For mig har det altid været meget vigtigt at gå fuldt og helt ind i noget nyt for at lære det - og så bagefter tilpasse det til min egen stil.
Det er dog netop dette, jeg oplever, at nogle mennesker omkring mig har svært ved at forstå. Selvom jeg nu har levet kernesundt i snart 2 år, og selvom det kun var de første 6-9 måneder, at jeg efterlevede det meget konsekvent, så er det stadig dette, andre folk forventer af mig og holder mig op på.
Lidt fanatisk er jeg nok - på den efter min egen mening gode måde. Jeg har levet temmelig usundt gennem det meste af mit liv - cola, slik, chips, chokolade og alt for lidt god mad - selvom jeg har forsøgt at give mine børn nogle rimeligt sunde vaner. Eksemplets magt er og bliver dog det bedste, og på et tidspunkt for snart to år siden skulle der i den grad ske noget. Jeg bad om hjælp hos en kostvejleder, som jeg kender og har tillid til, og hun pegede på Den kernesunde familie. I starten virkede dette som 'for meget' for mig, men jeg endte med at kaste mig ud i det.
Og når jeg gør noget, er det oftest 100 %, så de første 3-4 mdr. levede både jeg og børnene uden mælk, sukker og gluten i kosten. Herefter har jeg løsnet lidt op - især ift. ungerne - men jeg trives selv bedst med at være en smule fanatisk, da jeg ellers stadig let kan falde tilbage i mine gamle uvaner, der jo er mest indgroede.
Til fødselsdage og højtider nyder jeg at lave alle disse gennem-sunde retter og servere det for familie og venner, som på denne måde oplever, at vores kost er alt andet end kedelig og trist. Det var selvfølgelig nemmere, da jeg bare bestilte en kagemand udefra og købte nogle boller ved bageren, men dette her er kræs for ganen og sjælen !
For noget tid siden spurgte én fra min familie mig, om jeg godt måtte drikke alkohol, når jeg detoxede - fordi jeg tog et glas hvidvin til maden. Jeg har for det første aldrig talt om, at jeg detoxede, for det andet har jeg aldrig drukket ret meget alkohol, og for det tredje har jeg det sidste års tid netop taget et enkelt glas hvidvin en sjælden gang, når jeg har været på familiebesøg.
Jeg tror, at det også er noget andre 'kernesunde' oplever, og det kan ind imellem føles lidt belastende, at man ikke blot kan tage sine egne valg og skifte imellem disse, uden at folk omkring én kommenterer dette. Jeg siger jo ikke noget til, hvad andre vælger at indtage - medmindre de ligefrem beder mig om gode råd ift. nogle fysiske eller psykiske vanskeligheder.
Fornylig blev jeg sågar beskyldt for at lide af Ortoreksi, der står for en overdreven optagethed af sundhed. Dette er dog ikke en officiel diagnose, men jeg fandt en beskrivelse af, hvad en ortorektiker kan være for én :
"Ortorektikere tager udgangspunkt i sundhedsbudskaberne, blandt andet at spare på fedtet, men overdriver, undgår måske al fedt, hvilket er sundhedsskadeligt, samtidig med at de foretager overdreven fysisk træning."
Jeg har meget svært ved at få denne eller andre lignende beskrivelser til at passe på det, jeg gør. Og så er det jo rart at huske sig selv på, at det andre siger, tænker og mener om én, faktisk siger mest om dem selv. Af mange gode grunde kan det virkelig virke provokerende på andre, når man som jeg vælger at leve anderledes end de fleste og ikke mindst også vælger dette for sine børn.
Hvordan oplever I andre mon mødet med folks domme, fordomme osv. Er I også blevet kaldt fanatiske og/eller ortorektikere ? Og hvad tænker I om dette - hvad gør I ved det ?
