Hvor er det dog svært at sætte sig ned og få alle de ord, tanker og handlinger man har været igennem siden vores ældste datter blev født, skrevet ned så det ikke bare bliver et stort virvar af uforståeligt og usammenhængende rod.
Vores datter var som meget lille allerede noget mere aktiv end de andre børn i hendes børnehave, hun havde svært ved at sidde stille når de lavede noget i grupper, hun kravlede rundt når der blev læst historier og når hun blev vred, ked af det eller frustreret var det ikke kun en lille smule, hun eksploderede. Et vredes udbrud i hjemmet varede sjælden mindre end 5-6 timer med konstant skrigeri, hun slog, sparkede, bed sig fast hvor hun kunne komme til og det var umuligt at tale hende ned eller overhovedet få kontakt til hende, når hun var mest vred vendte hun det hvide ud af øjnene og endte med at hun ikke kunne få luft hørte og så hun os ikke, det var som om at den smerte hun følte inden i ville hun have os til at føle 1000 gange oven i og gik langt for at opnå det, hun har engang skreget i 8 timer pga. at hun ikke fik lov til at sætte hendes lille røde stol op på bordet. Jeg husker da hun var 4 år at en pædagog fra hendes stue kom over og spurgte mig om jeg havde fået hende undersøgt for damp, hun syntes nemlig at den energi som Simone havde, var langt mere end de andre og pædagogen havde før haft dampbørn (det kaldte de det den gang) i børnehaven og hun syntes at Simones adfærd mindede meget om det hun havde set i de børn. Jeg gik til nogle af de andre ansatte i børnehaven og spurgte til hvordan de oplevede Simone og fortalte dem hvad der var blevet sagt, de mente ikke at det var andet end en meget drenget energi hun havde og at hun nok voksede sig fra det. Med alderen blev det værre hun havde svært ved at læse andre børn, hun følte at hvis der var en af de andre børn der kiggede eller smilte så var det for at være ond og drille hende, man kunne ikke på nogen måde bede hende om noget uden at hun blev vred og det udløste en voldsom reaktion, dagligdags ting som at få hende til at tage sko på selv, sætte sin tallerken over, få vasket hår, synge sange med hende, selv fødselsdagssange var umuligt og udløste hvad vi kaldte en tur, hun skreg og truede med at slå os ihjel, sparkede, slog, sparkede huller i alle vores døre, gjorde bevidst hendes lillesøster fortræd ved at klemme hendes fingre i døren, skubbe hende ned fra sengen og ind i væggene og så fik hun en helt forfærdelig kropslugt. Hele vores lejlighed endte med at se forfærdelig ud. Når hun faldt til ro og man snakkede med hende om det kunne hun ikke huske hvad der var sket og var fuldstændigt uforstående over for at vi var vrede i vores stemmer.
Vi gik til det fritidshjem hun gik på i håb om at få hjælp, men fik at vide at de ikke syntes at der var problemer med hende og igen samme svar som fra børnehaven: Hun har bare meget energi og hun vokser sig nok fra det, det var først efter at vi gentagne gange havde bedt om hjælp at vi fik navnet på skole psykologen som hurtigt vurderede at hun ikke var den rette til opgaven, vi fik kontakt til en anden psykolog som var en enormt stor støtte for os, men alle de råd og ideer hun gav os virkede ikke, vi havde mange samtaler med hende og hun endte med at vurdere at hun heller ikke var den rette. Vi fik besøg af en fantastisk sød dame fra kommunen, men hendes løsning på det var børnepsykiatrisk afdeling og den besked endte med at vælte os fuldstændigt, den løsning var ikke den rette for os, det blev nød til at være andre måder det kunne gøres på. Anders var på daværende tidspunkt i gang med sin uddannelse som kok og havde det fantastiske privilegium at blive undervist af en mand der ud over at være kok er uddannet ernæringsterapeut, vi valgte at spørge ham til råds og han anbefalede at vi skulle læse ”Rask af mad” og at vi skulle prøve at udelukke sukker og gluten af hendes kost, kort tid efter kom der en bog der ramte hovedet på sømmet (Kernesund familie sådan!), der var så meget der passede på vores datter at vi blev enige om at følge den anbefalede kost.
Vi kunne meget hurtigt se resultater på Simone, hendes humør ændrede sig radikalt, man kunne pjatte med hende, tale med hende og der var en helt anden form for kontakt i vores dagligdag. Vi er ikke i tvivl om at ændringen af kosten har gjort forskellen for hende, man kan mærke det hver dag, men det kan også mærkes når hun snyder, Simone har nogle gange svært ved at sige nej når hun bliver tilbudt kage eller andet sødt af venner og veninder, så hun er faldet af kuren et par gange og det har udløst hende gamle jeg, hun bliver vred, utidig og så udskiller hun en kraftig lugt der ikke er til at tage fejl af, men hendes forståelse for hvad det er der sker når hun spiser ting der ikke følger hendes kur er blevet lang større, hun er begyndt selv at lægge mærke til forskellen, hun siger til os at det er dejligt for hun kan mærke at hun ikke bliver så vred og at hun ikke får ondt i hovedet når hun lader sukkeret være. Vi har desværre stadigvæk et stort slag at kæmpe da der mange steder stadigvæk er pædagoger på klubber og skolelærer der syntes at det er ondt at fjerne sukkeret fra børnene og at det afskærer dem socialt. Vi var for ganske nyligt i en debat omkring emnet på den klub hvor Simone går hver dag efter skole, der stod den ene af pædagogerne og brugte selvsamme ord. Citat ”Det afskærer Simone socialt og hun skaber unødig opmærksomhed, som de andre børn er godt trætte af at høre på, fordi at hun hele tiden gør opmærksom på at hun ikke, må indtage sukker” Citat slut. Selv samme klub har ganske vidst en kost politik, men alligevel oplever vi at selv i de smoothies de laver til børnene bliver der børnene tilsat sukke og vanilje sukker, de får kage, pandekage med sukker i osv. når der skal hygges og Simone kan mærke at de syntes at det er til besvær at hun ikke må få sukker. Vores kamp forsætter, men vi er sikre på at det valg vi har foretaget er det der er bedst for Simone og for os som familie.
For ganske kort tid siden, efter at vi er gået over på den kernesunde leve måde sagde hun for første gang at hun elskede os, hun er begyndt at sætte ord på alt hvad hun føler, det har givet os en styrke uden lige og gør at de kampe vi i fortiden kæmpede og dem som kommer i fremtiden er værd at tage.
Det er i grove træk vores historie, den hiver stadigvæk tårer frem, bare det at få skrevet det ned har været en rejse igennem det hele igen.
De hjerteligste hilsner fra Familien Skalsted
