg går i gang med at fordøje dagens mange fantastiske indtryk.

Jeg ønsker jer alle en god aften!

M

Vi havde hver 20 minutter til at fortælle om vores syn på mælken under ledelse af ordstyrer Gitte Gross. Jeg fortalte vores historie - og om hvorfor vi ikke drikker mælk og skriver om det. Jeg fortalte også, at jeg er rigtig ked af, at det i medierne ofte bliver fremstillet som om, at Ninka og jeg mener, at alle mennesker skal holde sig langt væk fra mælken, at køerne skal skydes og landmænd og mejerister landsforvises. Vi siger bare, at man kan PRØVE at udelade mælken i en periode for at se, om det hjælper på de symptomer, man eventuelt har. Derefter genindfører man mælken for at se, om symptomerne vender tilbage. Det er sådan en lille hjemmetest uden bivirkninger, der især er relevant for mennesker med adfærdsforstyrrelser, astma, allergi, slim- og snotproblemer, forstoppelse eller diarré.

Men der er jo mange, der ikke har problemer med mælk og mælkeprodukter, og de skal selvfølgelig bare drikke og spise løs.

Vi stiller også spørgsmål til myndighedernes og producenternes entydige fortælling om, at mælken er sund og god for os. For det er den jo ikke for alle. Derfor kunne vi godt tænke os mere nuancerede kostråd, der tager hensyn til, at vi er forskellige.

Christian Bitz, som Per Brændgaard Mikkelsen har udråbt til at være landets smukkeste sundhedsekspert (se billedet), gav i sit indlæg et overblik over, hvordan den nyeste forskning forholder sig til mælken. Og hans konklusion var, at mælken nok ikke skal sælges på sunhedsbudskaberne - for de er ikke entydige. Til gengæld mener han heller ikke, at den forskning, der forholder sig kritisk til mælken er entydig. Så han opfordrer alle til at tage ansvar for deres egen sundhed - ligesom os. Så der var egentlig ikke så meget basis for debat.

Men så kom Poul Pedersen fra Thise på banen, og han var fantastisk. Han er nærmest født på et mejeri, så han har næsten mælk i blodårerne. Og man kan virkelig mærke, at han brænder for den gode, økologiske mælk, som Thise er en fremragende eksponent for. Og han havde en fantastisk trumf i ærmet. En helt ny-udviklet mælk, der endnu ikke er kommet på markedet - men som  forhåbentlig finder vej til supermarkedernes hylder. For det er en kasein- og lactosefri mælk, der også er økologisk og super velsmagende. Jeg fik en god smagsprøve - og har en liter med hjem til test. Jeg ved ikke nok om den endnu, men den er lavet på valle, æggeblommer og smør, der er "renset" for kasein. Det er virkelig, virkelig spændende.

Og den nye mælk er i mine øjne lig med konklusionen på mødet - vi er mange, der gerne vil arbejde på at udvikle nye, spændende mælketyper, der tilfredsstiller flere behov. Der var masser af åbenhed, dialog og konstruktivitet, og det er netop det, der skal til. Vi skal ikke stå i hver vores skyttegrav og råbe, at de andre er forkert på den. Vi skal sammen arbejde på at gøre Danmark til et sundere land, hvor indbyggerne tager ansvar for deres egen sundhed og er bevidste om, hvad det er, de putter i munden. Jo flere, der kan hjælpe til med det - jo bedre.

Så lige nu føler jeg, at en ny æra er startet. Og så kan jeg med sindsro gå til køjs med Danmarks smukkeste kvindelige sundheds"ekspert" - min søde, lille kone. I morgen vil jeg for første gang i mange år hælde mælk i hendes glas - nu tester vi den spændende nyhed fra Thise - og vi glæder os til at dele erfaringerne med jer!

Sleep tight!

/M

Det handler meget om, at træning (og konkurrence) skal være en kærlighedserklæring til kroppen. For mig har det i mange år været det stik modsatte. Det har det også for mange andre, har jeg opdaget. Derfor vil jeg dele mine søndags-oplevelser med jer.

I går deltog jeg nemlig i LIF Kondi, der bliver arrangeret af Allerød Atletik og Motion. Det har jeg gjort hver vinter sinden jeg debuterede i 1982, da jeg var 7 år. Gennem årene har jeg vundet masser af gange - og det er her øvelsen i Mindful Running kommer ind i billedet. For jeg vinder nemlig ikke mere. I går blev jeg for eksempel slået af min gode ven, Ole Stilling, der løb 3 minutter hurtigere på 5 km end jeg. Det er rigtig, rigtig meget. Især fordi jeg i "de gode gamle dage" slog Ole, hvis jeg ville. Han er oven i købet en del ældre, så det kan sagtens være lidt nedturs-agtigt for en gammel væddeløbshest som mig.

Men gennem de senere år har jeg øvet mig i at være med det, jeg har og er. Og i dag er jeg IKKE i topform - og derfor ikke en vinder. Men det betyder jo ikke, at jeg pr. definition løber dårligt. For jeg løber godt på de præmisser, der er for mig i dag. Før levede jeg i fortiden og blev ved med at tale om mine fantastiske sæsoner i '86 og '93. Dem kan jeg bare ikke rigtig bruge i dag, vel?

Derfor øver jeg mig i at være den Morten, jeg er i dag. Og jeg øver mig i at være glad for ham.

For i går havde jeg faktisk en rigtig dårlig dag, hvor kroppen ikke rigtig ville som jeg. Men det var en god øvelse, for så kunne jeg løbe og tænke på, at det da egentlig var en spændende reaktion. Alt havde været perfekt: Morgenen, opvarmingen og vejret var så godt, at jeg løb i shorts og t-shirt. Men min krop ville kun løbe hurtigt den første kilometer. Så blev mine arme og ben tunge som bly. Men så løb jeg bare og tænkte på, at det da egentlig var fedt, at min krop sendte så tydelige signaler til mig. Som dem takkede jeg for. Og jeg løb smilende i mål, selvom jeg fik bøllebank af 4 andre. Du kan oven i købet se det på resultatlisten her. I gamle dage ville jeg aldrig have delt det link. Fordi det føltes pinligt og taber-agtigt. Men i dag føles det godt. For det er jo en øvelse i at være lige der, hvor man er.

Jeg kunne ikke ændre noget. Kunne ikke løbe hurtigere. Og det er helt i orden. Alt er godt!

Der er flere, der har prøvet at råbe vagt i gevær over de nye hovsa-regler, der kommer til at få stor betydning for alle institutionsbørn i alderen fra 0-6 år. Reglerne betyder nemlig, at alle skal spise det samme – og at der kun kan gøres undtagelser, hvis forældrene kan stille med en læge-erklæring, der dokumenterer, at deres barn ikke skal spise det ene eller det andet.

Fundamentet for de nye regler er selvfølgelig de kostråd, der leveres af henholdsvis Sundheds- og Fødevarestyrelsen. Hovedproblemet i hele denne sag er, at de givne kostråd ikke er love – bare anbefalinger. Derfor kan man vel næppe kræve læge-erklæringer af forældre, der med statsgaranti har god grund til at ønske, at deres børn ikke skal spise bestemte fødevarer. Det er faktisk sådan, at der i dag er masser af institutioner, der kræver læge-erklæringer, hvis forældre for eksempel vil have, at deres børn ikke drikker mælk. Det kan være fordi børnene får eksem, snotnæse, astma/allergi-reaktioner, dårlig mave eller symptomer på adfærdsforstyrrelser. Alt sammen noget, det er tæt på umuligt at få en lægeerklæring på, da de fleste læger ikke ”godkender” fødevare-problemer, medmindre der er tale om diagnosticerede allergier.

Men forældrene kan jo se symptomer – ja, de kan i mælkens tilfælde også ofte lugte dem. Sagen er bare den, at institutionerne IKKE kan kræve læge-erklæringer, da der ikke findes en lov om, at danske børn skal spise på en bestemt måde. Det gør der heller ikke efter 1. januar – derfor er reglerne ligeså hovedløst skruet sammen som hobbykniv-reglerne. For der er ingen hjemmel til at håndhæve reglerne. Så simpelt er det.

  Mytteri hver eneste dag Det kommer i praksis til at betyde, at reglerne vil blive brudt hver eneste dag. Af forældre, der selvfølgelig har retten til at bestemme, hvad deres børn skal spise. Af pædagoger, der prøver at navigere i oprørte vande – og sikkert forsøger at gøre så mange som muligt tilfredse. Det er ikke en fed opgave.

Derfor må der kigges på reglerne igen. I anden runde kan politikerne så spørge både Sundheds- og Fødevarestyrelsen, hvorfor de igen og igen advarer forældre mod at lade deres børn leve et mælkefrit liv! For begge parter siger, når de bliver spurgt direkte, at der ikke er nogen mennesker, der behøver at drikke mælk. Men at mælke-anbefalingerne netop er anbefalinger, som man jo så altså kun skal følge, hvis man har lyst.

Jeg er ikke i tvivl om, at intentionen med de nye regler er god. Man ønsker at hæve niveauet. Men igen glemmer regeringen, at det altså foregår på kommunalt plan, hvor der de fleste steder er alt for få penge til at hæve niveauet – og hvor det alle steder vil være sådan, at der kommer til at være børn, der får sænket niveauet.

Jeg er sikker på, at alle politikere er enige med mig i, at det er forældrene, der kender deres børn bedst. Og at det må være op til dem, hvad deres børn skal spise. Det kan heller ikke være anderledes, så længe vi ikke har love om, hvad vi skal spise og ikke spise.

Og Gud forbyde, at vi nogensinde får det – medmindre det indebærer, at alle de fødevarer, der beviseligt skader vores børn, sukker, slik, sodavand, junkfood mm., bliver belagt med højere afgifter eller helt fjernet fra de danske hylder.

Fedme-epidemien raser blandt børn og unge, der også rammes af livsstilssygdomme og andre genvordigheder, der for manges vedkommende skyldes den kost, børnene får. Det skal vi alle sammen tage ansvar for – men ikke med hovsa-regler, der slet ikke har nogen gyldighed.

For eksempel var vi her til aften lidt i tvivl om, hvorvidt vi skulle tage møblerne ind igen. Men så sagde Melvin og Bertram, at de godt kunne tænke sig at spise på gulvet på et tæppe foran brændeovnen. Som sagt - så gjort!

Og det var bare det fedeste aftensmåltid. Det er som om, alle aftensmads-mønstrene fordufter, når man ikke sidder om et bord, hvor der er faste pladser - og ikke mindst faste roller. Det var så roligt, stille og nyt. Og vi nød det alle sammen. Drengene kunne stå lidt på hovedet, når de havde tygget en mundfuld af vejen, og Ninka og jeg kunne meget lettere sætte os tæt sammen og nyde aftenen.

Det var bare det, jeg ville dele. Lige nu er Ninka ved at putte drengene, og jeg skal ind i Fitnessdk for at træne. Det hele føles 100 gange bedre end de almindelige vaner. Og 1.000 gange bedre end pizza og Disney Sjov.

En god aften til jer alle!

/M

Her kommer min længe lovede blog om BMI og kalorier, der i mine øjne er dybt irrelevante måle-enheder, der er med til at fjerne fokus fra det, det handler om - nemlig vores ideal-vægt.

BMI eller Body Mass Index er jo den meget simple måle-enhed mange bruger, når de hurtigt skal sige, om mennesker er under-, normal- eller overvægtige. BMI udregnes som din vægt i kilo divideret med din højde i anden. Jeg vejer 80 kilo og er 1,84 meter høj, så mit BMI er 80 divideret med 1,84 gange 1,84 = 23,6 (let afrundet. Det betyder, at jeg er normalvægtig.

Det sjove ved BMI, der bruges rigtig, rigtig meget er, at målemetoden i år fejrer 140 års fødselsdag. Det var den belgiske astronom Adolphe Quetelet, der opfandt BMI i 1869. Så man kan ikke ligefrem kalde måle-enheden tidssvarende - og i mine øjne kan man ikke rigtig bruge BMI til noget. For BMI er en alt, alt for simpel måde at sige noget om kroppens idealvægt på. BMI tager slet ikke hensyn til, at vi er meget, meget forskellige - både når det gælder kropsbygning, muskelmasse og højde. Eksempelvis er de to britiske suprsprintere, Mark Lewis-Francis og Dwain Chambers begge overvægtige, hvis man ser på deres BMI, der er hhv. 25,1 og 25,6. De har begge løbet 100 meter på 9.97 sekunder, og de fleste, der ser dem, vil nok kalde dem yderst veltrænede. (Nogle vil også straks sige, at de jo er taget for doping, og ja, det ved jeg godt, men det har intet med BMI at gøre!).

Det er bare 2 eksempler på, at BMI kan være direkte misvisende, og det gælder også for dig, kære læser. Derfor håber jeg, at du lytter til din egen krop og mærker efter, om den fungerer - inden du begynder at kigge til BMI. For mig handler det meget mere om, hvordan jeg ser ud i spejlet, og hvordan mit tøj sidder på mig. Jeg har også brugt BMI, og jeg kan huske, at det, ligesom slankekure og hårde træningsprogrammer fjernede mig så meget fra min egen krop, at jeg slet ikke mærkede efter, hvad der virkede og hvad der ikke virkede. For mig. Derfor tabte jeg mig ikke - selvom jeg arbejdede så intenst på det. Og hvis jeg tabte mig - ja, så tog jeg det hele og mere til på, når jeg ikke længere magtede at måle BMI og bruge kure og programmer!

Det er lidt det samme med kalorietælling, der jo også er en meget simpel måde at anskue vægttab på. Mange vil sige, at det bare handler om at få færre kalorier ind, end du reelt bruger - så vil du tabe dig. Det er i princippet også rigtigt for mange. Men for rigtig mange mennesker bliver kalorietælling til en stressfaktor, der samtidig fjerner fokus fra det, det virkelig handler om - nemlig en god, sund og varieret livsstil med sund mad og motion. For det handler jo også om, hvilke kalorier, der ryger indenbords, om hvordan netop du forbrænder dem og om hvordan netop dit stofskifte fungerer.

Det er derfor vi skal arbejde meget mere på at lære at mærke efter, hvad der er godt for vores kroppe.

Hvis vi fokuserer på en masse måle-enheder og kure, der er beregnet på gennemsnitter, ja, så bliver det sværere for os at tabe de kilo, vi gerne vil af med. Men det allerværste er, at det bliver sværere at fastholde vægttabet. For når slankekuren er slut eller tålmodigheden med at måle og veje mad, kalorier og sig selv er sluppet op, er der rigtig mange, der ligeså stille vender tilbage til den gamle livsstil - og tager alle kiloene på igen.

Det er derfor, BMI- og kaloriestress skal stoppes. Det er derfor sundhedsmyndighederne skal fokusere meget mere på at skabe muligheder for at leve et sundt liv med masser af bevægelse. Lige nu bliver der brugt alt for mange kræfter på at dunke alt for mange oveni hovedet med det faktum, at de er overvægtige.

Der skal positiv tankegang og let og billig tilgang til de sunde madvarer til. Der skal også fokuseres mindre på resultater på arbejdsmarkedet, da det skaber en masse stress, der binder en masse fedt i alt for mange menneskers kroppe. Og så skal det gøres let og sjovt at motionere. Der skal være mange flere og meget mere varierede motionstilbud, der tager hensyn til, at det moderne menneske ikke nødvendigvis har mulighed for at møde i idrætsklubben på et bestemt tidspunkt.

Vi kan starte med at lade være med at tale om BMI, der har så mange år på bagen, at det vil være passende med en begravelse. Jeg sagde farvel til BMI for længe siden - nu mærker jeg efter. Jeg ved godt, det er svært at måle på mine følelser og fornemmelser. Men det er nu dem, der er virkeligheden for mig!

Morten

Men de har faktisk passet sig selv det meste af tiden. Eller det vil sige: De er blevet passet af deres nye, japanske veninde Tomomi. Hun studerer dansk på universitetet i Osaka, og det er første gang, hun er i Danmar. Hun er med på danse-kurset, men hun bruger hver eneste ledige stund på at lege og spille musik med drengene. De kan ikke rigtig tale sammen, men de kommunikerer uden ord. Det er helt fantastisk at se. Tomomi kommer fra den anden side af jorden - alligevel er det som om, hun kender især Bertram. De har det simpelthen så hyggeligt sammen.

Det er fantastisk at møde et så åbent og skønt menneske, der bare NYDER at være sammen med drengene. Alle her på højskolen er selvfølgelig åbne, søde og glade, men det er alligevel lidt vildt, når det er Tomomi, der jo på mange måder er på helt ny og for hende ubetrådt grund.

