Kristians forvandling

Igennem de sidste 8 måneder har vi oplevet en fantastisk forvandling, ja faktisk et mirakel, med vores autistiske søn Kristian på 10 år. Størstedelen af forvandlingen skyldes i høj grad et skift til en gluten- og mælkefri kost.

Kristian har siden han var 7 år haft diagnosen infantil autisme. I starten gav det ikke uoverkommelige udfordringer med ham, men fra han var omkring 8 år, begyndte hverdagen at blive et mareridt.

Kristian fik det dårligere og dårligere hvilket kom til udtryk i hans adfærd.

Han kunne ikke overskue tingene, han råbte, han hørte ikke hvad vi sagde, han var bange for alting, kunne ikke klare fremmede steder, nye lugte, mange mennesker, kunne ikke lege med andre, var ekstrem kræsen, og han var altid meget træt og udkørt når vi hentede ham i SFO om eftermiddagen. Den bedste måde han kunne hjælpe sig selv i disse situationer, var ved at tage al tøjet af og pakke sig ind i en dyne, hvorefter han satte sig foran computeren og spillede, og råbte på noget at spise. Siden har han fortalt os at hans hjerne var som en blender hvor alt det han hørte blev mixet sammen til en uforståelig masse af ord og bogstaver!

Til sidst begyndte det at gå ud over hans lillebror Nikolai, som også ændrede adfærd. Han blev på mange måder mere og mere umulig. Sikkert en meget naturlig reaktion på at hans storebror fik al opmærksomheden, og at forældrene ikke havde meget overskud tilbage til ham eller dem selv, når først Kristian og udfordringerne omkring ham var håndteret, så godt som vi nu kunne.

Det hele begyndte at eskalere for vores lille familie, og det var lige pludseligt blevet mere og mere uoverskueligt at komme igennem hverdagen, og ingen af os kunne se lyset og håbet forude. Vi gjorde det bedste vi kunne hver dag, men var inderst inde godt klar over at det ikke kunne fortsætte på denne måde. Ingen af os havde dog modet til at sætte bremsen i. Helt sikkert fordi vi ikke kunne overskue hvad der skulle ske, hvis vi stoppede op. Hvem kunne hjælpe os? Skulle Kristian skifte skole? Skulle en af os sige sit job op? Ville vi kunne stå de forandringer igennem som skulle til, hvis vi sagde stop, og at det ikke kunne fortsætte som nu?

Desuden forværredes situationen, da jeg, Kristians mor, lider af epilepsi og begyndte at få anfald (efter mange anfaldsfri år). Jeg måtte pga. anfaldene sygemeldes fra mit job, da jeg ikke måtte køre bil i 3 mdr.

Det blev stopklodsen som forandrede vores liv.

Fra starten af sit liv havde Kristian været en speciel dreng. Vi kunne ikke rigtigt altid selv se det – det er vist meget normalt når det er den førstefødte. Når nogen kommenterede noget omkring hans adfærd, var det ikke fordi vi ikke ville se, at noget var anderledes ved ham. Men senere iforb. med udredning og diagnose af Kristian fik vi svaret på hvorfor man som forældre ikke selv ser at der er noget anderledes ved ens barn. (På det tidspunkt havde vi også meget brug for et svar herpå, da vi følte at det var for dårligt at vi ikke havde set at Kristian var speciel). Børnelægen beskrev det således: ”Det er meget normalt at man som forældre til et unormalt barn ikke ser de samme afvigelser som andre gør. Årsagen hertil er at forældre ”absorberer deres barn med hud og hår”, det vil sige at man accepterer barnet som det er, og forsøger ikke at lede efter en årsag til alting. Dette har ikke noget at gøre med at man ikke vil se at barnet er anderledes”.

Tak for den forklaring, den hjalp meget på den dårlige samvittighed vi havde.

