Lærer man noget af slankepiller???

I starten af maj måned kom den første slankepille, der fås i håndkøb på markedet. ALLI, som den hedder, røg i restordre allerede i juni måned. Danskerne rev den med andre ned fra hylderne i et tempo, som hverken apotekerne eller GlaxoSmithKline, der står bag pillen, havde forudset. Pillen kom på markedet i USA i 2007, og nu er den også kommet til Norden – i Norge blev der ifølge et norsk dagblad solgt 18.700 pakker i maj måned. GlaxoSmithKline har endnu ikke salgstallene for det danske marked, hvilket i sig selv er tankevækkende, da selskabet jo må vide, hvor mange pakker, det første ”oplag” bestod af.

Vi skal ikke tage stilling til, om pillerne virker, for det gør de selvfølgelig. Vi er mere interesserede i at debattere det faktum, at tusindvis af danskere i denne tid åbenbart slanker sig på den mest unaturlige måde, man kan forestille sig. Konsekvensen er blandt andet, at sandsynligheden for, at de lærer at tabe sig – og lærer at forstå de mekanismer, der gjorde dem overvægtige er meget, meget lille.

GlaxoSmithKline har selvfølgelig garderet sig med en række disclaimers, der fortæller, at ALLI skal følges med en kost- og livsstilsomlægning – og at det kun er overvægtige med et BMI over 28, der skal bruge ALLI.
Et første spørgsmål fra os er, om slanke-hungrende danskere følger disse anvisninger?
Vi tror det ikke.

Her opstår vores første anke mod slankepiller i håndkøb.
Den praktiserende læge og systemet med recepter er en del af patientsikkerheden: Lægen er ledvogter mellem danskere, der har brug for medicin og medicinal-industrien. I dette tilfælde har lægen ingen mulighed for at rådgive og vejlede patienten, da det nu er travle apoteks-ekspedienters ansvar at sikre, at det er de ”rigtige”, der får mulighed for at købe ALLI. Men har de apoteks-ansatte tid til at give råd og vejledning om kost- og livsstilsomlægning? Kan de vurdere, hvem der har et BMI på over 28? Og kan de, når det kommer til stykket, sikre, at pillerne ikke bliver misbrugt?
Vi tror det ikke.

Sagen er blandt andet den, at der er mange overvægtige i Danmark. Cirka en tredjedel af befolkningen er overvægtig – og en stor del af disse har ønske om at tabe sig. Nu har de fået en lettilgængelig mulighed, der sparer dem for en masse besvær – blandt andet ”besværet” med at ændre på årsagen til, at de blev overvægtige.

En del af dem vil naturligt se ALLI som en hurtig ”redning”, og de vil gøre alt for at få fingrene i mirakelpillen. Det viser det store salg, der sendte ALLI i restordre allerede efter en god måned.

Flere apoteker har meldt om næsten udsalgs-agtige tilstande, hvor overvægtige har stået i kø for at få slankepillen. Desværre ses den samme iver ikke i supermarkedet, hvor kost-omlægningen starter. Eller i motions-tøjet, hvor den fortsætter.
ALLI kan betragtes som en redningsplanke, der er så let at få fingre i, at den fjerner alle tanker om kost, livsstil og ansvar for egen sundhed. Men hvem er ALLI i virkeligheden en redningsplanke for? Kun GlaxoSmithKline og apotekerne, mener vi.

ALLI er nemlig med til at ødelægge de overvægtiges mulighed for at lære, hvad det er, der sker, når de bliver overvægtige. De behøver ikke tage ansvar længere – de kan bare tage en pille.

Vi mener blandt andet, at det absurde består i, at det i forvejen ikke er meningen, at de skal være på slankepiller resten af livet. Faktisk vil deres liv blive ret kort, hvis de spiser pillerne: Det er decideret farligt at spise slankepiller i længere perioder – både som overvægtig eller normalvægtig.

Derfor er det mildest talt uheldigt, at lægerne er blevet sat ud på et sidespor. Hos lægerne ville de overvægtige kunne få råd og vejledning til de omlægninger, der kan give et varigt vægttab. Hos lægerne ville de overvægtige ikke kunne få medicin, når det passer dem. Ledvogteren er fjernet, og det mener vi er stærkt uhensigtsmæssigt.

Lægemiddelstyrelsen
På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan man læse, at ALLI indeholder lægemiddelstoffet Orlistat, der har været at finde i receptpligtig slankemedicin siden 1998.
Et nærliggende spørgsmål er hvorfor ALLI markedsføres som håndkøbsmedicin?