Selve undervisningsdagen har været helt fantastisk. Endnu en fantastisk dag. Alt handler om at mærke, hvad der virker godt for kroppen, så det er næsten som at være med på en træningslejr, for alle slapper virkelig godt af mellem undervisningstimerne - og næsten alle går meget tidligt i seng. Her er helt stille ved 21-tiden - det er kun et par standhaftige dansere, der hygger sig lidt længere.

I aften vil jeg fornøje mig med en bordtenniskamp med komikeren Anders Ørskov, som jeg skrev om i går. I morgen er det den sidste "rigtige" undervisnings-dag, så jeg skal også tidligt i seng, så jeg er klar. I morgen slutter dagen jo med fest - og det skal der også være kræfter til!

Godaften og godnat til jer alle her fra det mørke, stille og stærke vest!

/M

PS. I får også lige et billede fra aftenens danse-undervisning med Kristian Skov - det er noget, der rykker!

Til dagens morgensamling fik vi nemlig besøg af livsstils-coachen Elrik Nørmo, der fik hele salen til at brøle af grin, da han tog tykt pis på os, coaches og sundheds-trenden som sådan.

Det var en fantastisk måde at starte dagen på - for det første fik vi rørt mavemusklerne - og for det andet løsnede det op for en masse ting i os alle sammen. Hvilket på mange måder viser, at humor er en af de bedste former for medicin.

Elrik Nørmo bliver spillet af komikeren Anders Ørskov, der bor her på Vestjyllands Højskole, og det var virkelig fedt at blive sat under hans komiske lup, fordi han fik stillet skarpt på mange af de ting som vi, og mange af kursisterne og en del andre, der lever mere eller mindre kernesundt, møder af udfordringer i hverdagen.

Han satte en del fokus på forskellen på mænd og kvinder, når det gælder sundhed. Han talte om mændene, der "lever forkert"! Det var sgu' fedt lige at få grinet af det. Og jeg tror, at det virker mindst ligeså godt som vores mere alvorlige forsøg på at fortælle, at ingen, heller ikke kvinder, kan tvinge andre til sundhed eller andet. Vi skal have respekt for og kærlighed til hinanden og vores forskellige processer.

Ninka var en af dem, der grinede højest og længst. Og det var dejligt at se, for selv mine vittigheder preller ofte af på hende. Derfor vil jeg anbefale Anders Ørskov varmt - I kan læse mere om ham her: www.andersorskov.dk.

Det har været endnu en lang og fantastisk dag på højskolen, og jeg er sikker på, at morgengrinet fik sat gang i en masse godt, for i dag har vi grinet en masse af os selv og hinanden - og det har helt sikkert åbnet en masse ekstra døre!

Hurra for humor og Anders Ørskov:-)

M

PS. Der var også et par kursister, der fik en bag-healing af Elrik - så sig ikke, at det er kedeligt at gå på højskole...

I dag har han præsteret at slukke for en masse strøm ved at hælde for meget vand på en sauna, og så har han givet os en uforglemmelig danselektion med trommer, sang og dans. Det var superfedt for alle - og det gav både smil på læberne og sved på panderne. Dans er jo en fantastisk måde at bevæge sig på, og så er dans, i hvert fald for en del, et spændende mønsterbrud, der kan vække være med til at vække hjernen til dåd og dermed hjælpe os med at gennemføre livsstils-ændringer. For hjernen vil rigtig gerne blive i de gode, vante vaner - det er nemlig lettest for den. Det er derfor, det kan være svært at holde fast i livsstils-ændringer! Men dansen kan være med til at hjælpe os alle til at bryde ud af vanerne. Og hvis man er rigtig heldig, kan man få Kristian Skov til at komme og hjælpe...

Efter dansen stod den på smoothie-kursus. Det var Siff, der også var med på Kernesund Camp sidste år, der stod for kurset, der blev både sjovt og lærerigt. Og som også endte med at blive rigtig velsmagende for os alle! Resultatet var 12 forskellige smoothies med spændende ingredienser som broccoli, havtorn, aronia og avocado. Der var rigtig mange, der syntes, det var rigtig fedt at prøve at lave smoothies i "virkeligheden"! Nogle gange er det jo den, man lærer mest af.

I dag vil jeg slutte med begyndelsen. For dagen startede selvfølgelig med træning - og i dag tog vi alvor hul på mindfull træning, der handler om at respektere og mærke kroppen i stedet for at presse den unødigt. Hvis man presser kroppen med træningen, risikerer man nemt, at den reagerer med smerter, sygdom eller træthed - og så kan det være rigtig svært at fortsætte med træningen. Det var der rigtig mange, der fik øjnene op for i dag. For i dag fik alle besked på at tage det roligt - altså løbe eller gå langsommere, end de egentlig ville have gjort. Det var en udfordring for mange. Men efter løbeturen var der rigtig mange, der pludselig kunne se pointen. For de havde nydt turen - hvilket ikke havde været tilfældet, hvis de havde presset sig for hårdt!

Heldigvis fik jeg også lidt hjælp udefra i dag. For jeg fandt nemlig et lille tweet fra verdensrekordholderen på maraton, Haile Gebrselassie, der jo skal løbe Berlin Marathon på søndag. Han skrev: I dag arbejder jeg rigtig meget på at få nok hvilke inden løbet. Som så mange andre løbere vil jeg hellere presse mig selv med en hård omgang træning. Men jeg ved, at jeg har brug for hvilen!

Det er en god lille sætning at gå i seng på. Det er jo netop, når vi restituerer, at vi bliver bedre. Også til at løbe:-)

Godnat!

M

Derefter var der træning - vi startede med at lave De 5 Tibetanere - og så stod den på gang og løb på de skønne vestjyske marker. Førstedagen er som regel fyldt til bristepunktet, så vi nåede også lige en gennemgang af stofskiftetyperne, inden den stod på frokost. Eftermiddagen var også min - og her gav jeg det kernesunde introduktionsforedag, hvor jeg fortæller hele vores historie om Bertrams autisme, vores astma-, allergi- og vægtproblemer og familiens problemer med at have et roligt, nærværende og kærligt liv.

Foredraget handler også om alt det "tekniske" omkring gluten, mælk og sukker - kemi, giftstoffer og alt det andet, der gør det svært for vores kroppe at fungere optimalt. Det varede næsten 3 timer, så vi nåede kun en kort lille pause inden aftensmaden - og efter den tog vi ud til Vesterhavet, der som altid mindede os alle om, hvor stor, stærk og uudgrundelig naturen er. Vesterhavet minder en om, hvor lille man er - og det er rigtig fedt ovenpå sådan en dag, der jo på mange måder har handlet om, hvordan vi som mennesker efterhånden har fjernet os så meget fra naturen, at vi begynder at få alvorlige problemer.

Det er faktisk også rigtig fedt at være på en højskole - for her residerer Grundtvig jo. På Vestjyllands Højskole er der en flot Grundtvig-buste, som jeg går forbi, hver gang jeg skal op på vores værelse. Så klapper jeg ham blidt på kinden og tænker på citatet "virkeligheden er al tings prøvelse", der er fra Niels Frederik Severin himself. Citatet er fantatisk, fordi det minder mig om, at den moderne videnskab fortæller os en masse, der ikke virker i virkeligheden for en masse af os. Og her på højskolen er det jo netop virkeligheden, det handler om. Her er en masse forskellige mennesker med en masse forskellige historier og en masse forskellige måder at fortolke sundhedsbegrebet. De forholder sig til den virkelighed, der er reel for dem - nemlig deres egen! De er deres egne eksperter, og Ninka og jeg kan og vil lære en masse af dem. Vi er her for at inspirere og motivere med vores egne erfaringer, og det er vores håb, at det kan være med til at skabe grobund for, at alle kursisterne kan gå hjem og finde roen til at finde ud af, hvad der virker for dem!

Nå, nu løber det næsten af med mig. Jeg er træt ovenpå en lang dag - så jeg vil kaste mig på puden. Klokken 07.30 ringer vækkeuret, og så er vi klar til endnu en spændende dag!

Følg med her på bloggen!

/M

Det var selvfølgelig ikke den store overraskelse for de kernesunde kursister, men her på højskolen er der altid to kurser samtidig, og denne gang er det andet kursus 100 procent med på kosten - næsten da. Der er nemlig 30 dansere, og de synes, det er rigtig spændende, og indtil videre har de kun rost maden. Men der var et par stykker af dem, der ikke kunne undvære rødvinen, og det er selvfølgelig helt i orden. For de kernesunde handler det jo bare om, at ugen på højskolen er en unik chance for virkelig at mærke, hvad der virker på egen krop. Og her er det ovenikøbet gjort ekstra let, fordi al maden bliver serveret.

Efter maden introducerede vi kort ugen og alle kursisterne har nu fået stofskiftetype-testen med i seng - det er deres første lektier - og for nogle var det selvfølgelig en eye-opener. For her er både kursister, der også var her sidste år - og så helt nye kernesunde. Faktisk er der en fantastisk kvinde, der ikke orkede at tage hjem til København efter sidste uges kursus - så nu tager hun vores med. Derfor har hun siddet og læst Kernesund familie - sådan! for første gang i eftermiddag - det er virkelig godt gået.

Fra i morgen kommer der lidt mere kød på - vi lægger ud med morgenmad klokken 8, og så skal jeg lige fortælle lidt om den kernesunde kost ved morgensamlingen - mest for danseholdets skyld, for de har selvfølgelig en masse spørgsmål til kosten.

Vi kan allerede mærke den fantastiske energi og al den gejst, kursisterne har med. Derfor ved vi, at det bliver en stærk uge - og det giver os masser af energi. Det er altså en såkaldt win-win situation.

Der følger mere nyt i morgen!

Sov godt!

/M

Det første, vi altid lægger mærke til herude vestpå, er den fantastiske og vindunderlige STILHED. Vi er på Skraldhedevej 8 lige uden for Ringkøbing med udsigt over fjorden og en ro så tyk, at man kan skære i den. Og roen har allerede forplantet sig til os. Det samme har mørket, der faktisk er mørke herude. Hvilket betyder at stjernerne står endnu tydelige på himlen.

Vi kan virkelig mærke, at vi er tættere på naturen her. Og det er som om, den med det samme prøver at fortælle os noget. Som mange af jer ved, har vi fjernet en masse larm og stress i vores liv, men vi får mod på endnu mere ro, stilhed og natur, når vi er herude.

Her er der bare harmoni - og det kan man også mærke på alle de skønne mennesker, der bor her. Den første og eneste vi har mødt herude er Inger - den skønne, skønne kogekone, der residerer i køkkenet her - og som har været med til at skrive Kernesund Økomad. Hun er indbegrebet af ro. At få et kram af hende er ligesom en weekend på spa-hotel. Og nu skal vi spise den mad, som hun og Kirsten vil trylle med den næste uge. Det kan faktisk ikke blive bedre.

I morgen kommer alle deltagerne, og vi glæder os vildt til at møde dem alle. Der er et par kendte ansigter - blandt andre Louise her fra bloggen, der også har skrevet en tankevækkende blog i dag.

Jeg håber, I kan bruge mine tanker om stilhed og ro. Om ikke andet så bare til at lade jer inspirere lidt i det små. Man behøver jo ikke flytte til Vestjylland. Man kan bare tage en dag uden kværnende fjernsyn, radio, computer og mobil. Så kan man med det samme mærke meget mere.

Vi vil prøve at blogge her fra højskolen hver dag - så vi håber, at I har lyst til at følge med på sidelinien.

Jeg ønsker jer alle en god aften og en god weekend:-D

Morten

PS. Min lovede blog om BMI kommer snart. Nu handler det bare lige om højskolen og alt det spændende, der sker her!

Jeg er jo uddannet journalist, og en del af min uddannelse er foregået på DR og andre radiostationer. Jeg elsker at lave radio, men jeg har ikke gjort det i et par år nu, fordi jeg har helliget mig arbejdet med Kernesund Familie. Og det har jeg egentlig været lidt ked af, fordi jeg savner den energi, der er på en radiostation. Nu har jeg heldigvis fundet det område i mit nye arbejdsliv, hvor den samme energi findes - det er ved foredragene.

Det fantastiske ved at holde foredrag er, at jeg hver gang møder nye, spændende mennesker med nye, spændende tanker om sundhed. Det virker altid stærkt, fordi jeg tror, at vi alle sammen er forskellige - og derfor skal gøre forskellige ting på forskellige måder for at opnå den sundhed, der passer til netop os. Ved foredragene er der altid unikke og interessante historier, der giver mig helt nye vinkler på sundheds-debatten. Og der er altid en masse energi, som jeg kan tage med videre ud i verden.

Kernesund familie - sådan! udkom jo i Norge i foråret, og den er blevet rigtig godt modtaget. Det betyder, at nordmændene nu efterspørger foredrag. Og det er virkelig interessant at opleve, at to så tætte folkefærd kan være så forskellige. For det første er der selvfølgelig den lillebitte sprogudfordring, der selvfølgelig betyder, at jeg skal koncentrere mig om at tale langsomt og tydeligt. Og at jeg skal spidse øren, når der er spørgsmål fra salen.

Men der er også forskelle på vores måder at tænke på. Jeg kan i hvert fald tydeligt mærke, at nordmændene på mange måder lever tættere på naturen, end vi danskere gør. De tænker meget over, hvor ren maden er - og hvordan naturen fungerer. Den norske natur er selvfølgelig også meget vildere end den danske - især om vinteren.

Jeg har fået et par rigtig gode tilbagemeldinger på mit seneste foredrag, som jeg gerne vil dele med jer.

Den første er fra Anne Lene:

Morten er en dyktig formidler og holdt et sjarmerende og levende foredrag for oss. Han har et tydelig og ekte engasjement og lykkes godt i å motivere tilhørerne og ha dem med seg i nesten to timer. Foredraget var en flott blanding av faglig informasjon og også personlige erfaringer slik at tilhørerne kan kjenne seg igjen. Måten han også henvender seg til mennene i familien på var veldig bra, og noen kvinner kan sikkert kjenne seg igjen i beskrivelsen av seg selv… Veldig morsomme – og effektive – tips til praktiske øvelser! Vi har fått flere begeistrede tilbakemeldinger i etterkant, og Mortens innsats har garantert gitt både glede og inspirasjon til mange. Takk for at dere deler deres erfaringer med oss på denne nære og energiske måten!

Den anden er fra Unni:

Ja, jeg har mye godt å si om foredraget: Foredraget formidler en livsstil som gir livsglede til alle. Det gir mennesker håp og er fremført så enkelt og folkelig, at du tenker: "Dette kan jeg også gjøre".

Det er tilbagemeldinger, der vækker stor, stor glæde hos mig. Og jeg kan kun sige, at jeg altid har det på samme måde med publikum, fordi det også giver mig en masse viden og glæde.

Jeg kan bookes til foredrag her. Og her kan du altid se, hvor det næste foredrag holdes.

Rigtig god weekend til jer alle!

Morten

PS. Min næste blog kommer til at handle om BMI, der er en målemetode, der blev opfundet for 140 år siden i år. I mine øjne kan den ikke bruges til noget som helst - den er simpelthen utidssvarende og alt, alt for gammeldags! Ifølge BMI-metoden er en af deltagerne ved VM-finalen på 100 meter overvægtig - i givet fald er det så flot klaret at løbe 100 meter på 10 sekunder rent...

Og der skal jo ske noget, hvis vi skal ændre på de kedelige fakta, der kan aflæses i flere statistikker og ses på stranden, i svømmehallen og på gaden. Der er alt for mange børn, der er blevet for tykke, og i mine øjne skyldes det ofte, at de ikke får den nødvendige omsorg, støtte, vejledning og INSPIRATION fra deres forældre.

I mine øjne bruger vi lidt for mange kræfter på at give skolerne og institutionerne ansvaret for vores børns helbred, men det er jo os forældre, der er ansvarlige. Det er os, der skal inspirere og motivere vores børn til at tage de sunde valg. Det er os, der skal hjælpe dem, hvis det er gået galt. Også med vægten.

Selvfølgelig har det omkringliggende samfund også en del af ansvaret, men det hverken kan eller skal bruges som undskyldning for ikke selv at gøre noget.

Den opmærksomme læser har sikkert allerede lagt mærke til, at jeg ikke har brugt ord som opdragelse og indlæring. Og det er fordi, jeg tror meget mere på inspiration, motivation og kærlighed. Og det betyder interessant nok, at vi er nødt til at starte med os selv.

Det er jo svært at overtale sit barn til at motionere, hvis man selv ligner Onslow og sidder og dikterer motion iført net-undertrøje, fjernbetjening og dåsebajer.