Fra Kristian var lille og lå på gulvet og begyndte at orientere sig om hvad der foregik omkring ham, var det tydeligvis lys og lamper som havde hans største interesse. Da han kunne sidde op, fortsatte den store interesse for tekniske ting og sager. Kristian kunne være optaget af ting i meget lang tid ad gangen. De første ord som kom fra ham var hovedsagelig centreret omkring tekniske ting – det var feks. ordet LYS og ikke MOR som var hans første ord. Det kneb mere med at lære at gå, det have ikke den unge mands interesse. Til gengæld kunne han tale helt rent da han var 16 mdr., han have lært at gå da han var 14 mdr. Så hans prioritering af udviklingen havde været at lytte og lære at tale, i den periode hvor andre koncentrerer sig om at kravle og lærer at gå.

I dagplejen hvor han var til han var 3½ år, fik vi senere at vide at han ikke var så god til at lege med de andre, men mere legede i sin egen verden.

Da han havde gået i børnehave et års tid, og var 4½ år, blev vi kaldt ind til en samtale, hvor de var urolige for ham, netop fordi han legede sine egne lege, og ikke søgte de andre børn, men nærmere søgte de voksne – de kunne jo også svare på flere tekniske spørgsmål…

Vi var til samtaler med kommunen, og der kom en voksen ud i børnehaven for at observere Kristians adfærd. Efter et par måneder med disse tiltag, blev det konkluderet at Kristian var helt normal, men blot højt begavet. Vi havde på dette tidspunkt ikke problemer med Kristian derhjemme. Han havde fået en lillebror da han var 2½ år, og vi synes han fungerede fint, dog til den nørdede side: han kunne være optaget af tekniske ting, vaskemaskiner og hjul der drejede rundt i timevis.

Kristian skiftede børnehave det sidste år før han skulle starte i bhv.klasse. (I vores by var der ikke bhv.plads til ham da han var 3 år, men til gengæld kunne han få plads i byen det sidste bhv. år, for at lære sine kommende skolekammerater at kende). I den børnehave blev vi også indkaldt til ekstra samtale omkring Kristian. De havde haft en ekstrem oplevelse på en skovtur, hvor han pludselig var gået helt i sort. Vi fandt bagefter ud af at han lige der, ikke havde kunnet se en voksen, og derfor var gået i panik. Vi havde ikke tænkt så meget over at det var unormalt, men vi vidste godt at det var vigtigt for ham, at der altid var en voksen i nærheden. Måske netop fordi han ikke gav sig hen i samværet med de andre børn.

Kristian startede i skole da han var 6½ år. Han kunne faktisk allerede læse, men vi valgte at lade ham starte lidt senere i skole, netop fordi han ikke var så veludviklet i at lege med andre. Vi tænkte, at for en dreng er det altid bedre at være blandt de ældste, og dermed også de mest modne i klassen.

Til samtalen omkring efterårsferien i 0.klasse, faldt bomben. Kristians børnehaveklasseleder fortalte os, at ud fra Kristians adfærd (interesseret i ekstreme ting, svært ved at koncentrere sig, søgte ikke kammerater osv.) vurderede hun at der muligvis var en diagnose at få på Kristian. Diagnose var et nyt ord, som lød ubehageligt i vores ører…

Vi fik en henvisning til børnepsyk. afd. Her startede en række samtaler med en meget dygtig børnelæge, både på sygehuset og hjemme hos os selv. Lægen var også på skolen for at observere Kristian. Efter 3 mdr. fik vi diagnosen infantil autisme. De infantile autister udgør omkring 20% af autisterne, og er normalt til højt begavede. 80% af autisterne er retarderede.