Knus
Tina
LIDT FANATISK ER MAN VEL ALTID...
mandag, 15. februar 2010, kl. 12:48 Alder: 2 år
Kommentarer
Viser resultaterne 1 til 5 af 5
| Annika | |
| onsdag, 24-02-10 20:55 Kære Tina, Tak for en god og tankevækkende blog. Jeg kan virkelig genkende mig selv i det du skriver. For min egen del, er jeg overbevidst om at den ligger hos mig selv til en meget stor del. Så snart jeg er det mindste i tvivl om mine valg, møder jeg mit "spejl" i min familie eller omgangskreds, der så stiller spørgsmålstegn ved min levestil. Hvis jeg er helt overbevidst, ind i min kerne, at de valg jeg tager er de helt rigtige for mig, så møder jeg ikke nogle "negative spejle". Jeg ved slet ikke om du kan genkende dig i dette, men det er sådan jeg har det. Det slår aldrig fejl. Lige for tiden er jeg meget afklaret. Det er så fedt at følge Ninka's trin, og jeg føler mig SELVKØRENDE med stort S. Sådan har jeg aldrig haft det før. Et eksempel: Tidligere blev jeg meget irriteret over mig selv, hvis jeg kom til at spise noget som jeg ikke kan tåle. Nu er der FULD ACCEPT omkring det. Nydelse og accept. Jeg nyder fløden til 100 %, og ved samtidig hvordan jeg "renser op" i dagene efter. Når jeg skriver dette, kan jeg virkelig forstå hvor STÆRK jeg er blevet på disse cirka 4 måneder, hvor jeg har fulgt de kernesunde trin. Dette gør også at jeg kan melde klart ud til mine omgivelser (noget jeg har haft svært ved før). Nogle gange kræver det måske nogle forklaringer, fordi vi skal jo også være klar over at vi, med vores bevidste valg om levestil og kostindtag, har sat spørgsmålstegn i mange menneskers hoveder (og tvivl om deres egne beslutninger – denne er måske den "værste", og nok også en faktor der "slår tilbage" på os der gør noget ved vores "situation", i stedet for at bare rykke på skuldrene og blive ved med at smide dårligt brændstof på maskinen). Der kan naturligvis være mange faktorer der spiller ind, men jeg tror at vores fulde ansvar for det hele, gør at "modstanden" fordufter. Håber du kan bruge det til noget. Som sagt, dette er kun som jeg selv oplever det. Ved ikke om det kan bruges af andre :-) kærlige hilsener Annika |
|
| christina | |
| mandag, 22-02-10 15:17 Hej Tina. SÅ dejligt at hører lidt fra dig igen. Emnet er vist meget relevant for de fleste, så dejligt at du tager det op. I den sammenhæng vil jeg gerne reklamere for Kernesund klub, for i denne måned er der et helt FANTASTISK interview med Ninka og Mortens venner. De er lever ikke efter det Kernesunde princip og fortæller hvordan de har oplevet venskabet og giver gode råd - virkellig brugbar video - så skynd jeg i klubben ;o) kh Christina |
|
| Malou | |
| fredag, 19-02-10 00:54 Tak for alle de gode råd og tanker! |
|
| Methe fra Assens | |
| torsdag, 18-02-10 18:55 Hej Tina. Jeg kan 100% følge dit indlæg. Det kunne være skrevet af mig selv! Jeg får også tit at høre fra familien at jeg er "fanatisk" eller "for meget" mht mit valg af kost - og især mit valg i at sætte grænser for mine børns kost også - dog mest mht ikke at give dem sukker. Jeg er også typen der vælger at følge nogle retningslinier næsten 100% når jeg lægger ud, og så tilpasse det min krop og behov hen ad vejen. Dette har gjort at, når vi nu er ude hos familien, slægger jeg en smule på at "forbyde" mine piger helt at få sukker. Det er især når vi besøger min mor og stedfar, hvor de - især min mor - er meget sukker-tilhænger, og ser det som "synd" og "urimeligt" at jeg siger mine piger ikke skal have sukker! det er ligeledes et problem når vi besøger min far og hans kone! De ser mig også som "ekstrem" og "sær" mht at vi i flere år har levet uden kød, sukker og mælk. Og heller ikke hvidt mel/ hvedemel hjemme hos os. De respekterer det ikke, og synes det er synd for pigerne!... Ude er det dog op til mine piger selv at vælge om de vil spise kød eller ej. Jeg har dog erfaret at jo strengere jeg holder på mine principper/ kostrestriktioner, jo mere oprør gør (eller ihvertfald i starten gjorde) mine piger. Hvilket har gjort at jeg efter et par år har valgt mest at holde