Jeg tror på, at man selv skal være og vise den forandring, man ønsker for andre.

Jeg begyndte selv at løbe som 7-årig, fordi min far løb. Jeg ville så gerne med, og jeg startede helt traditionelt med at cykle ved siden af ham. Snart var jeg med på små løbeture og allerede som 9-årig gennemførte jeg mit første halvmarathon. Det er ikke en distance, jeg vil anbefale til andre børn i den alder - det passede bare fint til mit talent og min lyst dengang. Hovedsagen er, at det var min far, der viste mig vejen. Det gør han sådan set stadig, hvor han i en alder af 63 viser mig, at alder heller ikke er en hindring, når det gælder motivation og bevægelse.

Derfor lyder mit opråb til alle forældre: Vær selv med til at motionere. Det behøver ikke være løb - det kan være fodbold, rundbold, svømning, en cykeltur - whatever. Bare vær med. Og vær glad. Det fantastiske er jo, at børn allerhelst vil være sammen med deres forældre - og hvis man kan gøre motion til en fælles-oplevelse, kan man få mange gode ting på en gang: Nærvær, fællesskab, glæde og stimulerende bevægelse.

Der er mange forældre, der har travlt med deres arbejde og en masse andre aktiviteter - og det har jeg den største respekt for. Men jeg håber, at flere vil prøve at finde tid til motion og bevægelse - alene OG sammen med deres børn. Det kan være med til at knække fedme-kurven. I denne uge giver jeg tips til træningen på www.oestrogen.dk, og du kan læse med og lade dig inspirere her.

Jo flere, der finder tid til motion - jo flere vil også være med til at påvirke skoler og institutioner til at få mere på programmet. Jo flere vil også være med til at påvirke de lokale idrætsforeninger til at finde på nye, spændende tilbud, der kan fastholde børn og unge, der kræver en del mere, end jeg for eksempel gjorde, da jeg var barn. Jeg ville bare gerne løbe med min far. I dag skal måske lidt computer, lidt GPS, lidt rollespil og meget mere leg indover. Så lad os sammen være med til at påvirke alle de steder, vi kan.

Morten

PS. Det er min skønne far, Ove, der løber bag den lille udgave af mig på billedet. Læg mærke til, at jeg er så inspireret af ham, at vi løber helt ens...

Det har i lange perioder betydet, at jeg ikke har været i stand til at løbe, hvilket har gjort mig virkelig frustreret og næsten deprimeret. For jeg har brug for at komme ud i naturen, og jeg ELSKER at løbe, så det har virkelig generet mig, at det har været umuligt for mig. Jeg ved, at man ikke skal løbe, når det gør ondt, så jeg har i stedet trænet i centret og på min mountainbike, som jeg er blevet gladere og gladere for. Men det er ikke det samme som at løbe. For mig.

Jeg havde næsten givet op forleden, da Ninka spurgte, om hun måtte være min "behandler"! Jeg gav hende selvfølgelig lov, og nu har jeg ikke ondt for første gang i næsten 6 måneder. Og hvad er det så, hun har fået mig til, min søde kone?

Jo, hun har sat mig på en mere basisk kost, da inflammationer trives bedst i syre. Og så har hun opfordret mig til at give den gas med C-vitamin, og det er her, jeg selv kan mærke, at der virkelig sker noget, for smerten vender nemlig tilbage, hvis der går for lang tid mellem mine c-vitamin-snapse. Derudover bruger jeg et ældgammelt trick, som alle kan have glæde af - nemlig vekselbade med koldt og varmt vand. Det giver blodomløbet fornyet styrke - og renser ud. Jeg bruger også mine smarte kompressionsstrømper rigtig meget, og dem kan jeg anbefale varmt til alle løbere. Jeg har dem også på, når jeg træner på mountainbiken - det virker også.

I disse dage sidder jeg blandt andet og arbejder på et nyt trænings-koncept, som jeg glæder mig rigtig meget til at præsentere. Det kommer blandt andet til at indbefatte personlig træning for en lille håndfuld, der gerne vil have sat fokus på HELE kroppen, kosten og tankegangen i forbindelse med deres træning. Det er ligegyldigt, om du er nybegynder eller maraton-løber - for mig er det processen med "eleven", der er spændende. Hvis du er interesseret, kan du allerede nu maile til mig på mortenkernesundfamilie.dk.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god weekend med jublende fod og et stort smil på læben. Om 40 minutter er der bestyrelsesmøde i Vores Vej, der jo er foreningen for adfærdsforstyrrede (kort fortalt), og jeg glæder mig virkelig til for alvor at sparke arbejdet i gang, fordi jeg stadig synes, Danmark halter langt bagefter, når det gælder hjælp og støtte til de adfærdsforstyrrede og deres familier!

/M

Jeg har længe følt og vidst, at der er mange ting, jeg gør, selvom det egentlig ikke er til mit eget bedste - og selvom det ikke er ting, jeg drømmer om at gøre.

Jeg har i mange år taget alt for meget ansvar i vores familie. Det er der ikke noget galt i, medmindre man som jeg tager så meget ansvar, at man glemmer sig selv. Det har jeg gjort. Jeg har gjort mig selv til en andenrangs person i familien - en person, der kunne få tid, overskud, stilhed, whatever - når alle de andre havde fået. Det har især kostet mig en del på træningskontoen, som jeg egentlig prioriterer meget højt - derfor billedet af mig og en af mine store helte, Wilson Kipketer, der stadig har verdensrekorden på 800 meter, som han satte i 1997. Billedet er vigtigt for mig, fordi jeg vil bruge det til at minde mig selv om, hvor højt jeg elsker min træning. Da jeg holdt op, blev jeg straks meget tyk. Og jeg tager stadig hurtigt på, så hvis jeg ikke prioriterer min træning, kan det hurtigt ses. Og mærkes. Jeg bliver træt, sur, ugidelig, uprofessionel og irriterende. Jeg skal simpelthen motioneres.

Så er det jo interessant at tænke over, hvorfor jeg har underprioriteret min træning. Det har jeg jo, fordi jeg havde dårlig samvittighed overfor Ninka og især drengene. Hvis jeg endelig dristede mig ud i løbesko eller på cykel, tænkte jeg hele tiden, at jeg tog noget fra dem. Men samtidig ødelagde jeg det jo for mig selv - og dermed også for dem. For der er jo ingen, der er interesserede i at have en far og mand, der er træt, sur, ugidelig, uprofessionel og irriterende!

Derfor var mine 14 dage alene fantastiske. Her kunne jeg bare prioritere mine egne behov - så nu skal jeg bare få dem til at fungere i hverdagen også. For det handler jeg ikke om, at jeg nu skal til at træne 24 timer i døgnet og at familien bare må klare sig selv. Det handler bare om at finde tiden.

Nu ved jeg også, at jeg skal arbejde meget mere med træning - så det kommer I til at se en del til i den allernærmeste fremtid.

Jeg håber, I alle har haft en dejlig sommer!

/M

Juni er ved at være slut, så jeg har lyst til at gøre status over en måned, der var vildt spændende for mig.

I starten af juni var jeg med til at samle 50.000 kroner ind til CARE ved 24RUN, der er en 24 timers-stafet i Rude Skov ved Holte. Her løb jeg blandt andre på hold med tv-værtinderne Sisse Fisker og Cecilie Beck, forfatteren Birgitte Nymann og OL-guldvinderen Eskild Ebbesen - samt en række erhvervsledere, der donerede de mange penge til CARE. Det var et fantastisk arrangement - og det var virkelig fedt at være med til at samle penge ind til et godt formål på den måde. 24RUN bliver sandsynligvis også startskuddet til endnu et indsamlingsprojekt med CARE, der indebærer, at jeg næste forår skal løbe maraton på Kilimanjaro - det bliver alt, alt for fedt. Mere om det senere!

Efter stafetten var jeg i Norge for at holde mine 2 første foredrag deroppe. Det var en fantastisk oplevelse. Nordmændene er meget åbne og positive, så det var rigtig rart at møde dem. Især står 3 mennesker stadig meget klart på min nethinde. Det er Heidi, Olav og Simen (de 2 sidste ses på billedet). Heidi arrangerede foredraget i Sandane, og hun hentede mig ved den lille propelflyver, der landede på noget, der egentlig ikke er en landingsbane. Derefter bød hun på frokost, hvor jeg mødte hendes mand Olav og deres søn Simen, der er multihandicappet. De træner ham efter Doman-metoden, som vi også har brugt med stor glæde. Olav har dedikeret sit liv til træningen, som de får støtte til, så han ikke behøver arbejde. Til gengæld arbejder han hele dagen med sin søn - og det rørte mig dybt at se dem sammen. Heidi arbejder som selvstændig, og hun bruger selvfølgelig også meget tid på at træne med Simen, der er et fantastisk lille menneske. Han kan endnu ikke bevæge sig og tale - men han kommunikerer alligevel via et lille kort med bogstaver, som han fører sine forældres fingre over, så de kan tale sammen. Han fortalte så mange utrolige ting - og var så utroligt klog, moden og livsklog, at han mindede mig om, at livet er fantastisk - no matter what. Den lille mand inviterede mig ud at køre på ATV - All Terrain Vehicle. På billedet kan I se, hvordan ægte naturfolk håndterer den slags. Olav satte sig bare op foran med Simen i armene - og så kørte vi. Med fuld tillid til hinanden og til livet. Og vi kørte direkte op ad bjerget med mig som dirrende chauffør. Jeg glemmer aldrig den tillid, de viste mig. Og den glæde ved livet, de besidder.

Efter Norge stod den på endnu en debut. Jeg var blevet booket til en polterabend for en kvinde, der netop er blevet kernesund. Og da jeg ankom til festen, var jeg virkelig nervøs. Jeg har jo holdt masser af foredrag og været radiovært i mange år, men det var alligevel lidt vildt at skulle holde et så intimt foredrag på en så festlig dag i et privat hjem. Så da Mia åbnede døren, var det ikke kun hende, der var ved at tabe underkæben. Det var jeg også. Men det blev en rigtig sjov og lærerig oplevelse, hvor jeg fortalte gæsterne og Mia om mit syn på sundhed. Og så var jeg så heldig, at Mia og hendes kommende mand har besluttet, at de vil løbe maraton - så jeg fik mulighed for at give dem et par gode tips til det.

Alt i alt var juni en nu og spændende måned, der måske tegner et lille billede af min fremtid. For det er den måde, jeg allerhelst vil arbejde på. Jeg vil gerne helt ud til de mennesker, der gerne vil høre om vores erfaringer og de muligheder, de giver. Jeg elsker at holde foredrag og være tæt på de mennesker, der er kommet for at lytte. Det giver mig en masse energi - og en masse glæde. Så det vil jeg fokusere meget mere på i fremtiden.

Og så vil jeg aldrig glemme lille Simen og hans forældre. De har fået en fast plads i mit hjerte. Simen har også inviteret Bertram til at komponere en sang, som skal bruges til velgørende formål. Det er et projekt, jeg virkelig vil arbejde på. Så jeg håber, at vi snart kan præsentere jer for at vidunderligt stykke musik, der både vil give glæde til dem, der lytter - og til dem, der skal have overskuddet.

/M

Det er alt, alt for længe siden, jeg har blogget. Derfor synes jeg, det er på sin plads med en eksistentiel blog.

Jeg har brugt de sidste par måneder på at finpudse alt det tekniske på hjemmesiden, og jeg må indrømme, at det har taget meget mere af min tid og mit overskud, end jeg havde regnet med. Men det har faktisk været fedt at arbejde med - især fordi det har givet en masse god dialog med de af jer, der har haft spørgsmål til siden og de nye funktioner.

Til gengæld er det ikke min langsigtede drøm at være webmaster. Derfor har jeg brugt en del tid på at reflektere over, hvor jeg hører til i Kernesund Familie. I vores gen del af familien er min rolle som mand og far jo veldefineret - men udadtil er det måske ikke så klart, hvad det er, jeg bidrager med.

Lige nu er jeg, udover webmaster, foredragsholder og debattør. Det er to ting, jeg elsker. Jeg elsker at være ude i virkeligheden for at inspirere og motivere så mange som muligt til at tage ansvar for deres egen sundhed. Det ligger også rigtig godt i tråd med min uddannelse som radio-journalist.

Jeg arbejder også ret meget med adfærdsforstyrrelser, selvom det ikke er så tydeligt lige nu. Jeg har været med til at stifte foreningen Vores Vej formelt, og nu er vi i gang med at nedsætte de udvalg, der skal sørge for hjemmeside, brochurer, presse, formidling af viden til både familier og politikere og fundraising. Det er vigtigt arbejde, der tager en del tid - men det er meget vigtigt for mig, fordi Bertrams adfærdsforstyrrelser jo er vores udgangspunkt.

Jeg er også i gang med et par spændende bog-projekter, men jeg kan mærke, at jeg vil mere end det.

Jeg vil for eksempel gerne bruge min viden om træning (og kombinationen af mad og træning) til at give flere muligheden for at tabe sig, gennemføre maraton-løb på en god måde - eller hvad de nu har lyst til med deres sport. Så jeg har sat sommeren af til at tænke over, hvordan jeg bedst kan gøre det!

Jeg kan også mærke, at jeg gerne vil bruge mere tid på at hjælpe flere til at komme igennem de udfordringer, de har. Jeg ved ikke mere om det - jeg ved bare, det er et drive, jeg har. Så jeg skal også bruge lidt af sommeren på at tænke over, hvordan det skal gøres.

Jeg kan mærke, at det giver mig en masse sommerfugle i maven at tænke på fremtiden og alle de muligheder og åbne døre, den byder på. Jeg kan også mærke, at jeg, for første gang i mit liv, SKAL vende tankerne indad, inden jeg kaster mig ud i nye projekter. Mit arbejdsliv har indtil nu været præget af, at jeg er fløjet igennem livet på automatpilot. Jeg har aldrig rigtig tænkt over, hvad jeg VIRKELIG gerne vil. Hvad JEG virkelig gerne vil. Jeg tror, jeg har været alt for optaget af at please andre og deres behov.

I dag ved jeg, at min gave til verden kun kan udfolde sig rigtigt, hvis jeg har mit eget hjerte med.

Så jeg vil finde og blive rigtig gode venner med mit hjerte i løbet af denne sommer!

Og så vil jeg med en boblende fornemmelse af spændt forventning glæde mig til at se, hvor sommeren og livet bringer mig hen!

/M

Jeg håber dæleme ikke, at jeg får uventet besøg i denne uge. For det første kan man jo ikke få Gevalia her - og for det andet er jeg alene hjemme med drengene. Så det er ikke nogen overdrivelse at sige, at huset ligner en slagmark med tøjbunker, Bakugan-kugler og myresoldater over det hele.

Ja, Ninka er på konference. Og når katten (hvilket rent faktisk er hendes kælenavn) er ude, danser musene på bordene. Kort sagt: Vi opfører os som rigtige mænd - og vi nyder det.

Vi står lidt senere op, fordi vi liiiige skal ligge og hyggesnakke.

Vi spiser morgenmaden lidt hurtigere, så vi når at komme afsted til sædvanlig tid. Og vores tøj er ikke helt så gennemført - men det vil vi da blæse på.

Om eftermiddagen står den på trampolinhopning, løbetur, leg med marsvinene, aftensmad og så i seng. Oprydninger er noget, vi gemmer til næste dag.

Men jeg har selvfølgelig styr på vores mande-kaos. For hvis det skal fungere, skal vi have den rigtige mad på de rigtige tidspunkter. Så morgenmaden er forberedt, så drengene kan komme i skole med stabilt blodsukker og godt humør. Her til morgen fik vi kyllingerester, lakserester og snittede grøntsager.

Madpakkeproduktionen starter lige inden, drengene står op. Jeg sørger altid for, at der er rigelige mængder aftensmad, så der er masser af godter til madpakkerne. I dag har de lidt økologisk pølse med, oksefrikadeller, grøntsagsburgere (ja, jeg prøver at snyde lidt ekstra grønt i dem) og så snittede grøntsager!

Ved hvert måltid sørger jeg for, at de får masser af olie - jeg har nemlig fundet ud af, at det er med til at stille sulten. Hvis de ikke får olie, bliver de alt for hurtigt sultne igen. Olien er også med til at stabilisere humøret. De får både kokosolie, fiskeolie og en god blandingsolie som Livets Olie. Desværre kan jeg ikke give dem olie med til frokost, så det er vigtigt, at morgen-olien bliver givet i rigelige mængder.

Vi er alene hjemme for tredje dag i træk - ud af 8. Så det skal blive spændende at se, hvordan vi klarer os.

