Kære Morten og Ninka
Først og fremmest vil vi gerne sige TAK!
Uden at kende os, eller nogensinde at have mødt os, har I været med til at gøre en stor forskel i vores liv. Tak fordi I er modige nok til at formidle det I tror på trods stor kritik.
ELISA FØR:
Jeg har altid været den pæne pige. Alt var "perfekt", høje karakterer i skolen, velopdraget, veltalende og intelligent. Jeg er den ældste af 4 piger i en (dengang) kristen familie.
Men bag alt det perfekte lurede angsten, ensomheden, de spiseforstyrrede tanker og en lille skrøbelig pige med meget lavt selvværd!
Første gang jeg begyndte at tabe mig var jeg 11 år. Jeg har altid haft et billede af mig selv som grim, forkert og alt for tyk, selv da jeg vejede 32 kg i 7 klasse, eller da jeg var 18 år, levede af æbler og vejede 46 kg.
I perioder var jeg meget påvirket af angst for alt muligt. Det ku være offentlige transportmidler, sygdomme osv. Denne angst fulgte med op igennem årene. Jeg tror ikke mine forældre lagde mærke til hvor svært jeg havde det dengang. "Sådan var det jo nok bare i den alder" og "hun skød jo bare i vejret", sådan tænkte de.
Den sommer hvor jeg blev 16 gik jeg igen på slankekur, efter nogle år hvor mit fokus på vægten havde været lidt i baggrunden, og da vinteren kom, fik jeg min første depression. Pludselig kunne jeg bare intet, og det var virkelig hårdt for den pige, der var vant til altid at præstere. Siden har mine vintre været præget af svære depressioner, værre for hver gang.
Jeg har været i gang med en masse skole og arbejdsforløb, men intet kunne jeg gennemføre for min sygdom vendte altid tilbage, og til sidst måtte jeg simpelthen isolere mig fordi jeg følte mig for tyk til at jeg kunne tillade mig at have et arbejde eller få en uddannelse, gå i byen, se mine veninder eller være sammen med familien. Til sidst var alting bare så forfærdeligt at jeg ikke kunne se anden udvej end at tage mit eget liv. Jeg blev hentet af politi og ambulance i min lejlighed, og tvangsindlagt. Dette skete flere gange.
Jeg endte med at være sygemeldt i over halvandet år. Jeg har i perioder overvejet om jeg nogensinde skulle blive rask, og efterhånden kunne jeg kun se førtidspension som eneste mulighed for mig. Offentlig behandling er nærmest umulig at få, når man er normalvægtig og det har jeg været de sidste 2 år. Jeg mener ikke at vægten er afgørende for hvor spiseforstyrret man er, tværtimod! Mine perioder som anorektisk har været de "nemmeste" Dér kunne man i det mindste SE at jeg var syg.
Jeg var indlagt sidste gang i sommers pga. tilbagevendende selvmordstanker, og jeg var desuden begyndt at tabe mig meget igen. Under denne indlæggelse tog jeg en beslutning: Jeg ville være rask, og da systemet gang på gang havde vist at de ikke kunne hjælpe, vidste jeg at det var MIG alene der måtte tage et ansvar.
Jeg kendte godt lidt til kernesund, jeg har jo læst diverse bøger om slankekure og kost, men denne her var anderledes. I stedet for at fokusere på vægttab og lav-kalorie diæter, så handlede den om at få en sund, glad og rask krop. Som bonus tabte mange sig af det, og det ville jeg jo også gerne opnå! Jo mere jeg læste om det, jo mere interessant blev det!
NU kan jeg tydeligt se at jo mere aspartam, jo flere afføringsmidler og jo mere sult, bræk, sukker, cigaretter og overspisning der var i mit liv, jo mere syg blev jeg! Jo mere jeg mishandlede min krop, jo dårligere fik jeg det psykisk. Der ER en sammenhæng!
MICHAEL FØR:
Som barn var jeg totalt ustyrlig og langt uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg var meget følelsesmæssigt distanceret og måtte i en periode udfylde en slags humør-kalender hver dag, med glad, sur og neutral smiley for at kunne udtrykke hvordan jeg havde det. Jeg kom i specialklasse, sloges med andre børn og fik aggressive udbrud næsten dagligt. Ofte startede min dag med guldkorn, toastbrød eller slik, hvilket var størstedelen af min kost.
Som teenager tog den aggressive adfærd til og jeg begyndte at færdes i kriminelle miljøer. Stadig levede jeg af slik, chips og sodavand. Madpakken blev smidt ud og selv sent om aftenen/natten stod jeg op i min jagt efter sukker. I weekenderne levede jeg højt på sprut og stoffer.
Kort tid efter jeg var blevet 18 år blev jeg anholdt og sigtet for narkosalg, dødstrusler og pengeafpresning. Jeg endte med at blive dømt for trusler og afpresning og blev så sendt ud i friheden til senere afsoning efter næsten 4 mdr. i varetægt.
I fængslet blev jeg som en af de få, tilbudt terapi for at lære at styre min aggressive adfærd, hvilket hjalp en del. Jeg lærte at styre min vrede, men den forsvandt ikke.