Da diagnosen var på plads startede en række møder, hvor alt omkring Kristian blev vendt. Fra 1.klasse blev der på vores skole oprettet en lille specialklasse med Kristian og 2 andre drenge i forskellige aldre, som alle 3 havde asperger/autisme. Kristian var stadig tilknyttet sin alm. klasse i ca. halvdelen af timerne, og havde her en støttelærer/pædagog med i timerne. Den anden halvdel af timerne foregik undervisningen i et lille hyggeligt lokale, alene eller sammen med de 2 andre drenge. Vi fik en meget dygtig pædagog, som stod for projektet med de 3 drenge. Vi havde stort set kontakt til hende hver dag, hvor vi fik feed back på skole- dagen og ting de havde oplevet, som vi skulle være opmærksomme på, ligeledes gav vi input den anden vej, hvis der var specielle situationer med Kristian som kunne få indflydelse på næste skoledag J. Vores skole gav os fuld opbakning og tacklede det hele meget professionelt – vi havde i høj grad også forhåbninger og forventninger til skolen, som altså også blev indfriet på bedste vis.

Kristians klassekammerater og forældre blev orienteret om Kristians diagnose, hvad den betød, hvad de kunne forvente, osv. Alle tog det til sig, og vi oplevede ingen mobning af Kristian – i dag er vi da også vanvittigt taknemlige for at vi fik diagnose og støtte så tidligt i Kristians liv, det har helt sikkert været årsag til at der ingen mobning har været. Klassekammeraterne har jo hele tiden haft en naturlig forklaring på hvorfor Kristian var lidt nørdet…

1½ år frem, indtil midten af 2.klasse gik det faktisk ok med Kristian. Han er højt begavet, og nu hvor han havde en støttelærer med i timerne, kunne han bedre fokusere på undervisningen og derved lære. Hans problem hidtil havde været at hans opmærksomhed blev afledt af alle lyde og lugte, som hos autister opfattes mange gange stærkere end hos os andre. Nu havde han en støtteperson, som kunne lede ham tilbage på sporet i undervisningen, når han mistede tråden pga. andre indtryk.

Vi havde som tidligere nævnt et fantastisk samarbejde med pædagogen i den lille klasse – mange gode møder, og små forsøg omkring Kristian som vi sammen satte i gang. Kristian var glad for at gå der. Han kunne lidt bedre overskue hverdagen nu.

Ingen ved rigtig hvad der skete efter 1½ år, men Kristian begyndte stille og roligt at ændre adfærd. Fra at være den altid milde, glade, positive og lidt forsigtige dreng – gik adfærden nu i en helt anden retning. Kristian begyndte at blive aggressiv. Det var som om han ikke kunne overskue hverdagen mere – det var hele verden imod Kristian… I stedet for at sige tingene normalt, foregik det meste nu med råb og skrig. Det var nu sådan at hvis Kristian spurgte om noget, som vi ville sige nej til, kunne man ligeså godt sætte hænderne for ørerne med det samme.

Han orkede ikke tingene mere, han var træt, og vi begyndte at sige fra til forskellige sociale arrangementer i fritiden, for det var et mareridt, om ikke mens vi var af sted, så helt sikkert når vi kom hjem igen, og hele dagen efter var han helt ødelagt.

Kristian legede ikke rigtig med nogen, det kunne han heller ikke overskue.

Så kom den tidligere nævnte stopklods som forandrede vores liv.

Det startede som sagt med min sygemelding. Jeg var hurtigt under kontrol på sygehuset med min sygdom. Jeg skulle til forskellige samtaler, medicinregulering samt prøver og tests igennem de 3 måneder jeg var sygemeldt. Udover træthed og forbud mod bilkørsel, var jeg jo ikke decideret syg og ude af stand til at lave noget (men da jeg er distrikschef og kører rundt i landet hver dag – var det svært at passe mit arbejde når jeg ikke måtte køre bil i 3 mdr.). Min arbejdsgiver var bekendt med situationen omkring Kristian, så perioden var både dedikeret til at få min sygdom under kontrol, og komme ud af den negative spiral med Kristian. Men hvordan skulle vi få stoppet den negative proces?

Vi havde som sådan ikke nogen forventninger eller planer til hvordan vi skulle hjælpe ham. Vi vidste bare at noget måtte vi gøre.

Det startede med at jeg hentede ham fra skole hver dag når han havde fri, så han ikke skulle i SFO, som på det tidspunkt var et mareridt for ham. 170 børn fra 0.-3.klasse. De kan larme. Kristian blev hurtigt lidt bedre tilpas.