I dag skal Bertram have en ven med hjem fra skole. Vennen skal først med til klaver, og jeg funderer meget over, hvordan jeg skal holde hans opmærksomhed fanget i den halve time, hvor han jo ikke kan gøre andet end at lytte. Og så tænker jeg meget over, hvad jeg skal gøre, hvis han bliver sulten, når vi er kommet herhjem. Det er jo ikke sikkert, han er sulten efter grøntsagsburgere, kyllingedeller og moussaka med rå mængder grøntsager. Men det plejer nu altid at gå - jeg vil bruge lidt tid på at forberede lidt lækkerier, der ikke ser hippie-agtige ud. Det er jo det, der er tricket. At få det sunde til at ligne noget helt almindeligt!

Jeg håber, I alle sammen får en dejlig solskinsdag!

/M

Vi synes, vi har en fantastisk blog, og nu vil vi gerne gøre den endnu mere fantastisk. Vi begynder nu at moderere bloggen for at sikre, at bloggen altid er positiv, konstruktiv og kærlig.

Det betyder, at vi fjerner kommentarer, der er det modsatte! Vi vil gerne have, at vores bloggere bliver mødt med den varme og åbenhed, de fortjener. Vi vil også gerne have, at dem, der skriver kommentarer i en positiv ånd, bliver mødt med det samme!

Vi tror på alle de gode energier, og vi er sikre på, at bloggen vil udvikle sig i en fantastisk retning, uden at vi behøver blande os alt for meget!

Jeg ønsker jer alle en fantastisk Påske, hvor I forhåbentlig har mulighed for at nyde det gode vejr sammen med dem, I elsker!

De bedste tanker!

/M

Klokken er 05.39, og jeg har lige sat (næsten) sidste hånd på vores nye site. Jeg sidder sammen med min gode ven, Jakob, der er programmøren bag sitet. Vi sidder i en kælder i Brønshøj og er begge meget trætte - men også meget glade, for nu er vi færdige. Eller det vil sige - næsten færdige. For vi har stadig nyheder i ærmet - og vi skal sikre at alt det nye virker, som det skal.

Det bliver lidt en live-test, hvor du er inviteret til med et smil på læben at møde de nye ting. Du er meget velkommen til at råbe højt, hvis du finder små ting, der ikke virker - så sørger vi for at få dem rettet så hurtigt som muligt.

Skriv til mig på mortenkernesundfamilie.dk - så reagerer jeg så hurtigt, jeg kan. Det bliver nok ikke lige i dag, onsdag den 18. april, for nu skal jeg have et par timer på øjet, inden jeg skal til møde med Venstres fødevarepolitiske ordfører, Tina Nedergaard.

Jeg håber, I kan lide sitet - vi høres ved!

/M

Vi arbejder på højtryk på at gøre vores nye hjemmeside færdig. Det betyder, at der kan være problemer med at se nogle af siderne i løbet af de næste dage! Vi håber, vi er klar med det nye site på mandag, og vi håber, at I har tålmodighed med os så længe.

Jeg lover at give den hele armen - og sørge for at programmørerne er i højt humør.

Vi glæder os helt vildt til at præsentere jer for alt det nye!

Rigtig god weekend til jer alle!

/M

Søndag var det jo kvindernes internationale kampdag, og jeg fejrede den sammen med min far - vi løb motionsløb sammen søndag morgen. Det har vi gjort så utrolig mange gange før, at jeg ikke har tal på det. Men det var en dejlig oplevelse, som jeg gerne vil dele med jer, fordi jeg har lært en masse af den.

Jeg startede med at løbe, da jeg var 7 år, fordi jeg så gerne vil løbe med min far, som jeg var MEGET imponeret over. Da jeg endelig fik lov, var jeg så stolt, at det ikke kan beskrives. Samtidig startede et langt og stærkt venskab, der har drejet sig rigtig meget om løb - men også rigtig meget om alle de andre ting, vi har været igennem sammen.

Min far, Ove, som han hedder, har været en del af alle mine op- og nedture på godt og ondt. Han har også været udsat for den næsten sædvanlige vrede, kun teenagere og unge børn kan føle for deres forældre. Og han har altid været der. Med og uden løbesko. Desværre for os, har vores forhold også haft et par pauser, fordi jeg følte trang til at adskille mig fra min far. Det er noget, jeg er rigtig ked af i dag. Dengang syntes jeg, han var helt umulig - og jeg kunne slet ikke se, hvor mit eget ansvar lå. Derfor så vi ikke hinanden i lange perioder, og når jeg kigger på det i bagklogskabens klare lys, ærgrer det mig, at jeg stod fast på min ungdommelige tro på, at det var MIG - og kun mig - der havde ret.

I dag ved jeg, at min far er et af de vigtigste mennesker i mit liv. Vi har en fælles forståelse, der ikke kun handler om at løbe, selvom løb tit er billedet på vores forståelse. Vi ved altid, hvor vi har hinanden - og vi kan bruge hinanden til at få løst alle de konflikter og knudefyldte tanker, der kan fylde sindet. Han ved, hvad det vil sige at have børn - så der kan jeg hente en masse uvurderlig viden og en masse gode erfaringer. Han ved præcis, hvad jeg er. Og hvad jeg har gang i. Ofte før jeg selv ved det. Og derfor kan han hjælpe mig med en masse ting, jeg ikke selv kan sætte ord på.

Derudover elsker han mig ubetinget - hvilket jeg alt for mange gange har glemt. I dag sætter jeg stor pris på den betingelsesløse kærlighed, der støtter og styrker mig! I dag ønsker jeg, at vi kan få så mange gode stunder sammen som muligt. Og jeg glæder mig til alle de løb og konkurrencer, vi skal mødes til.

Jeg håber, at alle vil tænke efter en enkelt gang, når de fordømmer deres forældre. Jeg har lært, at forældre måske nok gør en masse ting, man synes er pinligt, mærkeligt, latterligt - eller noget andet negativt. Men jeg har også lært, at de gør det af det bedste hjerter. Ud fra de forudsætninger, de nu har. Derfor er det i mine øjne en god idé at tælle til 10 (eller mere), når man synes, forældre er nogle knaldperler. På den anden side af den følelse er der nemlig en masse gode ting!

/M

PS. Tak for alle fødselsdagshilsnerne i går - det føles ikke anderledes at være 34, synes jeg!

Det er meget, meget positivt - men også nødvendigt, da det menes, at der i dag findes godt 3,5 mio. børn med autisme-spektrumforstyrrelser i USA alene.

Det er så stort et tal, at det er svært at forholde sig til, men herhjemme sagde man for 20 år siden, at der var en autist pr. 2500 børn. I dag viser nye tal, at det 1 ud af cirka 116. Der er med andre ord også rigelig grund til at kigge på budgetterne til autisme-forskning herhjemme.

Du kan læse mere om CAA på www.autismvotes.org/caa. Her kan man se, at amerikanerne har en meget bredere tilgang til autismespektrumforstyrrelserne, end vi har herhjemme. Det er jo også i USA, at Defeat Autism Now-netværket findes. Her arbejder 2.000 læger til daglig med kost og kosttilskud som behandling af autisme. Et område, der er sørgeligt overset herhjemme. Men det arbejder vi på at lave om på. Blandt andet tager Ninka med på Defeat Autism Nows kommende konference i Atlanta for at indsamle al den nyeste viden, der vil blive videreformidlet gennem foreningen Vor Vej, der nu er ved at blive stiftet formelt.

Vi glæder os til at sætte endnu mere fokus på dette område, da det, på grund af vores egen historie med Bertram, er vores hjertebarn. Vi vil råbe politikere og beslutningstagere op, så vi kan få hjulpet så mange børn og deres forældre som muligt.

Jeg elsker CHANGE-billedet af Obama. Jeg kan mærke, at forandringen er på vej. Også her i Danmark.

/M

Jeg ved, der er flere af jer, der følger med i debatten om sundhed, der heldigvis er der hele tiden. Lige nu er det mælken, der er det varmeste emne, og det er på mange måder rigtig godt. Men desværre er det sådan, at mediedebatten ofte forvirrer lige så meget som den åbner nye døre for forståelse.

Eksempelvis var der i denne uge en stor artikel om mælk i JP, hvor vores bøger bliver beskrevet som et opgør med mælken. Og der er da sikkert nogle, der opfatter dem sådan - men de handler jo om MEGET mere end mælk. Og deusden ønsker vi ikke et opgør mod mælken - vi ønsker blot en mere nuanceret debat - og nogle lidt mere nuancerede kostråd.

Jeg ved ikke præcis hvor mange danskere, der har valgt mælken fra, men jeg ved, at mælkesalget falder (hvilket det begyndte på længe før Kernesund-bøgerne kom på banen), Det betyder, at der er en masse mennesker, der har brug for nye kostråd. Vi vil jo gerne have, at myndighederne fortæller os, hvad vi kan spise og drikke, når vi nu ikke indtager mælk. I stedet får vi at vide, at det, vi gør, er forkert. Men for mig er det ikke forkert, når jeg ved, at jeg har vinket farvel til astmamedicin, snot, slim og forstoppelse. Især ikke fordi jeg kan se og mærke, at symptomerne kommer igen, hvis jeg indtager mælkeprodukter. Derfor ville det være superfedt, hvis myndighederne gav os råd og vejledning i, hvad vi kan spise i stedet for.

For mig handler det om respektere en befolkning, der har masser af viden på området - og kan finde endnu mere på nettet i løbet af ganske få minutter. Det nytter ikke at skælde os ud, som var vi uartige børn. Vi har en masse erfaringer - og vi ved, hvad der virker for os. Det kalder på respekt. Især fordi det jo kan inspirere og motivere andre danske, fødevareproducenter og supermarkeder til for alvor at sætte sundheden på dagsordenen.

Jeg kan mærke, at debatten er på vej i den rigtige retning - og det er jeg glad for. Je håber også, at alle jer, der ikke drikker mælk, lader være med at tage skeptikernes ord som personlige angreb. I virkeligheden er de bare nysgerrige efter at vide, hvad det er, vi har gang i. Derfor skal vi i mine øjne arbejde på at være positive og konstruktive - det er det, der på sigt skaber resultater.

Jeg håber, I alle får en god fastelavns-søndag - med eller uden mælkeprodukter

/M

Den 2. marts udkommer Kernesund familie sådan! i Norge under titlen Kjernesunn familie slik gjør du det. Ja, vi har ikke noget at gøre med, at ordet slik pludselig indgår i titlen, men nordmændene kommer heldigvis ikke til at misforstå det:-D

Vi har heller ikke noget at gøre med, at min bedste ven, Søren, er det eneste, der er blevet fjernet i den norske udgave. Søren begår den utilgivelige brøler, at han sidder med Bertram på skødet på et billede, hvor han jonglerer med en øl i den frie hånd. Den går ikke i Norge. Selv siger Søren, at det er ærgerligt, fordi det egentlig er utroligt, at det er lykkedes nogen at tage et billede af ham med en øl i hånden. Han er en joker, en skælm.

Men alt det andet er, som det skal være. Og der er allerede stor interesse i det norske. Og det vil vi gerne takke alle jer kernesunde danskere for. I har i høj grad været med til at starte en bølge, der nu er nået helt til Norge. Vi føler virkelig, at det er det store, kernesunde fællesskab, der skal have æren for det. Så TAK til jer alle.

Det er så fedt, at der er så mange danskere, der har taget ansvar for deres egen sundhed - vi håber, der er en masse nordmænd, der følger efter. Så følger svenskerne efter - og til sidst tager vi Berlin, som Leonard Cohen synger:-D

Nu vil jeg ønske jer alle en rigtig god weekend - enjoy!!!

/M

Jeg elsker at løbe, og jeg kan mærke, at jeg kommer til at elske løb endnu mere, fordi jeg er ved at have styr på nogle vigtige pointer.

I gamle dage var jeg jo konkurrenceløber med alt hvad det indebærer af vindermentalitet, det-skal-løbes væk og mus eller mand-tanker.

I dag er jeg meget længere med mig selv og min træning. I dag tænker jeg: Måske er det ikke ham, der kommer først, der har vundet løbet. Måske er det ham, der har haft den mest fantastiske løbetur i pagt med sig selv og sin krop?

Vi er jo alle sammen forskellige, og jeg kan mærke, at jeg føler mig ligeså meget som en vinder, når jeg bliver nummer 154, hvis bare jeg kan mærke med mig selv, at det har været et godt løb for mig. Det giver en masse ro, fordi jeg ikke længere behøver jagte sejrens sødme. For den blev ofte også til noget negativt for mig. Vindermentalitet betyder også pres og af og til bristede drømme/håb. Derfor bruger jeg virkelig meget energi på at mærke mig selv, mens jeg løber.

Og for at give mig selv ro til at mærke, hvem og hvad jeg er, prøver jeg ofte at løbe uden ur, pulsmåler og/eller GPS - og så prøver jeg at løbe nogle helt nye steder, hvor jeg ikke fokuserer på tiden eller hastigheden. Det gør man nemlig ofte, når man løber, hvor man plejer. Og så løber jeg, så længe og hurtigt, som jeg har lyst til. Nogle gange er det kun 25 minutter - andre gange er det halvanden time. Nogle gange går det hurtigt - andre gange går det virkelig. Men hovedsagen er, at jeg altid har mig selv med.

Og det giver mig uvurderlige redskaber, som jeg også kan bruge i alle andre aspekter af mit liv. Det lærer mig at sige til eller fra på baggrund af, hvad jeg kan mærke, jeg har behov for og lyst til. Det er fantastisk.

Så jeg vil opfordre alle, der har lyst, til at prøve at finde deres indre ur-løber. Den løber, der bare løber. Uden tanke på træningsprogrammer, tid, hastighed og alt det andet, vi løbere godt kan lide at tænke på. Det giver nemlig også mulighed for at se og nyde naturen - også selvom det er mørkt.

I morgen skal jeg løbe en dejlig tur med min superseje far - der vil jeg øve mig - for det er lidt sværere, når man er to eller flere - for så skal den gamle jo lige presses lidt op ad bakkerne!? Nej, ikke i morgen. Der vil jeg nyde hans selskab - og bruge kræfterne på at nyde skoven og stranden samtidig!

/M

Det er altid godt med ny inspiration, når de gode intentioner skal fastholdes. Derfor vil jeg benytte lejligheden til at fortælle om bogen Løb Dig Slank af Birgitte Nymann, der netop er udkommet på Politikens Forlag.

Bogen er en god guide til dig, der gerne vil i gang med at løbe. Der er masser af gode råd, masser af gode træningsprogrammer og masser af gode øvelser til alle de kropsdele, det også er en god idé at fokusere på, når du gerne vil dyrke løb.

Det er jo ingen hemmelighed, at løb kan være hårdt for muskler, sener og led, så det er en god idé at følge de anvisninger, der findes i denne bog. Eller i vores egen; Kernesund familiefitness. Du kan sagtens læse begge bøgerne, der supplerer hinanden glimrende.

Birgitte har den samme tilgang til kost og livsstil som vi, så på denne søndag vil jeg dele et af de fif med dig, som Birgitte også skriver om: Sovetricket.

Det er nemlig sådan, at rigtig, rigtig mange danskere - børn og unge inklusive - sover alt, alt for lidt. Herhjemme går vi helst i seng inden 22.30, og det gør vi blandt andet fordi, vi derved får nogle naturlige søvnfaser med, som ikke har noget at gøre med, hvor længe man sover - men med hvornår man sover. Derudover prøver vi at få mindst 8 timers søvn, mens ungerne får meget mere. Søvnen spiller en afgørende rolle, når det gælder vægttab, stress, koncentration og selvfølgelig generel restitution, der ikke mindst er vigtig, når du træner. En træt og øm krop får flere skader - så det er en god idé at passe sin seng. Og hvis man er heldig, indbyder den jo til øvelser, der også giver plusser på en masse andre konti.

Birgittes bog kan med andre ord varmt anbefales. Det kan en løbetur også...

/M

Jeg har ikke været her på bloggen siden sidste år, men det vil jeg råde bod på med en blog om min egen store passion, løb. Som jeg deler med mellem 7 og 800.000 danskere. Og lige nu er der rigtig mange, der er i gang, da nytårfortsætterne jo skal overholdes.

Så her får I først en samling gode råd til træning og derefter et bud på nogle af de løb, jeg selv elsker at deltage i om vinteren for at holde formen ved lige.