Jeg boede sammen med en kæreste i ca. 5 år, og selvom vi spiste almindelig mad, var det ikke unormalt at jeg flere gange om ugen kunne køre i kiosken og købe for 150-200 kr. slik. OG formå at spise til jeg var ved at kaste op. Når jeg så gik i seng tog jeg slikskålen med ind på mit natbord og morgenen efter havde jeg tømt den. Det skal også lige siges at vores almindelige mad oftest bestod af hvide ris eller pasta som hovedingrediens. Frugt og grønt var en sjældenhed.
Jeg følte mig tit uoplagt, stresset og jeg følte ikke jeg kunne magte mit arbejde. Jeg havde intet overskud i hverdagen og det eneste jeg kunne tænke på var at sove så jeg kunne blive frisk, men lige lidt hjalp det. Når jeg vågnede efter en hel nats søvn var jeg stadig udbrændt.
For halvandet år siden blev jeg kærester med Elisa. Vi boede nærmest sammen fra starten af, og hos hende blev jeg introduceret for en mere grøn og ”light” livsstil, men stadig steg mit slikforbrug, og det samme begyndte at ske med min vægt!
Til sidst kunne jeg på en dag fx spise: for 100 kr. slik, 1-2 ltr. Flødeis og noget ”rigtig” mad som kunne være en frokostbolle fra bageren eller en pizza. Mc Donald blev også en stor udgift på budgettet jeg ku spise der flere gange om ugen, og der fik jeg typisk en stor big mac menu+3 cheeseburgere(mindst) og sommetider lige en milkshake til at slutte af på. Nogen gange har jeg endda bestilt 2 store menuer til mig selv.
Om aftenen, efter mit besøg på Mc Donald og turen i kiosken, havde jeg bestemt ikke lyst til sex eller til at have min kæreste tæt på mig. Jeg svedte helt vildt, havde en stor rund mave og den efterhånden kroniske hovedpine + træthed.
Dagen efter kunne jeg sove til langt på af formiddagen, vågne møghamrende sur pga dårlig søvn. Derefter kunne mit ædegilde fortsætte, dog ofte afbrudt af en lang middagslur.
OG HVORDAN ER LIVET SÅ NU?
GANSKE ENKELT HELT FANTASTISK! VI ELSKER AT LEVE
Vi har det bare så godt! Endelig er vi begyndt på en rejse som skal vare resten af livet. Vi tager en dag ad gangen og mærker hvad den blide grønne livsstil gør ved os. Vi har stadig meget langt igen, men vi har resten af livet til hele tiden at udvikle os.
Jeg(Elisa) kan for første gang i mange år spise almindelige måltider, uden at skulle veje al min mad eller på forhånd ha planlagt hvad jeg skal spise, uden at få angst eller gå i panik. Jeg kan nu mærke min krop, og ikke mindst: jeg lytter til den!
Jeg er ikke længere afhængig af afføringsmidler, kaster ikke op, og er endda begyndt at slutte fred med min krop, til trods for at jeg faktisk tager på af den kernesunde kost. Jeg forventede at tabe mig, men det var helt forkert. Min krop var så usund og ødelagt, så den skal først have ro og masser af næring, så det hele kan begynde at fungere igen. Først dér kan den begynde at give slip på det overskydende fedt som den har holdt så godt fast på for at beskytte kroppen mod alt det jeg udsatte den for.
December måned, og bare generelt vinter er den værste årstid for mig, fordi jeg normalt får rigtig slemme vinterdepressioner, men til trods for det er jeg nu glad og tilfreds. Jeg kan passe mine 2 jobs og alligevel have overskud til andre aktiviteter. For mig er det meget stort! Jeg mærker hver eneste dag livsglæden, som ellers har været væk i flere år. Jeg bobler af liv og lykke.
Og vores parforhold? – Ja det er bare vidunderligt. Vi er som nyforelskede. Vi gør det her sammen, og kan hver dag glæde os over vores enorme fremskridt. Vi er så gode til at snakke sammen og vi har nogle helt klare visioner for vores fremtid og sundhed. Desuden har vi fået et helt nyt sexliv og det er jo bare en fantastisk bonus.
Michael er fuldstændig forandret. Han har masser af energi, hjælper meget mere til derhjemme, han sover godt om natten og hovedpinen er væk. Ingen af os kan ”finde ud af” at sove længe, som vi kunne før, hver dag hvis det skulle være.
Han er bare så glad og positiv og hans humør er meget mere roligt.
Han TÆNKER GRØNT og er så god til at mærke hvad maden gør ved ham, både den gode og den dårlige. Han prædiker nu sundhed! Hvem skulle nogensinde have troet det om ham?
Han har allerede tabt sig de første 10 kg og er nu normalvægtig. Hans runde oppustede mave er væk. Ja, jeg har fået en helt ny kæreste.
Før pruttede han rigtig meget, det er væk! Han sveder aldrig, bortset fra når vi træner. Han spiser meget mindre og er faktisk bedre til at holde sig fra det søde end jeg er.
Jeg er så stolt af ham! Og jeg er også stolt af mig selv. Jeg har aldrig vejet mere end jeg gør nu, og det er da hårdt må jeg indrømme, men jeg har til gengæld heller aldrig haft det bedre. Jeg tror faktisk jeg er blevet rask! Det hele lyder så rosenrødt og fantastisk. Og ved I hvad? Det er det også! Det er en fuldstændig fantastisk og uforståelig forandring vi har gennemgået!
Mange kærlige og kernesunde tanker
Elisa og Michael
kernesundfamilie.dk