Vi er medlem af Autismeforeningen, og var i den forbindelse til et arrangement med fokus på kost. Marianne Jäger, som selv har en autistisk søn, holdt et meget inspirerende indlæg om kost. Vi havde forinden læst hendes bog: Rask af mad. Vi havde også læst bøgerne om ”Kernesund Familie”, og havde en fornemmelse af at der med en evt. kostomlægning var håb forude På arrangementet med fokus på kost, faldt vi i snak med en familie som havde opnået fantastiske resultater med gluten- og mælkefri kost til deres autistiske søn. Min mand og jeg var positive, men det lød bare for godt til at være sandt. De havde realiseret kostændringen igennem en længere periode, og derefter prøvet at gå tilbage til gluten- og mælkeholding kost i 2 dage, hvorefter deres søn havde fået de værste autistiske træk igen. Da de herefter ændrede kosten til gluten- og mælkefri igen, var alt atter godt. Vi talte en del om det da vi kom hjem, men kunne næsten ikke tro at det kunne være så let. Okay, let og let – helt nemt kunne det vel heller ikke være at lave en gennemgribende kostændring.

Vi tænkte lidt over det. Min mand søgte på nettet efter en diætist som måske kunne hjælpe os. Vi fandt frem til Marianne Fjorgård i Grindsted. Inden man får en konsultation, får man tilsendt et sæt til en urinprøve som skal sendes til laboratorietest for at se om der er tegn på at personen har svært ved at nedbryde gluten og mælk. Når svaret kommer, bliver man indkaldt til en konsultation for at få svaret, samt vejledning til fremtiden ang. kost og kosttilskud. Vi var spændte på vores konsultation. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle håbe på. Da diætisten havde forklaret os at vores søn havde svært ved at nedbryde både gluten og mælk, blev vi både glade og kede af det. Diætisten sagde at det selvfølgelig var et valg vi havde, men at det resultat Kristians prøve havde vist, var af en sådan grad at vi via en kostændring, med 80% sandsynlighed ville kunne hjælpe ham til et bedre liv. Diætisten forklarede os hvad der sker i kroppen for mange med adfærdsforstyrrelser, som ikke nedbryder gluten og mælk godt nok: ”Kosten vi indtager er som perler på en snor, disse rækker af perler skal ”klippes” over i enkelte perler af kroppens enzymer for at kunne nedbrydes i fordøjelsessystemet. Hvis man ikke nedbryder gluten og mælk godt nok, kan kroppen ikke ”klippe” perlerækkerne over. Derfor udskilles den dårligt nedbrudte kost som giftstoffer gennem tarmvæggen. Disse går i blodbanen og føres herefter rundt i kroppen. Her sætter giftstofferne sig bla. som såkaldte neuropeptider på hjernen, og er med til at give forstyrrelser og negativ adfærd hos personer med adfærdsforstyrrelser”. Det skulle vi lige tygge på et par dage. Hvordan skulle vi nu gribe det an? Ja vi kunne jo starte med at vænne Kristian af med de 8 daglige stykker meget hvedeholdige toastbrød. Det skal i øvrigt lige nævnes at Kristian i mange år havde været meget kræsen, og derfor fik en meget ensidig kost. Senere fandt vi ud af at mange børn som mangler diverse vitaminer og mineraler, ofte er kræsne. Bla. kan zinkmangel ofte være årsagen til at maden smager af metal – ja nærmest som at få en gammel jernstang i munden når man spiser…

Kristian tog det forholdsvist pænt, at han skulle undvære toastbrødet. Vi tog det hele skridt for skridt, og prøvede at have fokus på det han måtte få, og som han også kunne lide. Vi lavede bla. en ”positiv” liste, med alt det Kristian kunne lide og som var gluten- og mælkefrit, til køleskabet. Den hentede vi så inspiration i, når det blev lidt svært at finde på en menu. Hver gang vi skulle afvænne Kristian fra noget gluten- og mælkeholdig mad, var det vigtigt at vi forinden havde introduceret en erstatning. Kristian var meget forstående for hvad der skulle ske med hans kost. Ja det voldte slet ikke de problemer som vi havde frygtet. Dog skal tilføjes at der blev bagt ca. 20 slags brød og boller før vi fandt noget som faldt i smag. Men vi gav ikke op. Heldigvis kom vi i kontakt med en familie med en datter som lider af cøliaki, så de havde mange gode forslag til opskrifter.