God råd til vintertræningen:

Det er en god idé at være opmærksom på, at det kan være hårdt for fødder, ben og resten af kroppen at træne på hårdt underlag, som man jo gør helt naturligt om vinteren. Mærker man smerter, er det en god idé at tage en hviledag eller to. Når man begynder igen, skal man være opmærksom på, om smerterne stadig er der. Er de det, er det en god idé at søge professionel hjælp så en eventuel skade ikke udvikler sig. I denne periode er det ekstra vigtigt at være opmærksom på, om man løber i de rigtige sko. Man skal helst købe sine sko et sted, hvor man kan få en løbestilsanalyse på et løbebånd. Så kan ekspedienten nemlig se, hvilken sko du har brug for. Der er flere, der falder for gode sko på udsalg her i januar, men det kan være lidt "farligt", hvis man ikke samtidig får analysen.

Selvom det er vinter, er det rigtig godt at være opmærksom på, at intensiteten i træningen ikke skal falde alt for meget. Kredsløbet skal også "presses" med intervaller om vinteren. Det betyder, at pulsen skal op med intervaller, fartleg, hurtige ryk, bakkespurter eller andre øvelser, der sikrer, at hjertet kommer på arbejde.

Så er vejret. Sne, is og kulde er ikke ting, der skal bruges som undskyldninger for at lade være med at løbe. Men det er ting, der kræver lidt opmærksomhed. Pas på, at du ikke falder eller vrikker om. Og vær opmærksom på, at meget hård frost eller bare lidt frost kombineret med meget blæst betyder, at din krop let bliver afkølet på udsatte steder som eksempelvis knæene. Godt, funktionelt løbetøj hjælper. Og opvarmning er ekstra vigtigt i denne tid. Især i forbindelse med intensiv træning.

Så er der vinterens motionsløb, som jeg selv deltager i med stor glæde. Her følger en liste over nogle af de løb, hvor man kan møde mig - og en masse andre glade løbere. Jeg ved godt, det er meget nordsjælland-agtigt, men det skyldes jo, at det er her, jeg bor. I må meget gerne komme med andre gode bud som kommentarer til denne blog.

Den anden søndag i månederne november til og med marts løber jeg Lystrup-løbet, som du kan læse om på www.soam.dk. Man kan løbe 3, 6 eller 9 kilometer cross - altså løb i skoven. Det er på store, reelle stier, så der plejer ikke at være problemer med at komme frem.

Den tredje søndag i de samme måneder løber jeg LIF Kondi i Allerød. Her kan man løbe 5 eller 10 kilometer på en ret kuperet cross-rute i Tokkekøb Hegn. Der kan være ret mudret, så det er altid spændende. Du kan læse mere på www.allerodatletikogmotion.dk.

Og så er jeg allerede begyndt at glæde mig til Påske-klassikeren Færgelundsløbet, der altid løbes Skærtorsdag. Det er den 9. april i år. Her kan man løbe 4,6 eller 6.9 på en ret hård crossrute i Færgelunden ved Frederikssund. Læs mere på www.fjordloberne.dk.

2. Påskedag er der så Helvede i Nord - et superfedt og ret hårdt crossløb i Tisvilde Hegn. Det er enten 10,8 kilometer eller halvmarathon i skoven, og det er, som navnet mere end antyder, ret hårdt. Men fedt - for der kommer næsten 1.000 mennesker og løber i skoven den dag. Det er et meget smukt og anderledes løb. Læs mere på www.nordtrim.dk.

Hvis du hører til dem, der har brug for motivation til at komme i gang, vil jeg anbefale Kernesund familiefitness, som kan købes her.

Jeg håber, vi ses til et af de nævnte løb - eller et andet. Og så ønsker jeg alle god træning!

/M

Det er jo ingen hemmeligt, at det var Ninka, der førte mig ind i det kernesunde univers. Og at jeg strittede imod i starten. Og at den historie nok har udspillet sig i en del danske hjem. For det er ofte kvinderne, der tager beslutningen om, at sundheden skal prioriteres. Og hvis der er adfærdsudfordrede børn eller børn med andre sygdomme med i ligningen, kan man være stensikker på, at det er kvinderne, der fører an i kampen for at give børnene et bedre liv.

Vi mænd skal liiiige bruge lidt længere tid på at få styr på følelserne og på den nye måde at anskue livet på, og jeg ved, at der er mange mænd, der desværre falder fra i processen.

Derfor gjorde mødet i den danske udgave af Vår Vei, som der allerede er skrevet en del om her på bloggen, mig så usigeligt glad. For der var mange mænd. Audun, der er gift med norske Kathrine, der er MOR til foreningen. Henrik, Bo, Allan, Larz, Thomas og så Søren her fra bloggen, som på billedet sidder sammen med sin dejlige Carina. Der var også andre mænd, som jeg desværre ikke kender så godt, at jeg kan skrive deres navne her. Men de var der, og det var fantastisk.

For det fortæller mig, at vi er på vej ind i en tid, hvor vi mænd ikke bare vrænger ad de mere eller mindre hippie-agtige sundhedsforslag, vores søde kvinder kommer med. En tid hvor vi mænd ligefrem kan være ligeværdige partnere i kampen for vores børn, vores familier og ikke mindst os selv.

Jeg har valgt at bruge et billede af Søren i denne blog, fordi han er en af mine store helte. Og den af de nævnte og dem, jeg ikke husker navnet på, jeg kender bedst.

Søren er en fantastisk mand, der faktisk ikke deltog i mødet i mandags, selvom det var ham, der havde sørget for det gode lokale og vand og en masse praktisk. For han valgte at passe sin søn, der havde det svært. Valgte at undvære et møde, jeg ved, han havde glæder sig utrolig meget til, fordi han prioriterede at støtte sin søn. Som han også gjorde, da han sagde sit job op for at være der for sønnen. Som han gør hver dag, når han prioriterer sin søns tilstand højere end alt andet.

Søren er en ægte far-kriger, der kommer til at være forbillede for alle os med ulige CPR-nummer. Det er mit store ønske, at han, og alle vi andre kan være med til at gøre det mere "normalt" for mænd at prioritere sundhed, børn og familie. Også selvom det koster på karrieren, fest- og fadølsbarometeret og tiden foran fjernsynet. Jeg har selv haft rigtig svært ved at prioritere alle de ting, vi gør for Bertram, da jeg i mange stunder har følt, at jeg gav afkald på mig selv. Men nu har jeg fundet en balance, der gør det muligt at være der for ham og resten af familien - og samtidig være der rigtig meget for mig selv. Det føles fantastisk. Også når det er hårdt. Og jeg er lykkelig for, at jeg har andre mænd at dele mine sorger, glæder og generelle tanker med.

Derfor håber jeg også, at der bliver endnu flere FAR-krigere. For vi skal også engagere os for at holde sammen på især de familier, der har udfordrede børn. Der er alt for mange familier, der skilles. Den statistik håber jeg, vi kan gå i gang med ødelægge!

Pas godt på jer selv i december-jaget!

/M

Jeg har stort set været alene hjemme med drengene de seneste 8 dage - således også i dag, hvor Ninka fejrer sin fødselsdag med en veninde. Og bare rolig - der kommer ikke en lang klagesang fra de varme mandelande om, hvor forfærdeligt det er at være alene hjemme.

Men jeg vil gerne dele mine tanker om det at være alene hjemme med jer, for jeg kan tydeligt se og mærke, at der er markante forskelle på at være en eller to.

Derfor vil jeg gerne starte med at sende et kæmpe cyberklap på skulderen til alle de enlige forældre, der altid klarer sig selv. Det er virkelig sejt, synes jeg.

Jeg vil også gerne sende en virtuel krammer til alle kvinder, for efter 8 dage alene på det gode Mauritson'ske skib kan jeg se, hvor meget en kvinde betyder for den mad, der bliver serveret. For bunken af vasketøj. For snavset på gulvet. For sengetøjet. For marsvinene. For Drengene. Og for mig. Kvinder er fantastiske til at få hjem til at fungere, og det får de slet ikke nok kredit for. Men jeg vil gerne tiljuble jer på vegne af alle mænd - jeg håber, I tror mig, når jeg fortæller, at vi mænd altid er lykkelige for jeres kæmpe huslige indsats. De fleste af os glemmer bare at sige det. Så det undskylder jeg også lige for på vegne af mit køn.

Jeg har virkelig prøvet at holde styr på det hele, men jeg må konstatere, at det kræver kondition som en Ironman - og en del flere timer i døgnet end jeg har. For jeg kan slet ikke sætte det huslige arbejde i system. Når jeg er færdig i køkkenet, vil jeg gerne lige læse lidt. Men så har jeg glemt vaskerummet, som jeg så må fixe alt for sent om aftenen. Og når jeg er færdig derude, vil jeg gerne i seng. Men så har jeg glemt drengenes tøj, der bare ligger og flyder på badeværelset, så jeg falder i det, når jeg vågner.

Jeg troede, jeg skulle se en masse videofilm, høre en masse musik og læse en masse bøger, mens jeg var alene hjemme. Men jeg har simpelthen ikke haft tid. Fordi jeg dog har prioriteret min søvn så højt, at jeg ikke har forsømt timerne under dynen.

Så jeg er selvfølgelig også glad for, at Ninka kommer hjem, så vi kan dele opgaverne igen. Men jeg føler mig også lidt skamfuld, fordi jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger. Huset bliver simpelthen ikke holdt ordentligt, når jeg er alene hjemme. Og maden bliver ikke varieret godt og ofte nok. Og drengene får lov til at løbe alt for meget om hjørner med mig, fordi jeg gerne vil bevare den gode stemning.

Misforstå mig ikke - jeg synes ikke, jeg er en dårlig far eller en dårlig mand. Jeg synes bare, det hele går meget bedre, når min kone er her.

Og jeg er ret sikker på, at det er tanker og følelser jeg deler med en del af dem, der har ulige CPR-nummer som jeg selv. Og jeg er også ret sikker på, at mange af dem er ligeså dårlige til at give udtryk for deres følelser omkring det, som jeg er. For vi vil så gerne virke maskuline og stærke. Så vi svarer bare: Det går skidegodt, når lillemor ringer hjem for at høre, om huset står endnu. Men inderst inde ved vi godt, at det kun er en sandhed med modifikationer, fordi der er så mange ting, vi ikke får ordnet på en ordentlig måde.

Og derfor vil jeg slutte med en opfordring til alle jer søde kvinder, der nogle gange er lidt for hurtige til at give os rap over nallerne for vores manglende evne til at rydde op, lave mad, smøre madpakker, give børnene tøj på - kort sagt holde hus. I har helt ret - men I ved bare ikke, at vi gør det så godt, vi kan. Det lever helt sikkert ikke op til jeres standarder. Men vi prøver.

Jeg håber, at I vil se gennem fingre med vores fejl og mangler, der egentlig ikke er fejl og mangler - men bare anderledes programmering.

Nu vil jeg forsøge at finde de steder, jeg kan finpudse, inden Ninka kommer hjem!

God weekend til jer alle!

/M

Men fredag lykkedes det. Og jeg ankom til Johnny Bengtssons klinik i Farum iført en pæn portion nervøsitet, som Johnny dog tog i opløbet ved at byde mig på en Gammel Dansk med citrus-smag. Jojo, det får man for lige at falde ned. Og missionen lykkedes. Jeg fik også to piller med aktivt kul, der skal hjælpe til, hvis der mod forventning ryger lidt amalgam ned i maven. Men det gør der selvfølgelig ikke hos Johnny, der er en af de få tandlæger, der arbejder så meget med fjernelse af amalgam-fyldninger, at han altid benytter sig af de nyeste teknikker for at sikre, at amalgamet ikke bliver i kroppen.

Selve fyldninger blev så boret ud og erstattet med plastik og ud over at bedøvelsen gjorde den ene side af mit ansigt lidt mærkelig de næste par timer, var der ingen komplikationer. Jeg fik også et par kul-tabletter til at gå hjem på - men flasken med Gammel Dansk kom ikke frem igen, selvom det var fredag!

Jeg er simpelthen så glad for, at jeg nu er amalgamfri. Jeg ved godt, at mange kritikere vil skrige PLACEBO-EFFEKT, når jeg fortæller, at jeg allerede synes, at jeg har en bedre fornemmelse i kroppen. Men jeg er ligeglad, for jeg har virkelig en bedre fornemmelse i kroppen. Om det skyldes det ene eller det andet er egentlig ligegyldigt for mig!

Jeg kunne skrive flere sider om de skadevirkninger, amalgamfyldninger kan give, men jeg vil bare lade min erfaring stå helt rent.

Hvis der nu er nogen, der er blevet inspirerede til at få fjernet deres fyldninger, glæder det mig. Og så vil jeg bare sige, at Johnny findes på www.sundtandpleje.dk. Hvis du ikke bor i nærheden af Farum, skal du ikke fortvivle, for der er andre tandlæger, der kan fjerne amalgam på den rigtige måde. Du kan altid spørge Johnny, hvor der er en dygtig tandlæge i nærheden af dig - vedkommende skal som udgangspunkt være medlem af DSOM (www.dsom.dk), fordi det giver dig en garanti for, at vedkommende har den rette tilgang til fjernelsen.

Jeg ønsker jer alle en god aften!

/M

Det har været en fantastisk dag, der startede med et interview på årets bogmesse, der jo egentlig hedder Bogforum.

Det var vores dejlige veninde, Mette Holbæk, der interviewede os. Mette er også en del af alle de nye ting, der sker her på hjemmesiden. Blandt andet er hun "redaktør" på Kernesunde Madpakker og på den e-kogebog med juleopskrifter, der snart kommer her. Så det var et på alle måder dejligt interview.

Men det, der slog mig mest, var den måde, vi blev præsenteret på. Vores forlag, Politikens Forlag, havde en rigtig, rigtig flot stand, hvor vores bøger stod og glimtede med plakat og det hele. Og så var det, at jeg kunne mærke den der ydmyghed, der nogle gange kommer, når jeg kan mærke, hvor stort vores "koncept" er blevet. I virkeligheden fortæller vi jo bare, hvordan vi selv lever, spiser og træner, så det er helt vildt at mærke den gejst, der er omkring det.

Især fordi jeg sagtens kan huske det første interview, jeg gav på bogmessen. Det var i 2001, hvor vi lige havde udgivet "Far For Første Gang", der var vores første bog. Der kom 5 og hørte interviewet. Og hvis man ville finde bogen på forlagets stand, skulle man være i familie med Sherlock Holmes.

Der er sket meget, og jeg jubler over den energi, vores livsstil har skabt. Det er utroligt, at kernesundheden har vokset sig til en tankegang, der berører tusindvis af danskere.

Det er jo ingen hemmelighed, at vi også møder modstand, men den er så utrolig let at håndtere for mig, fordi jeg kan tænke på alle de gode energier, vi har været med til at skabe. Kritik er mine øjne et udtryk for, at der er andre, der har en holdning til det, vi laver. Og det er der intet galt i.

Med al den gode energi, jeg har oplevet i dag, vil jeg bruge resten af aftenen på at slappe af og lade op, så jeg er klar til at arbejde videre for et sundere liv til så mange som muligt.

Rigtig god weekend til jer alle

/M

Sent i går blev der lagt en kommentar på bloggen i Ninkas navn. En kommentar, der muligvis er ment som en morsomhed, men som desværre ikke er det. I kommentaren skriver den person, der udgiver sig for at være Ninka, så det på alle måder ser ud som om, det er Ninka, der har skrevet. Det, der står i kommentaren, er af meget privat karakter og meget, meget usandt. Derfor er kommentaren skjult. Samtidig har vi valgt at melde skriveren til politiet, der nu har fået IP-adressen på den computer, hvorpå indlægget er skrevet.

Det er slet ikke vores stil at melde andre til politiet. Som de fleste her på bloggen ved, kan vi tåle det meste: Kritik, morsomheder, finurligheder, personlige spørgsmål, store følelser - you name it. Men vi kan ikke tillade at vores navne bliver misbrugt.

Denne blog er kun skrevet for at fortælle, hvad der er sket - og for at fortælle, at vi ønsker at holde denne blog så åben som muligt. Det kræver, at vores navne ikke bliver misbrugt. Derfor politi-anmeldelsen.

/M

Jeg har været lidt fraværende her på bloggen på det seneste - blandt andet fordi jeg har lyttet til en masse fantastisk musik, der har inspireret mig. Jeg har lyttet til gamle mænd, der har meget at sige. Jeg har brugt en del tid i selskab med Loudon Wainwright III, der netop har udgivet den fantastiske CD, Recovery. Han er fræk som en liderlig ungkarl - og dybfølt som en indiansk vismand, når han synger om sin datter, som han har et mildest talt anstrengt forhold til. Det er en CD, der minder mig om svundne tider, hvor det hele ikke behøvede at gå så stærkt - og ikke mindst om min skønne svigerfar, Max, som jeg desværre ser alt for sjældent. Han er en klog herre, som man kan lære uendelig meget af - og jeg ville ønske, vi ikke boede så langt fra hinanden. Men så må jeg trøste mig med Loudon Wainwright III.