på mine valg for mig selv, og give mere slip på valgene overfor mine piger, og lade dem mere og mere styre det selv! - Jeg tror, eller rettere har erfaret for mit eget vedkommende, at direkte "forbud" kan have den modsatte effekt, og gøre mine børn mere tilbøjelige til at have lyst til at provokere og gøre det modsatte af det jeg ønsker for dem.. Derfor har jeg nu givet mere og mere slip, og lader dem ofte selv vælge - når vi er ude - og forsøger på denne måde at lægge ansvaret mere og mere over til dem selv. Med dette mener jeg ansvaret for hvordan deres krop reagerer, og hvordan de får det af den kost de indtager! Dette virker godt for os. Jeg laver dog stadig ikke kød hjemme. Køber ej heller sukker, hvedemel eller komælk. Men i skolen får de nu lov til selv at vælge hvis der feks bliver delt noget sukkerholdigt ud i forbindelse med fødselsdage og des lige. - De bliver irritable/ humørsyge af det, men nu ved de det, da vi har været den store omlægning igennem på hjemmefronten for et par år siden, og de kender konsekvenserne. De kommer selv og siger, hvis de har en dag hvor de er humørsyge/ irritable: "Mor, vi fik forresten kage i skolen idag...det er nok derfor jeg er så sur/ i dårligt humør"... Hvis jeg stiller spørgsmålstegn ved en ekstrem/ irritabel opførsel! Og det er jo dejligt! Så kan vi snakke om det, og så er det lettere at have med at gøre.;) - Jeg har lige lyst til at kommentere ovenstående kommentar fra "Anne", der skriver at hun holder lav profil mht hendes valg. - Jeg tror også det er et godt udgangspunkt at have, hvis man ikke ønsker flere "kampe" end højst nødvendigt. Netop at holde det for sig selv, og ikke "prædike" - selvom det indrømmet kan være svært somme tider (jeg snakker for mit eget vedkommende) hvis man kan se at det ens nærmeste gør er uhensigtsmæssigt ift. hvad de oprindeligt ønsker; og især hvis de så ikke tager ansvar for det/ konsekvenserne, men derimod giver udtryk for at være ofre for deres krops reaktioner!! Det er dejligt - og vigtigt - med et godt netværk af venner der forstår og respekterer ens valg, så man kan være sig selv med de valg man har det godt med i deres nærvær/ samvær. Og så må man evt vælge at bruge mest tid sammen med de mennesker der netop bakker een op/ forstår og giver plads til dette, uden at stille en hel masse sarkastiske/ fordømmende og nedladende spørgsmålstegn;) De aller bedste - og forstående - hilsner Methe Cecillie |
|
| Anne | |
| mandag, 15-02-10 22:21 Kære Tina. Ja, jeg oplever også én i mellem, at andre synes at jeg er for meget. Jeg har dog siden jeg var ret ung og ca. 17 år, dvs. i ca. 9 år, tænkt over hvad jeg spiser. Mine omgivelser har efterhånden vænnet sig til, at jeg er lidt 'sær'.. Det er dog min opfattelse, at min familie, venner, kollegaer osv. respekterer mine ernæringsmæssige valg, selvom de ikke altid forstår det. Jeg hører aldrig nogen form for kommentarer af den ene eller anden art, udover folk der synes, at min mad ser lækker ud, eller folk der spørger om jeg er på kur, når jeg vælger altid at spise min medbragte mad. Personligt gør jeg mig umage med, ikke at reklamere med hvordan jeg lever. Jeg føler ikke, at jeg lever 'kernesundt' eller efter nogen anden retning, men spiser det min krop har det godt med, næres bedst ad m.v., selvom jeg selvf. er inspireret af kernesund familie. Er der folk der undrer sig, fortæller jeg, at mit blodsukker påvirkes for meget af, at spise sukker, hvidt brød, pasta osv. og at jeg derfor undgår det. Jeg medbringer min mad på arbejde osv. og til selskabelige lejligheder medbringer jeg som regel ikke særegen mad, men spiser det bedste, af det der bliver serveret, undlager som regel det stivelsesholdige og spiser godt med salat og kød. Netop fordi det kan være ufatteligt provokerende for andre, eventuelt at blive konfronteret med egen livsstil gennem mødet med mig og min livsstil, har jeg det klart bedst med, blot at gennemføre min livsstil med lav profil - dog uden at jeg på nogen måde er tavs omkring det. Ha' en rigtig dejlig aften, Venligst Anne |
|
