Her er lidt billeder fra de to løb som jeg har trænet for at fuldføre. De har været mit mål og nu er de opnået. Henholdsvis 7,4 (Hjerting) og 10 km (Kolding).
Jeg var 52 minutter og 45 sekunder om at løbe 10 km og det var over alle forventninger. Jeg havde kun turde håbe på at løbe på under en time. Så jeg var enormt stolt da jeg så min tid.
De sidste 50 meter før mål så jeg pludselig mit 4 årige barn stå og råbe ”kom så mor, løb alt hvad du kan”. Det rørte mig helt utoligt meget. Adam råbte også og jeg fik lidt ekstra energi til benene. Jeg gav den alt hvad jeg havde tilbage og besluttede at jeg stoppede kun hvis mine ben faldt af.
Da jeg så nåede i mål satte jeg mig ned helt udmattet. Og rejste mig kun fordi jeg sad i vejen for dem som delte vandflasker ud.
Jeg fik øje på Bertram og Adam og vi gik ned mod en legeplads som Bertram ville tilbage til og rutche. Jeg havde en stolthed i kroppen og det betød meget at have familien med.
Jeg havde ondt i kroppen i tre dage og trænede ikke før fem dage senere.
Det var godt nok fedt.
Det går godt for Adams motion og slankekur og det gør mig glad på hans vejne. Jeg fodrer det bedste jeg ved, så han ikke føler at han mangler noget. Det skal lige siges at han står for meget af det selv.
Vi har haft meget travlt i de sidste par uger med praktiske ting, motion og arbejde. Så der er nogen ting som har måtte stå stille mens andre ting rykkede.
Vi kom ikke til par terapi, for vores terapeut brændte os af og vi har ikke hørt fra ham siden. Jeg håber ikke det er fordi vi skræmte ham:-)
Vi tog ind til byen, spiste frokost og klarede snakken der.
Det går egentlig godt bortset fra at jeg har svært ved at lukke Adam ind igen. Ellers er alt faktisk som det bør være. Men det er jo ikke helt nok, det ved jeg godt. Det tager bare lidt tid ...håber jeg. Jeg ved ikke hvordan sådan noget fungerer.
Sanne