Jeg vender altid tilbage til min største helt, Johnny Cash, der både beviste, at kærligheden overvinder alt. Og at man kan nå rigtig, rigtig langt ved at være sig selv og stå ved sine meninger. Også selvom det kan være fantastisk hårdt. Han var den selvbestaltede Man In Black, der altid gik i mørkt tøj for at æres dem, der har det svært. Han var altid på den lille mands side. Det er noget, jeg virkelig kan forholde mig til i denne tid, hvor det jo for mit vedkommende bare er sundhed, det handler om. Jeg elsker at lære af de tekster, den gamle mand skrev om og til sig selv, fordi de er så universelle. Når jeg lytter til hans musik, ved jeg, at jeg altid skal være mig selv - og aldrig fremhæve mig selv på bekostning af andre. Det er især i de svære tider, at jeg har brug for at holde fast i mig selv med Cash som hjælper. Og jeg ved, at jeg som han, aldrig vil give op. For som han synger: "You can stand me up at the gates of Hell, but I won't back down!"

Hans kærlighed til hans elskede June vil også altid være i mit sind. Det er den stærke og livslange kærlighed, jeg vil arbejde på at have sammen med Ninka. Vi skal passe på den og kæmpe for, at den altid vil hjælpe os igennem livet. På et tidspunkt fik Johnny Cash en meget voldsom diagnose af sine læger, der troede, at han skulle dø af en sjælden nervesygdom. De turde ikke sige det til ham selv, så de sagde det til June. Hun svarede bare: "Ja, det er muligt, det er en meget farlig sygdom, men den har vist aldrig prøvet at have Johnny Cash!" Det er kærlighed.

I dag har jeg også lært en del af Bertram, der simpelthen er så utroligt positiv for tiden. Da vi skulle ud at løbe her til eftermiddag, var jeg ikke selv særlig motiveret, fordi jeg har ondt i min fod. Men han blev ved med at sige, at han glædede sig til at komme i gang - og mens vi løb (han løb, jeg cyklede) blev han ved med at synge og lege tagfat. Det var så fedt, at han bare gjorde løbeturen til en fest, selvom hans far til at starte med var en gammel mukketud. Da vi kom hjem, var vi begge to super-lykkelige.

Nu vil jeg gå i seng - jeg ønsker jer alle en god nat!

/M

Så er vi klar med vores nye hjemmeside, og vi håber, at I kan lide den! Nu har vi klaret de første tekniske og grafiske udfordringer, og det betyder, at vi nu kan gå i gang med at lægge alle de ting på, I har savnet. Det betyder, at der vil ske nye, spændende ting over efteråret og vinteren.

Jeg øsnker jer alle en dejlig aften!

/M

Det har været en vild periode med mediestorm og deraf følgende pres. Men frygt nu ikke - jeg er ikke i gang med at prakke dig en Tudemarie-blog på. Jeg er for længst holdt op med at spille martyr, når det gør ondt, for jeg har opdaget, at det kun bliver værre på den måde.

Det er derfor, jeg vil dele mine tanker med dig. For jeg har nemlig lært, hvor vigtigt det er at holde fast i sit fokus. Især når det blæser op til storm. Det er i storm, at træet skal vise, om det kan blive stående. Det kræver gode rødder. Og det kræver rigtig meget arbejde at nå dertil, hvor man føler, at rødderne kan holde til alt.

Og ja, jeg er ligesom alle andre. Jeg har haft kort lunte i perioder, mens alt dette har stået på. Jeg har haft lettere ved at blive sur og irriteret, ja. Men som grundstemning har jeg virkelig prøvet at holde fast i mit fokus, der handler om at have et godt familieliv. Jeg vil ikke lade noget som helst udefrakommende ødelægge den stemning, der er herhjemme. Jeg lykkes ikke altid med det. Men jeg prøver. Og jeg arbejder med mig selv.

Jeg vil gerne invitere dig til at prøve det samme. Jeg har sat et billede af mig selv fra DM for veteraner på denne blog. Fordi det minder mig om, hvor fokuseret jeg kan være, når det gælder. Det er jo sjældent DM i en hverdag, og det betyder, at jeg kan have tendens til at glemme mit fokus. Mit fuldstændig enøjede syn på en given opgave.

Jeg bruger billedet til at minde mig selv om, at jeg kan holde fokus. At jeg kan lukke alt andet ude, når jeg vil. Det er virkelig godt at kunne, når livet er vildt og voldsomt.

Hvis du gerne vil prøve derude, vil jeg opfordre dig til at tænke over situationer, hvor INTET kan ødelægge din koncentration. Hvor du virkelig har styr på din egen tilgang til en given opgave. Og så kan du prøve at overføre det til hverdagen. Så er det ikke helt så let at blive sur over småting, og det er edder'mame en befrielse. Synes jeg.

I dag har jeg arbejdet, mens Ninka og drengene har været til træning og bowling. Jeg ville gerne have været med, men der var noget (meget), jeg var kommet bagud med. Nu er jeg foran igen. Og det giver mig mulighed for at fokusere på dem, når de kommer hjem. Jeg glæder mig til at se dem. Til at høre drengenes bowling-historier.

Det er så fedt at have en familie, og det bliver kun federe, når man fokuserer på alle de gode ting.

Jeg ønsker jer alle en rigtig god efterårsferie, hvis I skal have sådan en. Under alle omstændigheder håber jeg, at I kan holde fokus på de vigtige ting!

/M

Det var rigtig, rigtig godt, at vi endelig fik lejlighed til at tale sammen uden journalister som mellemled, for vi er jo i bund og grund ret enige, selvom det nogle gange kan se ret meget anderledes ud i medierne.

Vi besluttede i fællesskab, at tiden er inde til dialog, åbenhed og konstruktiv debat om sundhed. Så vi har aftalt, at vi i fællesskab opretter en Facebook-gruppe, hvor vi i en positiv ånd kan diskutere det emne, der optager os alle så meget: Sundhed.

Jeg ville bare lige dele det med jer - NU skal jeg i seng.

Godnat til alle!

/M

I morgen er der efter alt at dømme historier om os i Ekstra Bladet igen. Jeg ved ikke, hvad vinklen er - eller hvem der udtaler sig.

Jo, jeg ved, at jeg selv udtaler mig, fordi der kommer til at stå noget om vores kommende fond, der skal hjælpe familier med adfærdsforstyrrede børn. Ekstra Bladet ville gerne vide, hvorfor den ikke er oprettet endnu, og de ville også gerne interviewe vores revisions-selskab om det. Så det er nok kritisk igen.

Jeg vil gerne have, at I alle ved, at fonden stadig er under oprettelse, fordi det tager lang tid. Der er en masse formalia, der skal være på plads. Vi startede på arbejdet i februar, men jeg skal være ærlig at sige, at vi ikke har skyndt os, da fonden alligevel først kan få de 90 procent af vores overskud fra webshoppen, når det første årsregnskab foreligger. Og det gør det jo først i begyndelsen af 2009. Fonden er klar til den tid, og vi håber, at webshoppen kommer til at generere et stort overskud, der kan være til gavn og glæde for familier med adfærdsforstyrrede børn, der måske mangler støtte til mad, undervisning, kurser mm.

Ekstra Bladet spurgte også til den anden halvdel af overskuddet. Den tilfalder vores samarbejdspartnere i firmaet T3CMS, der ejer den anden halvdel af shoppen. Hvordan de vil bruge deres overskud, ved jeg ikke. Og det vedkommer i princippet heller ikke mig - jeg kan alligevel kun disponere over den halvdel, vi ejer.

Det har været nogle rigtig vilde og ubehagelige dage. Ninka og jeg er kede af det og frustrerede over den meget hårde tone i medierne. Vi er ikke sarte, og vi er ikke bange for kritik, men vores grænser er blevet overskredet meget klart de seneste dage. Vi prøver at tage det humoristisk og positivt, men det er svært. Vi har ikke rigtig lyst til at gå udenfor, fordi vi føler, at alle kigger ondt på os, fordi vi er det rene, kernesunde vanvid fra Hornbæk.

Men så læser vi alle de positive mails, vi får. Alle de positive kommentarer her på siden og på Ekstra Bladets hjemmeside. Og bliver mindet om, at den forandring som en masse mennesker har opnået, ikke kan standses af kritik og hårde ord. Der er jo tusindvis af jer derude, der har fået det bedre. Og er lykkelige.

Tirsdag morgen kørte Ninka med taxa til Helsingør, og hun delte sin frustration over Ekstra Bladets forside med Thorbjörg på telefonen. Da hun lagde røret, sagde taxachaufføren højst overraskende, at han ikke kunne forstå kritikken. Han brugte selv nogle af bogens råd - og han havde fået det langt bedre. Det samme havde hans familie. Det var så fedt at høre.

For et øjeblik siden ringede min gode ven, Thomas, der arbejder i byggebranchen. Han havde fortalt, at han kendte mig i frokoststuen i dag, og han regnede egentlig med, at en masse ville gå i gang med brænde negative bemærkninger af om det. Men stemningen var en helt anden. Der var en, der fortalte, at han og hans kone levede efter bogen, og at de aldrig havde haft det bedre. Han kunne pludselig overkomme sit arbejde - og de havde fået et fantastisk samliv. En anden fortalte om en familie i venskabskredsen, der lever efter bogen og har fået det markant bedre. Masser af positive røster.

Og det er dem, vi tager med i seng. Jeg har ondt i hele kroppen, og jeg er fyldt med en rastløs energi. Frygter morgendagens avis, selvom jeg ikke vil. Men jeg vil gøre alt for at sove godt.

Jeg ønsker jer alt det bedste derude, og jeg håber, at I vil blive ved med at sende os jeres positive historier - det er dem, der holder os oppe.

Godnat!

/M

I dag var jeg gæst hos De Nye Morgenhyrder på Radio 100FM for at fortælle om fitness-bogen. Og det blev til en lille vandretur ned ad mindernes allé.

For jeg var faktisk ansat på Radio 100FM for 3 år siden. Dengang spiste jeg hver dag en croissant til morgenmad og levede af kaffe og fede frokoster. Derudover var jeg stresset, og jeg fik aldrig trænet. Jeg kan huske en dag, hvor jeg talte med en sød kollega, der spurgte: Hvad er det, der er på vej ud mellem knapperne i din skjorte?

Det var så min mave. Der lignede et ubagt franskbrød ligesom resten af mig.

Så jeg blev så glad, da De Nye Morgenhyrder som det første sagde: Gud, hvor har du tabt dig! Der var faktisk gamle kollegaer, der ikke kunne kende mig.

Det har været en lang kamp, det skal Guderne vide. Men jeg er virkelig lykkelig for, at jeg ikke længere er et ubagt franskbrød, der i øvrigt havde verdens korteste lunte, når det kom hjem.

I dag er der ro på. Masser af kærlighed i familien. Og jeg er ved at blive den samme person, som da jeg var ung og veltrænet. Rolig, positiv og tilfreds.

Radio 100FM-besøget mindede mig om lille del af min egen historie om usund mad og usunde vaner. Og jeg håber, at jeg kan være med til at inspirere andre til at tage nogle af de positive valg, der kan være med til at ændre et trist liv med stress og jag til et skønt liv, hvor glæden fylder mest.

Og så minder jeg lige om, at vi i familien Mauritson bare er inspiratorer. Man behøver ikke være ligesom os. Bare man ændrer lidt, er jeg lykkelig, for så tror jeg på, at resten kommer.

Jeg ønsker jer alle en smuk dag - nu vil jeg gå i Egefeld, hvor Praxis vil interviewe mig om den slemme, slemme hvede

/M

Det har været en vild og dejlig weekend. Lørdag var jeg i Vejle til den årlige Helsam-messe, hvor jeg modtog prisen for "Årets Produkt" for Kernesund familie sådan!. Det var alle helsekostbutikkerne, der havde stemt, så det var jo en skøn pris at få. Og det var utrolig dejligt at mærke den varme stemning, der var ved festen, hvor alle butikkerne og leverandørerne var repræsenterede.

Selve prisen ses på billedet her til venstre - en forgyldt udgave af bogen. De skønne Helsam-mennesker fortalte mig, at det havde taget 5 uger. Jeg kan så trøste dem med, at det tog noget længere at skrive bogen...

I dag søndag stod den så på Vandløbet, hvor vi først og fremmest havde den store glæde at møde en del kernesunde, der også stillede op - og løb med os på de tre hold, vi havde lavet. Ja, der var desværre ikke rigtig nogen, der gad løbe med mig, så jeg løb lidt sammen med Oscar Umahro Cadogan og til slut alene. Min far havde en lille gruppe sammen med Bertram, mens der også var flere, der gik og småløb med Ninka og Melvin.

Det var fantastisk vejr, og det var dejligt at være med til at støtte det gode formål. Vi synes, det er rigtig, rigtig vigtigt, at der altid er fokus på de dele af verden, hvor spørgsmålet, om hvorvidt man skal spise for eksempel gluten eller ej, slet ikke er relevant, fordi man er nødt til at spise det, der er. Vi må aldrig glemme de lande, der ikke har den samme overflod som os, og jeg er lykkelig for at vide, at det lykkedes Dansk Røde Kors at samle over en million kroner ind på Vandløbet.

Nu er jeg allerede træt, så nu vil jeg finde min dyne.

Jeg håber, I alle har haft en god weekend - og at den kommende uge bringer jer masser af glæde.

/M

Jeg havde besøg af hele to tv-hold på en enkelt dag. Først kom 21Søndag og derefter Praxis. På søndag kan du se resultatet af det første interview på DR i programmet 21Søndag, der sætter fokus på mælk. Her kan du også møde Thomas her fra bloggen og hans familie.

I næste uge kan du så se mig sige stort set det samme i Praxis på TV2.

Begge indslag handler om mælkedebatten, og jeg fortæller om vores andel i diskussionen. Det er jo sådan, at de danske sundhedsmyndigheder med Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen i spidsen bliver ved med at sige, at vi SKAL have vores halve liter mælk om dagen i form af lette mejeriprodukter. De er ikke tilfredse med, at der er så mange, der er begyndt at skippe mælken. Det er jo umuligt at sige præcis hvor mange, der er holdt op med at drikke mælk på baggrund af vores bøger, men vi påtager os gerne en del af "ansvaret"! Vi siger jo, at man kan lade være med at drikke mælk i en periode for at se, om man kan tåle det. Det finder man ud af, når man reintroducerer mælken. Hvis man slipper af med snot, slim, forstoppelse, bumser, astma, allergi og i bedste fald adfærdsforstyrrelser, er det jo dejligt, at man kan få alle de næringsstoffer, der er i mælk fra andre fødevarer, der ikke giver problemer i kroppen. I Danmark hører vi kun om de positive effekter ved mælken, selvom der er mange internationale forskere og undersøgelser, der linker mælk til en række sygdomme. Vi synes, det er fair, at vi danskere også får de oplysninger, så vi kan træffe valget om, hvorvidt vi vil drikke mælk eller ej på et reelt grundlag. Det er det, jeg forsøger at fortælle i indslagene - og jeg håber, at det er det, der skinner igennem, når udsendelserne ruller.

Selv er jeg lykkelig for, at jeg ikke længere behøver astma- og allergimedicin - og at jeg heller ikke behøver give det til mine drenge. Og jeg er i særdeleshed lykkelig for, at Bertram er sluppet ud af autismen. For fire år siden gik han på specialinstitution og havde ikke et særlig godt liv. Det havde vi andre i familien heller ikke. Vi var stressede, usunde, trætte og langt fra lykkelige. Og vi vidste simpelthen ikke, hvad vi skulle stille op med Bertram. Vi var klar til at sende ham på døgninstitution, fordi han var så vild og havde så store problemer med at være tæt på os andre.

I dag har han selv lavet sine lektier, og på vores løbetur sang han tre sange, han selv har opfundet. Det er den vildeste transformation, og jeg bliver så glad, når jeg hører ham fortælle om skoledagen, for det er ikke længe siden, at jeg var sikker på, at jeg aldrig skulle ham fortælle om noget så simpelt som sin dag. For det kunne han ikke.