Herefter begyndte miraklet at ske J. Vi havde kørt efter den nye kost, som på dette tidspunkt ikke var helt komplet, i ca. en månedstid.

Kristian blev ligesom lidt mere tolerant og kunne bedre overskue sin egen situation. Han fandt mere ro. Det kan nok ikke beskrives bedre end Kristian selv gjorde efter en måneds tid: ”Det er ligesom om der er blevet taget et sort tæppe væk fra min hjerne”. Han kunne lige pludselig overskue at forholde sig til de ting og mennesker der var omkring ham.

Ja, så var der jo slet ikke noget at være i tvivl om. Vi kørte fortsat på med kostomlægningen, og Kristians adfærd blev mere og mere fri for de negative autistiske træk. Kristian kunne pludselig tale i normalt toneleje, i stedet for at råbe, når han var uenig med os. Han fik sit gode, milde og glade sind, det gode humør og sin fantastiske humor igen, og begyndte desuden at interessere sig for kammerater.

Vi havde set lyset forude. Hver dag blev vi (og bliver i øvrigt stadig) glade og varme indeni, når vi så Kristian håndtere alle situationer med meget mere overskud end vi nogensinde havde set før. Vi tænkte (og tænker i øvrigt stadig) at det her vist var for godt til at være sandt. Men vi var (og er i øvrigt stadig) meget taknemlige for hver ny dag som er gået godt.

Da vi næsten lige var startet på kostændringen havde vi tillige igangsat et forløb omkring et evt.skoleskift for Kristian. Skolepsykologen havde lavet en IQ test på ham, som viste at han er højt begavet. Han vurderede at Kristian ikke var ”dårlig” nok til en plads på specialskole. Men på det tidspunkt hvor vi igangsatte forløbet, var hans trivsel bare ikke særlig god, så noget skulle der jo ske.
Der var nu kun en månedstid til jeg skulle starte på arbejde igen, og vi havde ikke mod til at satse på at Kristian kunne klare at komme tilbage i SFO på fuld tid. Jeg fik en dialog med kommunen om hvilke muligheder der var for os. Vi fik tilkendt 1 år med en hjemmepasser ordning 4 eftermiddage om ugen. Vi fandt selv 2 lærere som havde Kristian 2 eftermiddage om ugen hver. Her kunne de tage hjem til os, eller selv tage på små udflugter uden andre børn og den stress det medførte. Det må siges at være en meget flot opbakning vi fik fra kommunen.

Så var tingene ved at være på plads, og jeg kunne starte på arbejde igen. Kristian havde endda udviklet sig så meget at han selv var begyndt at søge kammerater igen. Han foreslog selv at hans 4 bedste venner skulle inviteres til en fest da han fyldte 10 år. Hvad kunne vi som forældre så mere drømme om.. I kan tro der blev holdt fest med vennerne.

Kristian blev ret hurtigt glad for sine eftermiddagshjælpere. Den ene af dem er i øvrigt støttelærer for ham i skolen.

Det var først da jeg startede på arbejde igen, og ikke skulle bekymre mig om hvordan Kristians skulle komme igennem en hel eftermiddag i SFO, at det gik op for mig hvor meget det havde fyldt for mig. Det var som om et åg nu var taget af mine skuldre.