Ved afgørelser om hvilke lægemidler, der skal være receptpligtige, lægges der bl.a. vægt på, om der er sundhedsfare ved normal, hyppig eller ukorrekt brug. Det er uomtvisteligt, at man ved en håndkøbsmedicin ikke kan kontrollere ”normal”, ”hyppig” eller ”ukorrekt” brug. Hvorfor har Lægemiddelstyrelsen så ikke sørget for at lægerne kom i spil og gjort ALLI receptpligtig?

Ifølge hjemmesiden virker Orlistat ”…ved at hæmme optagelsen af fedtstoffer fra tarmen, og midlet har kun en slankende virkning, hvis det tages sammen med en vægtreducerende diæt…” (citat slut).

Er Lægemiddelstyrelsen tilfreds med at pillernes indlægsseddel eller en hjemmeside giver denne information – i troen på at brugeren følger anvisningerne?
Det håber vi ikke!

Hvem sikrer, at den overvægtige rent faktisk overholder en vægtreducerende diæt?
Svært at sige eftersom ingen nu kan kontrollere, hvem der spiser ALLI og hvornår.

De fleste eksperter vil nok mene, at motion er essentielt, hvis man skal opnå et varigt vægttab, så man kan også tillade sig at spørge, hvor motionen blev af i den ligning?

Slankepiller er en guldkalv – derfor bruges der millioner af kroner på at opfinde, udvikle og markedsføre dem. ALLI er det første produkt, der kan fås i håndkøb, men der kommer flere. Og hvem skal så styre, at de overvægtige læser og forstår indlægssedlens formaninger om at følge en vægtreducerende diæt? Det er nok rimeligt at antage, at de fleste købere af ALLI, netop køber pillen for at undgå en besværlig diæt.

Birvirkninger
ALLI er godkendt til salg i håndkøb i 27 EU-lande af CHMP (Den Videnskabelige komite for Lægemidler til Mennesker ved det Fælles Europæiske Lægemiddelagentur (EMEA)).

På Lægemiddelstyrelsens hjemmeside kan man læse om bivirkninger ved medicinen, og de er ikke farlige, men omvendt heller ikke behagelige: ”Bivirkningerne ved behandlingen kommer helt overvejende fra mave-tarm kanalen og er yderst sjældent alvorlige. Mere end hver tiende bruger kan dog opleve øget afføringstrang, løs afføring, fedtet/olieholdig afføring, udflåd af fedt eller olie fra endetarmen samt øget luft i tarmen” (citat slut).

Det fremgår også af Receptbekendtgørelsen, at hvis et præparat indeholder stoffer, hvis virkning eller bivirkning er nødvendig at overvåge, så kan det gøres receptpligtigt.
Lægemiddelstyrelsen har øjensynligt ikke vurderet at de bivirkninger, der er noteret til ALLI er alvorlige nok til at gøre pillen receptpligtig.

Vi vil tillade os at komme med en pointe i relation hertil: De overvægtige skal altså aflevere det overskydende fedt i toilettet, og det lyder jo meget nemt. Men hvad med det fedt, kroppen skal bruge til vigtige processer? Hvad med det fedt, hjernen skal bruge for at fungere optimalt? Det skal helst ikke befinde sig i toilettet, så spørgsmålet er, om det på lang sigt er en god idé at tage slankepiller, der forhindrer kroppen i at optage nødvendige fedtstoffer?

Spørgsmålet er også, hvad den overvægtige lærer af det. I vores øjne minder det lidt om omvendt bulimi, hvor den overvægtige blot benytter den anden ende til at skille sig af med det uønskede (fedt).

Og det er netop en væsentlig anke. For spørgsmålet er, om en pille som ALLI ikke vil være ekstra farlig for de mange spiseforstyrrede mennesker, der for en dels vedkommende også er overvægtige?

Vi frygter, at ALLI er et skridt på en minebelagt vej mod en fremtid, der vil byde på specialdesignede håndkøbslægemidler, der er skabt til at møde det ”moderne” menneskes behov for hurtige løsninger.

Vi må indse, at sådanne løsninger samtidig er med til at ødelægge det moderne menneskes forståelse for, hvorfor problemerne opstod. Og hvad der skal til for at finde varige løsninger på dem.

Derfor dette opråb til læger, apotekere og politikere: Lav håndkøbs-medicin efter et forsigtighedsprincip! Giv produktet en ekstra tanke, inden I sender det ud på det frie marked. ALLI løser måske problemer på kort sigt – men på lang sigt er det bedre at skrue vores samfund sammen, så årsagerne til overvægt bliver nemmere at behandle. Og det er ikke pillearbejde!

Christina Warrer Schnohr, kandidat i folkesundhedsvidenskab og ph.d-studerende

&

Morten Mauritson, journalist og forfatter

Denne blog har været bragt som indlæg i Dagens Medicin den 25.9.2009. Læs her.