Vores farvel til mælken (og gluten og sukker) og goddag til motion, livsglæde og et fantastisk familieliv med glæde, smil og masser af kærlighed er det største, der er sket i mit liv. Og jeg glæder mig hver eneste dag over at høre om alle jer, der har oplevet eller er i gang med at opleve noget af det samme. Det kan hverken Sundheds- eller Fødevarestyrelsen tage fra os. Og derfor stiller jeg også beredvilligt op, når tv-holdene banker på døren, selvom det er hårdt og opslidende at skulle stå til ansvar overfor det danske sundhedssystem. Men den folkebevægelse, der er sat i gang, kan ikke stoppes. Og jeg håber af hele mit hjerte, at myndighederne snart tager imod vores gode erfaringer og bruger dem positivt, så endnu flere kan få et bedre liv.

/M

Det har været en ualmindelig smuk weekend for mig. Som nogle af jer ved, gik jeg for alvor i gang med at træne igen i januar - efter 14 års pause. Jeg stoppede som 19-årig, da jeg var blandt de bedste løbere i min aldersklasse. Det har jeg bittert fortrudt siden. Og jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg er gået i gang igen. Og stoppet. Med dårlige undskyldninger og frygt for ikke at leve op til fordums bedrifter som begrundelse.

Men i julen besluttede jeg mig for at komme i gang igen. For alvor. Jeg vidste, at det var ved at være sidste udkald, fordi jeg har ret høje mål om at løbe på nogle ret gode tider. Jeg kunne også mærke, at det blev sværere og sværere at tabe mig, fordi jeg aldrig havde styrke til at træne ordentligt i mere end en måned. Så jeg døjede med elevatorvægt i 14 år. Jeg vidste, at det var farligt. Og uholdbart. Og så var jeg oven i købet blevet helt vildt inspireret af Ninka, der var kommet rigtig godt i gang. Jeg kunne se, hvor lykkelig hun blev af at træne. Og hvor godt hun kom til at se ud af det.

Så jeg har trænet og trænet lige siden. Og årets mål var DM for veteraner, der løb af stablen i denne weekend, og det gik rigtig, rigtig godt. Faktisk er jeg nyslået dansk mester på både 800 og 1500 meter. De allerværste konkurrenter i aldersklassen var der ikke, så det var på en lidt billig baggrund, men det ændrer ikke ved, at jeg har fået en succesoplevelse, der er til at tage og føle på. Jeg er virkelig, virkelig lykkelig. Det er egentlig ikke guldmedaljerne, det handler om. Det er mere følelsen af at være tilbage. Jeg kan mærke, at jeg ALDRIG holder op med at løbe igen. Jeg elsker at træne, jeg elsker at konkurrere og jeg elsker duften af stadion. Jeg elsker også de andre gevinster: Bedre koncentration, mindre stress, mere energi og styrke - og en krop, der ikke er utrænet.

Og så er der stoltheden. I dag var Ninka, Melvin, Bertram og min barndomsven Jan med på stadion, og i går var min far og hans kæreste der for at se mig løbe 1500 meter. Og det er virkelig fedt at have succesoplevelsen sammen med dem.

Husk nu, at det ikke nødvendigvis handler om danmarksmesterskaber og medaljer. Det handler bare om at nå sine mål. Jeg ved, at der er mange af jer derude, der har nogle gode, udfordrende mål for jeres træning: Mål, der handler om tider, om at gennemføre og om at tabe sig. Og jeg vil bare huske jer på at samle på succesoplevelserne. Også de små. Det er dem, der giver næring til at holde fast i de gode vaner. Det kan være 5 minutter ekstra på spinning-cyklen, en god tid ved kvindeløbet eller bare en god træningsoplevelse sammen med en ven eller en veninde.

Jeg ønsker det bedste for jer og for jeres træning!

Hav en god søndag aften.

/M

Jeg skal beklage, at jeg har været lidt langsom ved havelågen i forhold til træningsprogrammerne til Vandløbet den 14. september. Men på søndag er der 3 uger til, så nu er det på tide.

I kan løbe med mig, der løber på cirka 20-21 minutter, med Bertram og min far, der løber på cirka 30-32 minutter eller med Melvin og Ninka, der løber og går ruten i Melvins tempo. Ninka må desværre ikke løbe for sin kiropraktor.

Derfor er der tre forskellige programmer, der tager udgangspunkt i, at man allerede nu kan løbe på den tid, der løbes på i en af de tre grupper.

Løbere, der skal afsted med Morten:

I er trænede løbere, der allerede nu træner en del. Så mit forslag er, at fortsætter træningen (med 4-5 træningspas pr. uge), og så sørger I for at løbe et "tempoløb" hver uge (ikke den sidste), hvor I løber i rigtig god fart i 25 minutter. I behøver ikke at måle, hvor langt I løber - eller forkusere på hastigheden. Jeg vil hellere have, at I mærker efter, hvordan I har det i kroppen. Løb tempoløb i uge 34, 35 og 36. Jeg vil også gerne have, at I fokuserer rigtig meget på restitution, så lad være med at løbe for stærkt. Og sørg for at få sovet godt, så jeres kroppe bliver udhvilede. I uge 37, som er den uge, hvor Vandløbet finder sted, vil jeg gerne have, at restitution fylder allermest. Løb kun rolige ture - især dagen før, hvor I bare skal jogge 20-30 minutter stille og roligt. I kan også give jer selv nogle flere fridage, så kroppen er helt klar til Vandløbet.

Løbere, der skal afsted med Bertram og Farfar Ove:
Hvis I ikke har løbet 5 kilometer i et stræk før, er det ikke denne gruppe I skal vælge. Det handler ikke om at overvinde og presse sig selv. Det handler om at få en god oplevelse. Så løbere, der skal med Bertram, skal gerne være løbere, der før har løbet 5 kilometer eller derover. Fra nu skal I gerne løbe 3 gange om ugen. I skal hver uge have en lang tur på mellem 35 og 50 minutter. Her skal I løbe stille og roligt, og det betyder, at det skal være i et tempo, hvor I hele tiden kan tale ubesværet. Så skal der være en intervaldag, hvor I varmer op i 10 minutter - helt roligt løb. Derefter løber i 3 gange 4 minutter i det tempo, som Vandløbet skal løbes i. Mellem hver af de 4 minutter holder I 2 minutters pause, hvor I bare går stille og roligt rundt og slapper af. I skal ikke stå helt stille - men gerne holde jer lidt i gang. Bagefter jogger I 10 minutter helt roligt. Den sidste træningsdag står på en rolig løbetur på mellem 20 og 35 minutter. I skal også sørge for masser af restitution og søvn. I den sidste uge op til løbet skal I ikke løbe intervaller - der løber I bare et par rolige ture på 20 til 30 minutter, så I er helt klar.

Løbere, der skal afsted med Melvin og Ninka:
I skal løbe 2 gange om ugen - og gå 2 gode ture. I skal dele løbeturene op i små bidder på 4-5 minutter alt efter træningstilstanden, så I løber 4-5 gange 4-5 minutter. I pausen går I 2 minutter. Gåturene må gerne vare helt op til en time, hvis I har tid til det. Men det vigtigste er, at I kommer i gang med at løbe, så I er klar til Vandløbet. Hvis I ikke er vant til at løbe, skal I mærke godt efter i kroppen, så I kan stoppe, hvis I får ondt. I skal sørge for at løbe på blødt underlag (græs, grus eller skovsti), og så skal I også sørge for masser af hvile og søvn.

Fælles for jer alle er, at skoene er den allervigtigste beklædningsgenstand. Løb er rigtig hårdt for sener, led og muskler, så det er vigtigt, at man har de rigtige sko på - det er nemlig dem, der blandt andet skal afbøde stødet, når I rammer jorden. Hvis I ikke allerede har løbesko, er det bedst at gå ind i en "rigtig" løbebutik, hvor I kan få en løbestilsanalyse på et løbebånd. Men analysen som værktøj kan ekspedienten nemlig give jer de helt rigtige sko. Der findes "rigtige" løbebutikker overalt i landet. I kan søge lidt på eksempelvis www.dourun.com, hvor der er gode links.

Vi glæder os helt vildt til at løbe med jer til Vandløbet.

Husk, at I stadig kan bestille løbetrøjer med Vandløbet- og Kernesund familie-tryk på mortenkernesundfamilie.dk.

/M

Som I ved, har der været en del debat om kernesundhed og alle mulige andre aspekter af sundhedsbegrebet på det seneste. Det betyder desværre, at der er opstået en masse myter, så jeg har dedikeret lidt af min arbejdstid til at undersøge myterne, så jeg kan gøre jer klogere. Jeg bruger min journalistiske tilgang til at få svar på de spørgsmål, der opstår i debatten. Derfor vil denne blog minde lidt om en artikel - og der vil komme flere blogs af denne karakter. Blogs, der altså ikke er så personlige - men mere en slags gennemgang af fakta.

Den første blog i rækken handler om ortoreksi. Herren til venstre er amerikansk læge og hedder Steven Bratman. Det var ham, der i 1997 opfandt begrebet. Det er så blevet brugt en del i den danske debat på det seneste - blandt andet som en slags beskrivelse af, hvad det er, blandt andre Ninka, Thorbjörg Hafsteinsdottir og jeg har gang i. En slags sygelig tilgang til sundhed er det blevet kaldt.

Ortoreksi eller orthorexia nervosa er nemlig også kendt som den fjerde spiseforstyrrelse, der altså er i familie med anoreksi og bulimi.

Men sagen er den, at ortoreksi ikke er en anerkendt diagnose. Det er sådan, at der findes et internationalt system til klassificering af sygdomme - det hedder ICD - International Classification of Diseases. Her figurerer ortoreksi ikke. Derfor er der heller ingen registrering af lidelsen i Danmark, hvilket Marianne Jespersen, der er afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen har fortalt mig i dag.

Det er også sådan, at ortoreksi ikke er så velbeskrevet i den medicinske verden. Søger man på ortoreksi i PubMed-databasen, der er den største medicinske database, får man 14 hits. Søger man på anoreksi, får man 20.059 hits. Anoreksi er selvfølgelig også en "ældre" sygdom/diagnose, men hvis problemet var enormt eller bare stort, ville der nok være mere end 14 hits.

Så er der spørgsmålet om, hvad ortoreksi er. Ifølge Bratman, der altså har opfundet ordet, handler det om sygelig tilgang til sund mad. Altså at man bliver så besat af sunde fødevarer, at man ikke kan spise andet - og ender med ikke at kunne eksistere normalt, fordi man kun vil have bestemte fødevarer. Det er nok her, koblingen til vores tanker om sundhed er opstået.

Men spørger man en af Danmarks eksperter på området, Birgit Petersson, der er lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Enhed for Medicinsk Kvinde og Kønsforskning, får man et lidt andet svar. Birgit Petersson har gennem mange år forsket i netop spiseforstyrrelser, og hun har i dag fortalt mig, at der er noget om ortoreksi-snakken. Men hun siger også, at "... Ortoreksi handler alene om overdreven motion - men nogle har haft en spiseforstyrrelse eller får et tvangspræget, men ellers ikke unaturligt forhold til mad. Behovet for motion er tvangspræget. Det, man tidligere kaldte anoreksia atletica, vil for en stor dels vedkommende gå under ortoreksi... (citat slut)".

I artikler om ortoreksi kan man næsten altid finde udtalelser fra Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser, der ikke har villet oplyse mig om, hvor mange henvendelser om ortoreksi, de har fået. De vil heller ikke fortælle mig, hvor mange der har henvendt sig på baggrund af vores bøger. De henviser til Sundhedsstyrelsen, som ifølge dem står for registreringen. Men Sundhedsstyrelsen registrerer altså slet ikke. Jeg har tidligere set en udtalelse fra foreningens formand, Anne Minor Christensen, hvor hun sagde, at de endnu ikke havde haft henvendelser om ortoreksi. Hun mente, det var fordi, det var pinligt at ringe om.

Jeg vil gerne understrege, at Ninka og jeg + Thorbjörg og Umahro og andre gode mennesker ikke er ude på at fortie en vigtig problemstilling. Vi vil faktisk arbejde på at sikre, at vores budskaber ikke kan misforstås - og dermed ikke bliver misbrugt.

Til gengæld er vi også interesserede i, at den offentlige debat er fair og saglig. Det er den ikke, når vi bliver kædet sammen med en lidelse, der reelt ikke eksisterer. Det er jo faktisk heller ikke fair, at alle jer, der træffer gode, sunde valg vedrørende jeres mad og jeres livsstil skal have trukket en diagnose ned over hovedet, når der reelt er forsket så lidt i den, at man ikke med sikkerhed kan sige, hvad sygdommen indebærer. Jeg slutter med linket til Steven Bratmans hjemmeside - så kan I selv læse, hvordan han definerer ortoreksi - www.orthorexia.com.

/M

Melvin skulle løbe 1 kilometer, og det gik rigtig godt. Vi stod forskellige steder på ruten og heppede på ham, og som I kan se på billedet, gav han den gas. Bagefter fik han en medalje, som han er MEGET stolt over. Han er en vindertype, der virkelig gerne vil op på "kassen", som han kalder præmieskamlen. Så langt kom han ikke i dag - men i hans egen bevidsthed er han den bedste, og det må jo være dejligt at have det sådan.

Bertram skulle løbe 2 kilometer, og det gik også rigtig godt - lige indtil han så mig på anden omgang. Så stoppede han op og begyndte at gå. For at hjælpe ham begyndte jeg at løbe lidt med, men det skulle jeg aldrig have gjort. Han råbte af mig, og det var tydeligt, at han virkelig hadede, at jeg løb med. Så jeg stoppede - men jeg tror desværre, jeg nåede at få ødelagt en del af oplevelsen for ham. Jeg tror, at han kan mærke, at jeg virkelig gerne vil have, at han skal klare sig godt. Jeg er egentlig ligeglad med om han vinder - og hvor hurtigt han løber. Jeg vil bare så gerne have, at han får en succesoplevelse. Det kan han tydeligt mærke, og han opfatter det helt sikkert som et pres. Så jeg har lidt dårlig samvittighed nu, hvor jeg i bagklogskabens ulideligt klare lys kan se, at jeg bare skulle have ladet ham gå lidt - det var jo det, han ville.

Ninka og jeg har talt om, hvorvidt han overhovedet skal løbe motionsløb, for han gider ikke rigtig. Han opfatter det som et pres, og vi tror, at det hænger sammen med alle de tests han har været igennem på grund af sine diagnoser.

Nå, nu er vi hjemme, Bertram laver lektier - og nu skal jeg selv ud at løbe. Så kan jeg jo tænke over, hvordan jeg ville have det, hvis min egen far begyndte at løbe med lige på det tidspunkt, hvor jeg er allermest træt...

/M

Jeg har ikke været så god til at holde jer opdateret på min krops forandring, men her til morgen har jeg igen været i nærkontakt med mit målebånd. Det fortæller mig, at der nu bare er 84 centimeter rundt om mit liv, som det så smukt hedder. Den 15. januar var der 99,5 centimeter, så der er forsvundet en del. Og jeg behøver vel ikke sige, at det føles fantastisk!?

Jeg går ikke op i min vægt, fordi vægten egentlig ikke siger så meget om, hvordan jeg har det. Den kan være lidt farlig, fordi den hurtigt kommer til at fylde for meget i bevidstheden. Det, der er vigtigt for mig, er min livskvalitet. Jeg vil gerne fungere godt, og jeg vil gerne have, at min krop virker optimalt. Det gør den ikke, når jeg måler 99,5 centimeter om livet. Lige nu er jeg rigtig tilfreds, så jeg tænker ikke længere så meget over, hvad jeg vejer og måler. Jeg har fuldstændig styr på min mad og min træning, og det betyder, at jeg kan tage det helt roligt. Det er dejligt.

Jeg ved, at jeg har smidt de 15,5 centimeter rundt omkring i nordsjællands skove, hvor jeg løber. Men jeg ved også, at de sidste centimeter røg, da jeg begyndte at passe rigtig godt på mig selv. Da jeg begyndte at gå i seng ved 22.30-tiden, var det som om, min krop fik den nødvendige ro til at finde sin egen måde at regulere vægt og størrelse på. Samtidig begyndte jeg at holde mig langt fra brød, der altid gør mig oppustet, forstoppet og doven. Jeg savner slet ikke brød længere - især ikke det hvide. Men nu er jeg også på et sted, hvor jeg ved, at jeg ikke behøver fokusere så meget på det. For jeg har fundet ind i en rytme, der gør, at jeg aldrig vil lade være med at passe på mig selv. Jeg vil med andre ord aldrig lade være med at træne eller lade være med at gå i seng i ordentlig tid. Så jeg har det bare supergodt.