Vi begyndte at gå til alternativ behandling med zoneterapi, akupunktur og homøopati. Her fik vi lavet en hårmineral analyse, som dannede grundlag for et omfattende vitamin og mineral program som Kristian stadig får. Desuden er han i behandling med homøopati, akupunktur og zoneterapi, for at finde ind til de inderste blokeringer og få hans ressourcer frem. Her har vi også set en meget kraftig reaktion med stærke følelsesudbrud, hvor vi overvejede at stoppe behandlingen – men hurtigt kunne se at det virkede som en følelsesmæssig udrensning, som var tiltrængt efter alt hvad han havde været igennem med sig selv og os andre, som tidligere slet ikke forstod hvad der skete indeni ham.

Nu er der gået 8 måneder med Kristians nye kost og nye liv. Og hvilke 8 måneder. Vi har alle fået et overskud og en fantastisk glæde ved hverdagen, inklusive Kristians lillebror. Hvis Kristian ved en fejl får kost med små mængder af gluten og mælk, ser vi den gamle Kristian igen dagen efter. Dette sker også ved for højt sukkerindtag. Så det undgår vi.

Kristian er selv meget opmærksom på kosten, og allerede efter en måned begyndte han selv at spørge om det der blev serveret indeholdt gluten eller mælk. Vi må derfor formode at han meget tidligt selv kunne mærke at kroppen ikke var glad for at få gluten og mælk. Det skal siges at Kristian aldrig har været særlig glad for mælk, udover det han fik på sin morgenmad, samt kakaomælk.I madlavningen brugte vi også mælk.

Forleden var vi til skole/hjem samtale, hvor lærerne og pædagogerne gav udtryk for deres begejstring over Kristian, og hans enorme kvantespring.

F.eks. så vi Kristian spille med i en skolekomedie, godt nok som tekniker til at skifte billedbaggrund til de forskellige scener. De nævnte også at Kristian har fået meget lettere ved at deltage i undervisningen, og nu har overskud til at være aktiv, ikke kun i de fag som har hans interesse. Sågar har han selv bedt om at komme i gang med en månedsopgave, hvilket aldrig tidligere er sket i hans ”skolekarriere”.

Kristians overskud i hverdagen mærker vi især også når han spørger om lov til noget. Før var der skrig og skrål næsten inden vi havde svaret ham. Nu kommer Kristian og siger: ”Det er helt ok hvis du siger nej, men jeg vil gerne spørge om jeg må…..” Sikken en lettelse.

En af de utallige gode oplevelser vi har haft med ham, var til en lokal sommerfest i byen. Normalt når vi er til arrangementer, holder Kristian sig altid tæt op ad os, for tænk hvis han pludselig ikke kan se os mere. Han har altid tænkt alt for meget fremad: hvad nu hvis, osv. Den dejlige ubekymrede dreng er sjældent set hos Kristian i uvante situationer.

Men det fantastiske skete til denne sommerfest. Kristian stod ikke limet op ad os, nej han gik med de andre børn på boldbanen for at lege. Pludselig var der gået næsten en time hvor vi ikke havde set ham.

Det er sjældent set at forældre ligefrem jubler hvis deres barn er væk, men det var faktisk hvad vi gjorde. Tænk lige en frigørelse han havde gang i. En dag var han så optaget af at lege med en kammerat, at de selv gik hjem til kammeratens hus – uden følgeskab af en voksen. Kristian var simpelthen så optaget af den dialog de havde gang i, at han helt glemte at han ikke turde gå uden en voksen.

Inden længe vurderer vi at han selv kan gå i skole (ca. 1 km.) uden følgeskab af en voksen. Vi følger ham stadig om morgenen, men for hver dag, kan han selv gå et lille stykke mere, uden os.

Endnu et projekt er at han skal sove på sit eget værelse (han har nu sovet på en madras hos os i 3 år). Kristian har svært ved at forklare hvad han er bange for, men nu hvor han har overskud igen, kan vi bedre føre en konstruktiv dialog med ham om det. Han foreslår selv at han for hver uge skal rykke 1 meter længere frem mod sit værelse på sin madras.