Når jeg tænker tilbage på sidste efterår og vinter, bliver jeg virkelig glad. Jeg var stor, doven og ikke mindst opfarende. Der skulle ikke så meget til, før jeg gik og skældte ud på de søde væsener herhjemme. Det sker ikke længere (medmindre der sker noget uforudset, der gør mig stresset, vred eller ked af det). Så det har også hjulpet gevaldigt på vores familieliv, der er fyldt med ro og glæde.

Om lidt skal vi til motionsløb i Sorgenfri Slotspark med drengene - og jeg lover, at der kommer en lille blog med gode billeder i aften - så er det næsten som at være der selv!

God søndag derude

/M

Den 14. september har I en gylden chance for at røre jer - og samtidig gøre en god gerning. Den 14. september løbes Vandløbet nemlig i København, og formålet er at samle penge ind til vand til Afrika.

Vi er med, og vi håber, at rigtig mange af jer vil deltage. I kan læse mere på www.vandloebet.dk, hvor I også kan se, at vi er med i Løb med en kendt-kategorien - det vil være ekstra fedt, hvis I tilmelder jer i denne kategori, for så giver I nemlig et større bidrag til indsamlingen.

Vi tilbyder en komplet Løb med en kendt-pakke, for de hurtige kan løbe med mig, der vil løbe de 5 kilometer på cirka 20 minutter. Dem, der gerne vil løbe med Ninka (forudsat hendes hofte holder), løber på mellem 25 og 30 minutter. Så er der et hold med min far; Ove og Bertram i spidsen, der løber mellem 30 og 35 minutter. Og til sidst er der et løbe/gå-hold med Melvin og en endnu ikke navngivet hjælper.

Vi vil rigtig gerne støtte indsamlingen, så vi har indgået et samarbejde med PUMA Running, der betyder, at vi kan tilbyde jer en unik løbetrøje fra PUMA. Unik, fordi den både har Vandløbet-logo og Kernesund familie sådan-logo påtrykt. Du kan vælge imellem singlet (ærmeløs t-shirt) og almindelig t-shirt. Det er naturligvis rigtige løbetrøje i svedtransporterende, funktionelt materiale.

For at få fingre i en trøje skal du sende mig en email på mortenkernesundfamilie.dk. I emnefeltet skriver du Vandløbet - og i mailen skriver du, om du vil have singlet eller t-shirt - og i hvilken størrelse. Det skal du gøre senest den 26. august, for ellers kan vi ikke nå at få tryk på. Jeg vil så sende dig et bekræftende svar med et kontonummer, som du skal sætte 300 kroner ind på. Sådan en t-shirt koster normalt 250 kroner uden tryk. Overskuddet går ubeskåret til Vandløbets indsamling. Jeg udleverer trøjerne på selve løbsdagen, hvor vi vil være at finde i Løb med en kendt-teltet sammen med skønne mennesker som Umahro, Thorbjörg, Andrea Elisabeth Rudolph og andre, der også løber med.

I denne weekend vil jeg lave træningsprogrammer til de 4 hastigheder, hhv. jeg, Ninka, Bertram og Melvin gennemfører Vandløbet i. De bliver lagt ud her på bloggen. Så kan I følge dem for at blive helt klar til 14. september, hvor vi virkelig håber, at I vil være med til at bakke op om det gode initiativ.

Vi ses

/M

Som en del af jer ved, har jeg brugt det meste af foråret på at skrive Kernesund familiefitness, der nu endelig er i trykken. Det tager lang tid, så den er først i butikkerne den 23. september. Det er bare så fedt, at den nu er færdig, og jeg glæder mig virkelig til at vise jer resultatet. Eller rettere: Vi glæder os. Selvom det mest er mig, der har skrevet, har Ninka selvfølgelig også sin store andel. Og det gælder også Bertram og Melvin, der jo har været "prøvekaniner".

Bogen handler om at få gang i motionen - både sammen og hver for sig. Vi tager hårdt fat i undskyldningerne, som vi jo selv har haft en del af. Og vi håber, at vores historie kan inspirere en masse af jer.

Den har i hvert fald inspireret vores egne drenge. I dag VILLE Bertram cykle til sin første dag i SFO efter sommerferien. Selvom det piskede ned. Så vi tog regntøjet på og overvandt de 8-9 kilometer. Melvin er helt vild med at løbe for tiden, og han er meget interesseret i at "komme op på kassen"! Det er så sejrsskamlen han mener. Så når han løber, foregår det stort set kun i topfart - vores egen lille, hvide Wilson.

Jeg skal også huske at reklamere for Vandløbet den 14. september. Her er vi med til at løbe penge ind til vand til Afrika. I kan læse mere på www.vandloebet.dk. Jeg har overtalt min far til også at løbe med, så man kan løbe med både mig og Ninka og drengene, der vil have farfar med som fartholder. Vi glæder os til at være med til at gøre en forskel, og vi håber, at der er mange af jer, der vil være med!

Hav en dejlig, regnvåd mandag!

/M

Jeg håber, I nyder sommeren, der endelig er kommet på besøg. Vi har været så heldige i denne uge. Onsdag stod den på fantastisk mad og super selskab hos Søren og Carina i Køge. I går havde Ninka og jeg alene-aften - og den brugte vi hos Christian og Karen i Hvidovre, som vi ser alt for sjældent. Der var lækre salater, grillkylling og oksekødspølser med himmelsk smag (som jeg kun har fået referet, fordi jeg skal holde igen med oksekødet). Og så var der igen super selskab. Vi grinede meget af hinanden, gamle dage og så Christian og Karens "børn" - hundene Zowie og Svante, der gav gode shows.

Drengene blev passet af Johanne, vores skønne babysitter. På en eller anden måde havde de fået os overtalt til, at de skulle se en Batman-film - altså en af dem for voksne. Vi ville egentlig ikke have, at de så den, men jeg tror, vi var enige om, at det måtte stå sin prøve. Og jeg må sige, at Bertram og Melvin var seje. Efter 15 minutter meddelte de Johanne, at filmen var alt for uhyggelig - så den ville de ikke se. Så det blev til Lucky Luke i stedet. Der kan man da tale om at mærke efter.

Jeg skal også huske at fortælle om tirsdag, hvor jeg var ude at løbetræne med Søren Reif fra www.reifwolff.dk, der jo blandt andet sælger infrasaunaer og VitaMix-maskiner. Han deler min passion for 800 meter-løb, så vi løb gode intervaller på Lyngby Stadion og sluttede af med god mad på RizRaz i København, hvor der er en god og billig buffet. Det var fantastisk at være sammen med en mand, der om muligt lever sundere end mig, så det for en gangs skyld ikke var mig, der satte dagsordenen på det område. Søren lever ikke bare uden mælk, sukker og gluten - han holder sig også fra stivelse - og stort set også kød. Desuden er han ved at gå 100 procent raw food, så han spiser ikke mad, der har været varmet op. Jeg er så glad for at have mødt ham, fordi løbere (og mange andre sportsfolk) er nogle af de mest konservative, når det gælder kost. Den står ofte på pizza eller burger og cola efter træning. Det er noget, jeg rigtig gerne vil arbejde på at ændre - så det er godt, at der er gode forbundsfæller. Jeg var selvfølgelig en time i infrasauna efter intervallerne - og det resulterede i "gode ben" dagen efter, hvor jeg hverken var øm eller stiv. Fantastisk!

Nyd solen

/M

I dag har vi fejret Bertrams 9 års fødselsdag, og det har været en dejlig oplevelse. Bertram fik en superfed cykel, som han allerede har trillet en del på, selvom der har været mange heftige byger. Han har også fået gode bøger, en ridderborg og lidt tøj. Men først og fremmest har han haft en skøn dag.

For få år siden var det umuligt at holde fødselsdag for Bertram. Han blev forvirret af de mange mennesker, af gaverne - og det betød, at vi havde nogle totalt stressede fødselsdage, hvor Ninka og jeg prøvede at få det hele til at fungere - det lykkedes bare aldrig helt. Det var superstressende. Og bagefter var vi alle altid helt færdige og kede af det, fordi vi selvfølgelig gerne ville give vores søn en dejlig dag.

Det er ikke den første gode fødselsdag, vi har holdt for Bertram - men det er den første, jeg skriver om. Den var selvfølgelig gluten-, sukker- og mælkefri, men der var alligevel dejlig pizza'er og kage fra Sandra og Intermezzo i Taarbæk ( www.i-mezz-o.com). Og der var ro på. Vi voksne legede med ungerne, når vi ikke talte med hinanden - og det var der faktisk tid til. Jeg byggede Bertrams ridderborg for ham (Melvin hjalp godt), og jeg blev ikke sur og stresset som i gamle dage, selvom den var lidt svær at samle for en fummelfingret personage som mig. For der var ro på. Også selvom der blev danset og spillet høj musik.

Ninkas yngste søster Barbara er her med sin søn Samuel, der lige er fyldt 1 år. Og selv med en skøn lille krudtugle er der ro på. Nu sover de 3 drenge sødt - og vi skal bare hygge.

Det er så utroligt, at vi nu kan holde rolige fødselsdage, hvor der er masser af smil og glæde. Før var det sammenbidte forældre, der prøvede at få det hele til at se godt ud. Og børn, der mærkede de forsøgt skjulte negative vibrationer og reagerede med larm og ballade.

Det er vildt, at vores kostomlægning har betydet så meget. Nu vil jeg glad og tilfreds gå ind i stuen til Ninka og Barbara og få mig en kop urtethe og et godt grin sammen med dem - Barbara er supersjov.

Jeg ønsker jer alle en god aften - og gode børnefødselsdage

/M

I år var alt anderledes. Jeg vejer omkring 80 kilo, og jeg behøver ikke skamme mig, når jeg er i poolen. Det gjorde jeg altid før. Mens jeg prøvede at joke med, at rigtige mænd jo altid har plads til en fadøl ovenpå ølvommen. Inderst inde hadede jeg det, men jeg gølte ikke, jeg kunne gøre noget.

På denne ferie har jeg ikke rørt alkohol, og jeg har levet næsten 100 procent uden gluten, mælk og sukker. Jeg har trænet næsten hver dag, og jeg har sovet cirka 10 timer hver nat. Det har gjort underværker. Vel hjemme er jeg frisk, glad og klar til hverdagen. Det er noget helt nyt.

Jeg ved, at der også er rigtig mange mænd, der synes, ølvommen er pinlig. Men som ikke føler, at de kan gøre noget ved den. Sådan havde jeg det også. Nu ved jeg, at et sundt liv giver det ønskede resultat - og jeg holder fast, for jeg kan mærke, at styrken, friskheden og glæden ikke er væk. Jeg har gemt det hele meget godt i et spæklag i mange år - nu er jeg klar til at leve ordentligt igen. Hurra!

/M

Så er vi hjemme fra Østrig, hvor vi har slappet totalt af i 14 dage. Med kernesundhed på bagsædet gik køreturen til og fra også helt fantastisk.

Vi er lige ved at lande i vores hjem, men jeg kan glæde jer med, at Ninka skriver en længere blog med masser af feriebilleder til i løbet af i dag!

Selv kan jeg stolt fortælle, at jeg for første gang i over 13 år er under 80 kilo. 14 dages fred, højdetræning og masser af god mad gjorde udslaget. Det er så fantastisk. Jeg skal ned omkring 77-78 kilo, hvor jeg skal stabilisere mig - meget mere om det

Hav en smuk dag derude...

/M

Vi har virkelig brug for fred og ferie, så vi har besluttet, at computeren ikke kommer med. Så vi blogger ikke, mens vi er væk. Jeg håber og tror, at de andre, skønne bloggere vil berige jer så rigeligt, mens vi er væk.

Vi ønsker alle en god og kernesund sommer

/M - med solskinshilsner fra Ninka, Bertram og Melvin

Ninka, drengene og jeg er lige kommet hjem efter en fantastisk uge på Vestjyllands Højskole, hvor vi har afholdt kernesund camp med 62 voksne og 27 børn.

Det har været spændende, lærerigt, hårdt og sjovt for alle involverede.

Der er blevet brudt en del mønstre, og der er mange, der har fået aha-oplevelser med egne kroppe.

En del af deltagerne havde allerede været i gang med livsstilen i et stykke tid, og til vores overraskelse var der også en del, der aldrig havde så meget som bladret i bøgerne, så de fik noget af et sukkerchok, da de fandt ud, at hele forløbet var sukker-, mælke- og glutenfrit.

Men jeg skal lige love for, at alle fik mærket deres kroppe på en ny måde. Vi startede med laber morgenbuffet klokken 8 hver dag, og klokken 9.30 stod den på motion i enten gang eller løb eller en kombination. Derefter var dagene fyldt med foredrag, mønsterbrud, kernesund mad, shots, tudeture, opkast og en masse erfaringsudveksling.

Ninka er jeg er stadig helt høje på oplevelsen, fordi det var så intenst at se så mange rykke sig så meget. Vi kunne næsten ikke forlade hinanden i dag, og jeg ved, at der er knyttet kernesunde bånd, der aldrig bliver brudt.

I morgen bør der være tid og kræfter til at lægge lidt billeder på...

Men nu vil jeg sove

/M

Så er det sommer, solen skinner, der er grill og bål i haverne - og hvad skal der på? Der skal pølsehorn på. Og i dag har Ninka lavet de fineste pølsehorn til drengene, der normalt ikke får denne ædle spise. Pølserne er fra slagter.dk og de kan købes i velassorterede helsekostbutikker, der har køledisk.

Dejen er hjemmelavet, og opskriften er ikke skrevet ned og derfor ikke målfast. Men prøv jer frem som Ninka gjorde i dag:

Lidt under en halv liter rismælk

1,5 spsk. Fiberhusk

Lidt kardemomme

Lidt salt

En halv deciliter olivenolie

Boghvedemel blandet med fuldkornsrismel blandet i, til det er en fast dej

Rismælken opvarmes let og alle ingredienserne køres i røremaskinen og hæver en halv times tid. Snoet om pølserne og bagt, til de er færdige ved 160 grader.

Drengene og jeg har haft ild i vores nye bålsted for anden gang - de elsker det. Og der er masser af godt samvær at hente ved bålet, men man skal selvfølgelig været meget opmærksom på drenge, der ikke har den store respekt for ild (før de har været lidt for tæt på - hvilket helst ikke skal ske).

Rigtig god weekend til jer alle - i morgen tager vi i Zoo for at fejre min mors 61 års fødselsdag. Pølsehornene er med i madpakken, da vi ikke regner med, at der er så meget sund med i Zoo (medmindre vi må låne lidt af dyrene - der står jo ikke noget om, at de ikke må fodre os...).

/M

I dag har jeg også været en lille, hjælpeløs dreng. Ninka er til foredrag i Jylland, så jeg er alene hjemme med drengene. Og på overfladen går det meget godt, men jeg er elendig til at planlægge mit arbejde, min mad, min træning og drengenes ditto, når jeg er alene hjemme.

Det er på en måde ret patetisk, men det er som om, jeg mister overblikket, når Ninka ikke er her. Så forfalder jeg til min gamle vaner, hvor jeg arbejder igennem uden at tænke over, at jeg også skal have mad. Så bliver det til en hurtig frokost stående i køkkenet. Jeg nåede heller ikke at træne, inden drengene kom hjem, og det betyder jo så, at jeg slet ikke når det i dag, fordi jeg jo er alene med dem.

Nu sidder jeg så her ved computeren. Alt for sent. Og med dårlig samvittighed. Overfor mig selv, fordi jeg har glemt at tage mig af mig selv. Og overfor drengene, fordi jeg ikke har været ordentligt til stede for dem i dag.

Nu har jeg til gengæld planlagt torsdagen, så jeg ved, at jeg får en god dag. Sådan skal det se ud:

7.00 - Op. Lave morgenmad og madpakker til drengene, mens vi tager det stille og roligt.

8.15 - Afsted til børnehave og skole.

8.45 - Løbetur i skoven ved Melvins børnehave.

11.15 - Sommerdæk på bilen - ja, det er vel tids nok her i slutningen af maj...

12.00 - Hente Bertram i skolen.

12.30 - Frokost med Bertram i skoven.

13.15 - Til klaver med Bertram.

14.00 - Indkøb af mad og printer. Lidt mærkelig sammensætning - men printeren er i stykker!

15.30 - Hente Melvin i børnehaven.

16.00 - Løbe med drengene.

18.00 - Aftensmad.

19.30 - Putte drengene med godnathistorie og kram.

20.00 - Arbejde.

Senest 23.00 - På hovedet i seng.

Så er der prioriteret og planlagt. Nu ved jeg, at computeren slet ikke skal tændes før 20.00, for jeg skal fokusere og holde min plan.

Nu vil jeg gøre mig klar med en lur.

Godnat!

/M