Kristian har aldrig haft overskud til at gå til aktiviteter i sin fritid. Pludselig kom han og bedyrede at han skulle med sin kammerat til spejder, for lige at se hvordan det var. Ugen efter skulle han lige med på prøve igen, og i øvrigt ville han da gerne meldes ind. Forleden var der arrangeret vandretur og overnatning i bivuak. Kristian var frisk på det hele, og kom endda hjem og fortalte at nogen af de andre synes det var lidt ulækkert at sove på jorden, med alle de insekter og kryb der kom i løbet af natten, og at de ikke ville med næste gang. Sådan noget pjat sagde Kristian, jeg skal bare med igen næste gang.

Kristian laver nu også selv mad. Han kan hurtigt lave spejlæg og røræg. Han har opfundet sin egen tomatsuppe, og lavet opskrift på den.

Det interesserer ham virkelig at være med i køkkenet. Det havde han absolut intet overskud til tidligere. Han satte sig bare på sin plads og råbte på mad.

Min mand og jeg har på det seneste talt meget om alle de gange hvor vi førhen mistede tålmodigheden overfor Kristian, og sagde til ham med høj stemme at det da ikke kunne være så svært bare at gøre det som vi bad ham om….apropos hans egen version med blenderen…den stakkels dreng har jo ofte ikke kunne finde mening i det vi sagde til ham – autister hører, føler og lugter jo også alt meget kraftigere end os andre, så han har nok ofte været nødt til at lukke helt af. Det kan ikke nytte at havde dårlig samvittighed over det nu – vi handlede jo under de forudsætninger vi havde på daværende tidspunkt.

Det er ubestridt at Kristian er og altid vil være autist. Kristian abonnerer på Illustreret Videnskab, og bare spørg løs om alt med universet, fysik, kemi, forsøg og lign., Kristian har næsten altid et svar. Den positive udvikling er at nu giver han ikke længere et helt foredrag, men i stedet et svar, hvor han har overskud til at reflektere over den anden persons reaktion på det han fortæller. Det viser et flot overskud fra Kristians side, sammenlignet med hvordan han var tidligere. Selvfølgelig kan en del af dette også skyldes at han bliver ældre og modnes, men denne udvikling er sket så hurtigt og markant at det ikke alene er det som spiller ind.

I vores baghave står der 2 gamle vaskemaskiner, en tørretumbler og et komfur samt adskillige computere som er skilt ad, og udforsket i detaljer.

Kristian elsker det, og hans kammerater er meget fascinerede over hans enorme viden. Kristian er dog blevet et socialt væsen, som også leger med vennerne på deres præmisser.

Vi er utrolig glade og taknemlige for alt den goodwill som både kommunen og skolen har vist os, i form af støttelærere og eftermiddagshjælpere. Uden deres opbakning, tør vi slet ikke tænke på hvordan Kristian ville være.

Vi er blevet en ”hel” familie igen. Alle 4 er glade og trives, ingen er bange for dagen imorgen - før kunne vi stå op med de bedste intentioner for dagen, men allerede inden vi havde spist morgenmad, vidste vi at det blev endnu en uudholdelig dag, hvor vi trods alt forsøgte ikke lade os påvirke alt for meget af alle de negative oplevelser med Kristian. Men efterhånden blev det sådan at vi kun så frem til at han sov om aftenen – både for hans egen og vores skyld, idet ingen af os havde det godt.  

Vi er bare så glade og håber alt det bedste for fremtiden. Den tid som er gået godt, kommer aldrig dårligt tilbage.

I overført betydning kan man sige at en dieselbil slet ikke kan køre på benzin, og ej heller omvendt. Parallelen til denne konstatering er at et menneske med en organisme som har svært ved at nedbryde gluten og mælk, slet ikke fungerer optimalt på en kost som indeholder gluten og mælk. 

Med vores ”projekt Kristian” har vi det flotteste bevis for at en omlægning til gluten- og mælkefri kost virkelig kan udrette mirakler.

Bente og Niels Kristensen